Kina bør få klimaklapsalverne

Præsident Obamas relativt ambitiøse klimaudspil er afgørende for momentum i klimaforhandlingerne i Paris om fire måneder. Men energipolitikken i Kina har langt større betydning for verdens klimafremtid.

Præsident Barack Obama holder en tale ved flyvebasen Hill Air Force Base, Utah, hvor solpaneler leverer energi. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

I 2006 blev der nedhamret en milepæl i klodens miljøhistorie.

Det blev nemlig året, hvor Kina overhalede USA og overtog positionen som verdens største CO2-udleder. Dermed blev Kina verdens førende bidragyder til den menneskeskabte drivhuseffekt.

Siden har klodens mest befolkningsrige land distanceret sig fra USA med en hast, der kom til at overstige alle datidens prognoser. I dag udleder Kina over en fjerdedel af al CO2 i verden, mens USA på andenpladsen står for mindre end 15 procent. Samtidig er CO2-udledningen pr. indbygger i dag højere i Kina, end den er i eksempelvis EU.

Dermed er det blot et spørgsmål om tid, formentlig bare to-tre år, før Folkerepublikken udleder dobbelt så meget CO2 som USA.

Det har den indlysende konsekvens, at klodens klima­fremtid i højere grad er bestemt af kinesisk end af amerikansk energipolitik.

Det indebærer på ingen måde, at præsident Obamas relativt ambitiøse klimaudmelding mandag er uden betydning. For USA bør – sammen med EU og Japan – gå forrest, når det handler om at skrue ned for CO2-blusset. Det skyldes, at de gamle industrilande bærer det største historiske ansvar for den klima­knibe, som kloden befinder sig i.

Den grønne klimapolitik

Op mod en tredjedel af klodens samlede menneskeskabte CO2-udledninger siden industrialiseringens begyndelse for 200 år siden stammer fra USA.

Dertil kommer, at De Forenede Stater fortsat har en CO2-udledning pr. indbygger på over det dobbelte af Kinas – eller EUs. Endelig er USAs udledninger faktisk steget i de seneste par år efter et ganske voldsomt fald fra 2008-2012. Et fald, der i øvrigt i højere grad må tilskrives markedskræfterne end klimapolitikken, idet det primært var drevet af fund og udvinding af store mængder billig og relativt CO2-venlig skifergas.

Obama har derfor nærmest intet andet valg end at annoncere en grøn klimapolitik for fremtiden. For hvis ikke historiens største udleder formår at anvise en bæredygtig vej, er det nærmest umuligt at forestille sig, at store udviklingslande som Indien, Brasilien, Indonesien – og Kina – vil følge bare nogenlunde trop, når den store globale klimaaftale efter planen skal vedtages i Paris til december.

Men tilbage til Kina, som man bør vare sig for at kritisere for utilstrækkelige klimatiltag – på trods af de talrige smogbefængte storbyer og et gigantisk kulforbrug, der i perioder har lagt beslag på halvdelen af hele verdens kulproduktion.

For det første må vi som storforbrugere i den vestlige verden erkende, at enorme andele af vores forbrugsgoder ikke er produceret på vores banehalvdel, men i Kina. Det trækker kraftigt op på Folkerepublikkens CO2-budget.

For det andet er Kinas ledere begyndt at erkende deres ansvar for klodens klimafremtid (og for deres egen smogbefængte befolkning) og gør derfor også noget ved problemet.

Verdens klimaøjne rettet mod sig

Ifølge analyser fra Greenpeace faldt Kinas kulforbrug med næsten otte procent i årets første fire måneder i forhold til samme periode i fjor – og CO2-udledningerne med fem procent. Det er en reduktion så voldsom, at det svarer til, at hele Storbritannien lukkede og slukkede for al strøm og alle maskiner i fire måneder.

Samtidig er Kina verdens førende producent af vind- og vandkraft, næststørste producent af solkraft og største eksportør af solpaneler og anviser dermed en farbar vej for andre udviklingslande, ikke mindst det boomende Indien, der i vid udstrækning aftager den kul, som Kina ikke længere lægger beslag på.

I dag bliver cirka ti procent af Kinas energiforbrug dækket af vedvarende energikilder samt atomkraft, og landets femårsplaner står udelukkende på vækst og investeringer på området.

I disse dage har præsident Obama verdens klimaøjne rettet mod sig. Men det er i højere grad Kina, der bør få opmærksomheden. Samt klapsalverne.