Kina fordømmer vestlige protester

Det er ikke kun de kinesiske medier, der fordømmer protesterne mod den olympiske flamme. Også på gaden er man imod de »tibetanske separatister«, og på internettet skyder kineserne skylden på Vesten.

De voldsomme demonstrationer og protester i forbindelse med den olympiske fakkels gang jorden rundt er ikke gået den kinesiske befolkning forbi. De fleste mener, at uroen er et udtryk for anti-kinesiske holdninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Patrick Kovarik/Reuters

Gamle Wang står på et stille gadehjørne i Beijing og nyder solen og varmen. Kigger på cyklerne og bilerne. Står og sludrer med damen, der sidder på en kasse ved siden af sin lille frugtbod. Han vil ikke have sit navn i avisen, men siger, at vi bare kan kalde ham »Gamle Wang«. Og jo, han har da læst om protesterne i London og Paris.

»Det er ikke godt. Det er de tibetanske separatister, som står bag demonstrationerne. De forsøger at løsrive Tibet fra Kina, og gøre det til et selvstændigt land. Men politiet arresterede dem, og resten af fakkeloptoget gik godt,« siger den pensionerede officer, Gamle Wang, og ryster opgivende på hovedet. Han er sikker på, at det amerikanske politi vil have styr på demonstrationerne på dens rute gennem San Francisco, og han tror ikke, at demonstrationerne vil få nogen større betydning for OL.

Dermed ligger han helt på linje med den historie, der bliver fortalt i stort set alle de kinesiske medier om faklens turbulente tur gennem London, Paris og San Francisco. For eksempel som der står i en leder fra det officielle nyhedsbureau Xinhua:

»Selvom de tibetanske separatister havde valgt flere forskellige skadelige metoder til at forstyrre fakkeloptoget, endte de med at blive slået ned af politiet, sendt i fængsel og fordømt af de lokale.«

I lederen står der også, at faklen er et vigtigt symbol på den olympiske ånd, og at ethvert forsøg på at forbinde den eller OL med politik vil mislykkes:

»Med stærk opbakning fra moderlandet Kina, med den enorme støtte fra kinesere i udlandet og med hele verdens forståelse vil de tibetanske separatisters plot mod Kina og de Olympiske Lege være dømt til at mislykkes«.

Anti-vestlige indlæg
Det er umuligt at vide præcist, hvad de 1,3 milliarder kinesere synes om de vestlige demonstrationer. Men Gamle Wang er måske en af de mere moderate kinesere. I hvert fald hvis man kigger på internettet. Her er der gennem de seneste dage blevet skrevet utallige anti-vestlige kommentarer på fora og blogs, der fordømmer Vesten og demonstranterne i langt højere grad, end man kan se i de statslige medier.

For eksempel på Tianya, der er et de største og mest populære fora i Kina. I går var det ved at boble over af harme og vrede kommentarer. På forsiden af hjemmesiden var der i alt 45 poster. De 37 af dem handlede om demonstrationerne. For eksempel denne:

»De fleste af demonstranterne i London og Paris var vesterlændinge, der aldrig har været i Kina. Men alligevel er de imod Kina og at Kina udvikler sig. (...) Kineserne har store forhåbninger til OL. Men anti-Kina er deres eneste mål«.

Den seneste tid er de vestlige medier også blevet stærkt kritiseret i Kina for at være dobbeltmoralske og have en ensidig dækning af OL og konflikten i Tibet.

En kineser, der studerer i Frankrig og som var taget af sted for at se faklen i Paris, skriver:

»Der var ingen vestlige medier, som ville interviewe os. Vi skreg alt hvad vi kunne, men der var ingen vestlige tv-stationer, der spurgte os om vores følelser. De ville kun interviewe vesterlændingene ved siden af os. Hvis de kom med svar, der var pro-kinesiske, stoppede de med at interviewe dem. Hvis de kom med svar, der var anti-kinesiske blev de ved med at spørge dem, indtil de fik et tilfredsstillende svar«.