Kim Carlsen

Dræbt i eksplosionsulykke den 6. marts 2002, 35 år

Kim Carlsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tiden gik i stå. I den lille by Gerlev uden for Slagelse, i parcelhuset ved siden af kirken sad Kim Carlsens kone, Helle, den 6. marts 2002 med parrets tre små børn. De havde svært ved at forstå, hvad der var sket. Kasper på 12 år gik i skole dagen efter og græd først under begravelsen en uge senere. Frederik på otte troede, at de skulle til Værløse for at møde faderen i levende live. Det var ikke første gang, familien blev genforenet efter Kims langvarige missioner i udlandet. Og det var først, da kisten med Kim Carlsen blev kørt ind i hangaren på flyvepladsen i Værløse, at det langsomt gik op for Frederik, at dette gensyn var helt anderledes. Lille Mie på to år legede bare videre, som om intet var hændt.

Otte år senere er hele familien Carlsen samlet til aftensmad i huset i Sørbymagle tæt på Antvorskov Kaserne, hvor gardehusarerne hører hjemme. Familien har på mange måder vasket fortiden af sig. Snakken går lystigt henover bordet. Helles nye mand, Jesper, henter knive og gafler til den nyankomne journalist. Kims far lægger en ekstra skive rullepølse på rugbrødet og bliver drillet af børnebørnene for at hamstre pålæg, mens hans kone virker lidt mere beklemt ved situationen. Alle om middagsbordet ved godt, at stemningen om lidt vil blive mere alvorlig. Så snart navnet Kim bliver nævnt, synker hver enkelt familiemedlem lidt ind i sig selv. Fra nu af er det Helle, der fører ordet: ”Selv om vi har fået et godt liv, så går der ikke en dag uden at vi tænker på Kim,” siger hun.

»Hvem er han?«

Helle havde kendt Kim hele sit liv. De var bare 14 år, da de blev kærester. Hans første offentlige kærlighedserklæring til Helle fandt hun i en kuvert til sin konfirmation. ”Mine forældre blev meget fortørnede over, at der lå en kuvert med 100 kroner til min konfirmation - fra en Kim Carlsen. Hvem var han?”  Hun så ingen anden udvej end at præsentere sin kæreste for forældrene, og siden var de to et par - Helle og Kim - som holdt i hånden i frikvartererne. Trods et kort ungdommeligt brud var de ikke i tvivl om, at de var et par for livet. Som 22-årige giftede de sig og besluttede at få et barn, Kasper. Alt var planlagt; ægteskab, børn, arbejde, hus, have. De kunne ikke forestille sig andet.

For Kim var skolen noget, der skulle overstås. Som dreng gik han til hånde på en gård, og han var tidligt optaget af maskiner: traktorer og mejetærskere. Derfor valgte han også at tage en udannelse til maskinfører inden for landbruget. Men Kim ville, da det kom til stykket, hellere i militæret. I militæret kunne han kombinere sin viden om maskiner med sin lyst til at komme ud og opleve verden. Her var hans særlige kundskaber en eftertragtet vare, og han avancerede til overkonstabel af 1. grad i Ingeniørregimentet på Farum Kaserne. ”Han var ferm til alt, hvad der hed ingeniørmaskiner og professionel til fingerspidserne. Jeg vil beskrive ham som en supermand inden for sit felt. Han var god til at bygge lejre op i krigsområder. Han gik meget op i, at alt var i orden. Og når Kim havde ansvaret, kunne man være sikker på, at ALT så også var i orden,” siger Brian Holzendorff, som var Kims nærmeste medarbejder, da de var udsendt sammen på Balkan og i Afrika: ”Kim var en stille person, som havde stor respekt for andre mennesker. Han ville gerne med i byen og drikke øl og lave fis og ballade, som det nu en gang er i en soldaterlejr. Men han var mere voksen end os andre.”

Altid udsendt

Kim Carlsens succes i Forsvaret havde også omkostninger. Den sled på hjemmefronten. Her var opdragelsen af børnene og det daglige arbejde overladt til hans hustru. ”Kim var altid væk. Sådan føltes det i hvert fald. Enten var han udsendt, eller også var han på øvelse for at forberede sig på udsendelserne,” fortæller Helle Carlsen.

Han stod parat, hver gang militæret sendte bud efter ham. Turene gik til krigszoner i Bosnien og Kosovo, hvor han hjalp til med den civile genopbygning efter borgerkrigen på Balkan. I alle de blå bøger, Kim havde med hjem fra sine udsendelser med militæret, stod der om ham, at han skulle hjem og være sammen med sin familie. Men så snart han var hjemme, længtes han ud igen. Han skulle ud og opleve noget nyt. I de perioder, Kim Carlsen var hjemme og havde meget frihed, tog han endda ekstra arbejde som sikkerhedsvagt. ”Han elskede militæret. Jeg sagde tit, at det enten var mig eller militæret. Men det var for sjov. Livet ved fronten var hele hans liv, og han stortrivedes med det,” siger Helle Carlsen.

Kim Carlsens næstsidste udsendelse for Danmark gik til det borgerkrigshærgede Eritrea i det nordlige Østafrika. Selve jobbet tog et halvt år, men opgaven strakte sig over mere end et år med forudgående træning og transporttid. ”Kim skulle selvfølgelig have det hele med. Så han sejlede materiellet derned, og han sejlede materiellet hjem igen, da opgaven var udført,” siger Helle Carlsen, som hjemme tog sig af Kasper og Frederik og den lille, nyfødte Mie.

I Eritrea var Kim i sit rette element. Han var tæt på civilbefolkningen og følte, at han gjorde en forskel ved at være dernede. Familien fik fotos hjem af en stadig mere solbrændt familiefar. Da han var hjemme på orlov, tog familien til Lalandia. Helle havde rundet det lokale solarium for ikke at fremstå helt bleg og blodfattig ved siden af sin mand. Men det var Kim, der tog al opmærksomheden i badelandet, fordi han var sort fra top til strømpekant - og med klodens hvideste tæer. Det var i disse ophold i Danmark, at sønnerne og Mie skulle lære deres far at kende. Men han var kun lige kommet fysisk og mentalt hjem fra Eritrea, da han følte, at virkeligheden kaldte på ham igen.

»Nu skal vi afsted igen«

Helle Carlsen glemmer aldrig den 11.september 2001. Kim var hjemme, og de sad sammen og fulgte med på TV, da World Trade Center sank i grus. Kim sad helt paralyseret og sagde derefter: ”Nej, nej, nej - nu skal vi af sted igen!” Han vidste, at det ville ende galt, og at han ville blive involveret. ”Jeg var vildt urolig over, at han skulle til Afghanistan. Jeg var ellers aldrig nervøs, når han skulle på mission i udlandet, men Afghanistan gjorde mig nervøs. Det lød ikke spændende, at han skulle over til talebanerne. Men han forsikrede mig, at han ikke skulle være i områder, hvor der kunne ske noget,” siger Helle.

Tilbage i Helles nye hus Sørbymagle sidder Kim familie. De to sønner er blevet store. Frederik kunne slet ikke forholde sig til farens død. Han troede, at Kim var blevet væk i Afghanistan og ikke kunne finde hjem. Så da familien var samlet i lufthavnen i Værløse, sagde Frederik: ”Nu kommer far, nu kommer far, nu kommer far...” Den dag i dag har Frederik svært ved at tale om ham. Kasper på 20 år har fået tatoveret et minde om sin far fra håndleddet og helt op på skulderen. Motivet er en revolver, der sender en kugle op gennem et hjerte med faderens fødsels- og dødsdatoer på. En kopi af det hjerte, der står som gravsten på Kim Carlsens grav på kirkegården i Gerlev.

”For mig var det ikke det store problem at miste ham. Dengang. Det er først nu, jeg kan mærke, at jeg savner ham,” siger Kasper: ”Det bliver ikke lettere med tiden, snarere det modsatte. Det er nu, jeg har brug for en far.” Hans fire år yngre lillebror, Frederik, kunne slet ikke forholde sig til faderens død. Han troede, at hans far var blevet væk i Afghanistan og ikke kunne finde hjem. Så da familien var samlet i lufthavnen i Værløse, sagde Frederik: ”Nu kommer far, nu kommer far, nu kommer far.” Han troede, at han skulle modtage ham ved, at han kom gående ind. I stedet bar man en kiste ind. Og den dag i dag har Frederik svært ved at tale om sin far.

Mie lærte aldrig sin far at kende. Han rejste til Eritrea, da hun var spæd, og hendes eneste minde er nogle fotos af hende selv med sin far i Zoologisk Have. Hun kan ikke huske sin fars stemme og udseende og hans godnathistorier. Derfor føler hun sig lidt udenfor, når familien mindes Kim. ”Det kæmper Mie med nu. Jesper kom ind i familien et år efter, at Kim døde. Så Mie har meget glæde af Jesper og kalder ham far, selv om hun godt ved, at han ikke er det,” fortæller Helle Carlsen: ”Vi har fået et godt liv, men der går ikke en dag, uden vi tænker på Kim.”