Kinas grå guld

For de fleste kinesere er det ganske utænkeligt, at de selv eller deres forældre på noget tidspunkt kommer til at bo på plejehjem. Det er familiens eget ansvar at tage sig af de ældre.

I Kina er der tradition for, at børnene passer deres forældre, når de bliver gamle. Men fremover bliver der stigende behov for plejehjem, som bl.a. Danmark kan komme til at eksportere. Arkivfoto: Gou Yige Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som dansker i Kina oplever man løbende at blive udspurgt om, hvordan det er at bo i Danmark. Måske skyldes det, at Danmark har lidt af et eventyromdømme på disse kanter. Det har H.C. Andersen æren for.

Interessen omhandler sjældent vores politiske system eller de friheder, der er en mangelvare i Kina. Derimod bliver der spidset ører, når snakken falder på de mange velfærdsydelser, vi som borgere i Danmark er berettigede til. Det vækker beundring – og velsagtens også misundelse. Men ét emne kan få de anerkendende blikke til at forsvinde. For de fleste kinesere er det ganske utænkeligt, at de selv eller deres forældre på noget tidspunkt kommer til at bo på plejehjem. Det er familiens eget ansvar at tage sig af de ældre. Alt andet er en falliterklæring. Sådan er den gængse opfattelse, og det er der flere grunde til.

For det første er der de kinesiske plejehjems uhyrligt dårlige ry og rygte. Skrækhistorier om svigt, ensomhed og efterladte ældre i trøstesløse omgivelser har gjort sit. Kinas sundhedssektor har lang vej endnu. Men lige så vigtig er betydningen af de gamle dyder i konfucianismen, hvor respekten for de ældre er en af grundstenene. Generationer af kinesere er skolet med moralen om nødvendigheden af at indordne sig i familie og samfund. Selv lovgivningen bærer præg af den tankegang.

I Kina kan ældre borgere sagsøge deres børn for ikke at tage sig godt nok af dem. Det er sket omkring 1.000 gange de seneste 15 år. Sidste år blev lovgivningen strammet, så den yngre generation nu ikke kun er forpligtet til at yde økonomisk støtte, men også har pligt til at besøge deres forældre. Efter at loven blev vedtaget, valgte en 77-årig kvinde fra Wuxi at lægge sag an imod sin datter. Retten slog fast, at datteren hver måned skal besøge sin mor mindst to gange. Hvor mange lignende sager, der har været, vides ikke. Juristerne bag den nye lovgivning indrømmede da også, at den vil blive svær at håndhæve, og at den mest af alt blev indført for at sætte fokus på et voksende problem.

Kina har ikke ressourcerne til at tage sig af alle ældre, og en løsning ligger ikke lige for. Landet er i dag hjemsted for den største aldrende befolkningsgruppe i verden. Den gennemsnitlige levealder er steget fra 41 til 73 år på fem årtier, og næste år forventes antallet af indbyggere på over 60 år at runde 220 millioner. Samtidig skrumper arbejdsstyrken. Ikke mindst grundet den kinesiske etbarnspolitik. Det gør heller ikke tingene nemmere, at millioner af kinesere har forladt deres hjemstavn – og dermed deres forældre – for at søge et bedre liv i byerne. Så hvem skal tage sig af Kinas ældre i fremtiden?

På den baggrund giver det god mening, at danske firmaer og uddannelsesinstitutioner med viden og produkter inden for plejesektoren står på spring. Det gælder særligt i det vestlige Kina, hvor det danske generalkonsulat i Chongqing er beliggende. Det er her, det nye dansk-kinesiske samarbejde skal udmønte sig i et luksusplejehjem. Projektet er målrettet velhavende kinesere med råd til et prisniveau, som husholdningsbudgettet i de fleste lokale familier næppe kan klare. På lignende plejehjem i regionen er den månedlige ydelse på omkring 4.000 kr. per person. Det er cirka dobbelt så meget som den pension, de fleste ældre i Chongqing får udbetalt. Rige kinesere er der i dag mange af, men spørgsmålet er, om danske kompetencer er nok til at friste med en plejehjemsplads.