Kinesisk jagt på Danmarks præmiegris

Næsten dagligt viser kinesiske virksomheder interesse for at købe sig ind i Danish Crown. Indtil videre bliver kineserne dog mødt af en lukket dør. Danish Crown vil ikke sælge ud af arvesølvet. Samtidig er landmændene hårdt ramt økonomisk, og mange er truet af konkurs.

Læs mere
Fold sammen

»De nætter, hvor den store klump i maven gør så ondt, at jeg ikke kan sove, så ser jeg to-tre film og trækker dynen godt op om næsen i stolen,« siger den 42-årige landmand Mikkel Grubbe.

Han tager imod i den lille frokoststue foran svinestalden ved Ørbæk på Østfyn. Der er brød, ost og skinke på bordet og kaffe på kanden. Der bliver talt både ukrainsk og dansk, mens de 900 søer tydeligt kan høres og lugtes.

Mikkel Grubbe er normalt ikke typen, der bekymrer sig, men han kæmper en daglig kamp for at overleve rent økonomisk og er tynget af en gæld på mere end 40 millioner kroner.

Danske svineproducenter er blandt verdens dygtigste, når det handler om avl, kvalitet, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd, men de er hårdt ramt af lave afregningspriser, faldende jordpriser og voksende konkurrence fra lande med lavere omkostninger.

Siden Rusland med Vladimir Putin i spidsen i efteråret valgte at boykotte import af europæiske varer, er situationen blevet så alvorlig, at mange bedrifter er i overhængende fare for at blive udslettet inden for få år. Med mindre der sker et mirakel i form af en politisk håndsrækning. Eller hvis Danish Crowns bestyrelse bliver enig med sine ejere om at få en kapitalindsprøjtning udefra. Noget som ville være let at realisere, fordi Danish Crown synes at være en Danmarks – og måske en af verdens – mest ombejlede virksomheder.

Der går faktisk sjældent en dag, uden at ledelsen modtager henvendelser. De fleste kommer fra kinesiske virksomheder, som med verdens største pengetank i ryggen er begyndt at købe sig adgang til avanceret teknologi og knowhow i Europa og USA. Det vender vi tilbage til.

Først er det vigtigt at hæfte sig ved, at de danske svineproducenter lige nu oplever den værste krise i mands minde, mens Danish Crown – som udspringer af andelsbevægelsen og er ejet af 8.250 landmænd, hvoraf ca. 3.000 er svineproducenter – klarer sig glimrende. Virksomheden er med en omsætning på 58 milliarder kroner om året verdens næststørste på sit felt og leverede i seneste regnskabsår et overskud på omkring to milliarder kroner.

Landsforeningen Danske Svineproducenter har højlydt kritiseret Danish Crown. Medlemmerne er utilfredse med Danish Crowns vækststrategi, som blandt andet omfatter opkøb i Polen og England. Selv om rygter om en forestående børsnotering, fusioner og aktiesalg har svirret længe, så er det endnu ikke teknisk muligt at sælge aktier i Danish Crown.

Alt er imidlertid som bekendt til salg, hvis prisen er rigtig. Derfor tøvede den danske ejendomsinvestor Anders Moltke-Leth, som også arbejder med køb og salg af virksomheder, ikke med at viderebringe en henvendelse fra en stor kinesisk pensionsfond, som var interesseret i at købe 10-15 procent af Danish Crown mod at få en plads i bestyrelsen samt få overført teknologi og knowhow til Kina.

Det er knap halvandet år siden, at han modtog forespørgslen via en kinesisk finansmand, som bor i København.

»Han mente, at de ville afvise ham, fordi han var kineser, så han spurgte, om jeg ville hjælpe med at etablere kontakten uden at nævne navnet på fonden,« fortæller Anders Moltke-Leth, som kontaktede Danish Crowns bestyrelsesformand Erik Bredholt via mail.

Det kom der til Anders Moltke-Leths overraskelse ikke andet end en kortfattet afvisning ud af.

»Jeg kan godt forestille mig, at Danish Crown får mange henvendelser, men at bestyrelsesformanden slet ikke var interesseret i at høre nærmere, det undrer jeg mig meget over. Særligt fordi mange af landmændene er så pressede økonomisk. Og den kinesiske fond viste også interesse for at købe nødlidende landbrugsejendomme op.«

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Erik Bredholt, som er på ferie, men Danish Crowns kommunikationsdirektør Anne Villemoes forklarer, at henvendelsen blev opfattet som en af de mere letbenede af slagsen, fordi den gik igennem en ukendt mellemmand og ikke gennem et stort internationalt investeringsselskab.

»Vi får cirka 20 henvendelser om ugen relateret til Kina. Derfor sorterer vi i dem,« siger hun.

Kineserne agerer dog typisk ikke efter de gængse spilleregler, når det handler om investeringer i udlandet. Derfor kan det sagtens være en seriøs henvendelse, selv om det kan virke tilfældigt, mener Monica Reib, der er partner og Kina-ansvarlig i Bech-Bruun. Advokatfirmaet sidder tungt på markedet, når det gælder juridisk rådgivning og etablering i forbindelse med kinesiske investeringer i Danmark, og Monica Reib kender udfordringerne med henvendelser fra Kina.

»Kineserne er ofte ikke så gode til den her intro-fase, fordi de ikke vil vise, at de er interesseret, og så er det svært at starte en dialog. Men de er simpelthen bange for at tabe ansigt, og så er de bange for, at prisen bliver for høj. Men det er jo sådan, det fungerer. Større danske virksomheder vil slet ikke forholde sig til henvendelser, hvor de ikke får at vide, hvem og hvad det drejer sig om,« siger hun.

Men den vigtigste årsag til, at kineserne bruger de mere uformelle kanaler, når de gør kur til danske virksomheder, er sandsynligvis, at de er så vant til, at det er »guanxi« – det særlige kinesiske netværksbegreb – som styrer al forretning. Derfor kan det for en kinesisk virksomhed være lige så naturligt at udnytte en mere eller mindre tilfældig kontaktperson, hvis det er en person, ledelsen kender og stoler på.

En anden udfordring er, at det er nyt og fremmed at forhandle med kinesere.

»En kinesisk køber står ofte ikke forrest i køen af potentielle købere, fordi der hersker en opfattelse af, at der også efter underskrivelse af en aftale vil være usikkerhed om tranaktionens gennemførelse på grund af de kinesiske godkendelseskrav. Kravene er imidlertid blevet lempet væsentligt, og vi har ikke oplevet, at en kinesisk part er sprunget fra i perioden mellem underskrivelse og lukning af aftalen,« siger Monica Reib.

Det er nemlig et faktum, at det i mange tilfælde er kineserne, der har både pengene og adgangen til verdens største marked. Og de er først lige begyndt deres internationale ekspansion.

Den kinesiske regering har ligefrem formuleret en såkaldt tag-ud-i-verden-strategi, som opfordrer kinesiske virksomheder til at ekspandere uden for Kina. Både på grund af overkapacitet og hård konkurrence på det kinesiske marked, og fordi Kina har brug for at klatre højere op i den globale værdikæde. Selv om den kinesiske stat satser massivt på forskning og udvikling, så er der også behov for, at kinesiske virksomheder køber sig adgang til avanceret teknologi og knowhow i Europa og USA.

Derfor er der politisk vilje og opbakning fra statsbankerne til, at kinesiske virksomheder investerer i udlandet. Desuden ønsker mange investeringsfonde og rige privatpersoner at sprede deres risiko, fordi det er blevet mere risikabelt at investere på det kinesiske boligmarked, som er præget af bobler.

I den lille provinsby Nyborg, har kommunen – som tidligere beskrevet i Berlingske – solgt tre ejendomme til kinesiske investorer, som vil bruge bygningerne som hovedkvarter for deres virksomheder og flere investeringer i Nordeuropa.

Det skyldes blandt andet, at en herboende kineser havde gode kontakter i Kina, men især, at den tidligere borgmester Erik Christensen (S) var åben og nysgerrig nok til at modtage utallige kinesiske delegationer, som var »interesseret i at investere«.

Borgmesteren var tæt på at miste modet, fordi mange af dem virkede useriøse, men pludselig var der bid, og den første rige Hr. Wang var på krogen. Derefter blev det lettere at tiltrække de næste kinesiske investorer, fordi de føler sig trygge, når der er andre kinesere i nabolaget.

Selv om kinesiske investeringer stadig er et nyt fænomen i Danmark, så repræsenterer kineserne og deres mange penge i høj grad muligheden for vækst og nye arbejdspladser, og derfor arbejder den danske regering med »Invest in Denmark« i spidsen også for at tiltrække kinesiske investeringer.

Danish Crown er tilsyneladende ikke specielt interesserede i investeringer i Danmark, da ejerne for et par år siden besluttede, at tiden ikke var moden til at sælge ud af arvesølvet. I stedet meldte koncernen i slutningen af sidste år ud, at man aktivt er på udkig efter en kinesisk partner, som kan investere i lokal kinesisk produktion sammen med Danish Crown. Og her er Danish Crowns ledelse i direkte dialog med potentielle kinesiske investeringspartnere.

»Vi har en størrelse, der gør, at vi har kontakt til alle de store investeringsfonde i Kina. Vi kigger efter fælles investeringsmuligheder. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores omkostningsstruktur gør, at vi vil investere uden for Danmark. Vi har et stort fokus på Kina. Vores administrerende direktør var derude tre gange sidste år og har også planlagt en tur derud i første kvartal,« siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes.

Danish Crown er allerede godt etableret på det kinesiske marked, men har også brug for et stærkere brohoved og bedre forbindelser på verdens største marked for svinekød.

For eksempel er det endnu ikke lykkedes at sende en eneste dansk pølse til Kina, selv om Danmark som det første land i verden blev godkendt til at eksportere forarbejdede kødprodukter til Kina for mere end et år siden. De sidste bureaukratiske barrierer spænder stadig ben og ville angiveligt kunne løses, hvis Danish Crown havde de rigtige »guanxi«.

Kinesiske forbrugere efterspørger i stigende grad importeret kød i høj kvalitet og forædlede produkter. Det skyldes den voksende velstand i verdens folkerigeste land, men også, at fødevaresikkerheden i Kina er meget dårlig. De mange skandaler om forfalsket kød og livsfarlige kemikalier tilsat i modermælkserstatning vidner om, at man som forbruger aldrig kan føle sig tryg. For et par år siden flød tusindvis af døde grise pludselig rundt i Huangpu-floden, som går gennem Shanghai og er en vigtig kilde til drikkevand for millioner af indbyggere. Men ikke nok med det.

Det viste sig også, at årsagen angiveligt var, at landmændene ikke længere kunne sælge kødet fra svin, der var døde af sygdom, fordi myndighederne begyndte at slå ned på den illegale praksis. Det var ikke svært at regne ud, at de mange døde svin tidligere ville være endt som hakkekød i kinesiske supermarkeder. Set i det lys kan det virke overraskende, at Danish Crown har valgt strategien om at satse på produktion i Kina. Danish Crown er en global virksomhed med eksport til mere end 130 lande og har i de seneste år været nødt til at lukke flere danske slagterier, fordi landmændenes leverancer af slagtesvin er faldende. Det skyldes blandt andet, at det bedre kan betale sig at sende grisene til Tyskland.

Den løsning har Mikkel Grubbe også valgt, selv om han synes, at det er en falliterklæring for erhvervet. Men han har ikke andet valg. Bankerne er nemlig ved at få nok og er begyndt at smække kassen i.

Mikkel Grubbe taber i øjeblikket 100.000 kroner om ugen, og hans økonomi balancerer på et knivsæg.

Han vil ikke forholde sig til, om det er en god idé at få kinesisk kapital ind i Danish Crown, men han er ikke i tvivl om, at der snart skal træffes en beslutning.

»Der skal ske et eller andet meget snart. Om 10-15 år vil vi se tilbage på det her som en vigtig skillevej, hvor der skete noget afgørende. Hvis ikke vi som samfund tager en aktiv beslutning om, at vi vil have industriel landbrugsproduktion, så kan vi lige så godt skynde os at sælge det hele til kineserne,« siger han.

Kampen om den danske præmiegris er igang.