Kilde til Berlingske: Johnson & Johnson droppes i Danmark

Johnson & Johnsons vaccine lider samme skæbne som AstraZenecas vaccine og trækkes dermed ud af det danske vaccinationsprogram.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere

Coronavaccinen fra Johnson & Johnson trækkes ud af det danske vaccinationsprogram.

Det skriver Ekstra Bladet, B.T og Ritzau.

Berlingske har fået oplysningen bekræftet af indtil videre én kilde med kendskab til sagen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har beskrevet vaccinen fra Johnson & Johnson som en »potentiel game changer« i kampen mod covid-19 i et brev til EU-systemet i begyndelsen af februar.

Det skyldes, at den kun kræver et stik, hvor andre vacciner kræver to stik, før de er fuldt effektive.

Derudover er det den vaccine, som Danmark har købt klart flest af, og frygten er, at det vil betyde, at det tager længere tid at få vaccineret de borgere, der vil.

I et worst case-scenario, som Sundhedsstyrelsen tidligere har sendt til Berlingske, vurderer styrelsen, at vaccinationsplanen forskydes tre uger uden vaccinen fra Johnson & Johnson.

Vaccinen fra Johnson & Johnson blev i USA kædet sammen med 15 tilfælde af blodpropper og et lavt antal blodplader. De blev fundet ud af omkring otte millioner vaccinerede. Alle tilfældene var blandt kvinder, og tre personer døde. Disse fund fik Johnson & Johnson til at bede de europæiske lande om at suspendere udrulningen af vaccinen, indtil tilfældene blev undersøgt nærmere.

Tirsdag i sidste uge konkluderede Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) dog, at det anbefaler brugen af vaccinen trods en erkendt risiko for, at den kan udløse sjældne bivirkninger med blandt andet blodpropper.

To vacciner baseret på samme teknologi er ude

Coronavaccinen fra AstraZeneca indgår heller ikke i vaccineprogrammet på nuværende tidspunkt, fordi Sundhedsstyrelsen har vurderet, at risikoen for den alvorlige bivirkning med blodpropper og et lavt antal blodplader overstiger fordelene ved vaccinen. Sundhedsstyrelsen tog udgangspunkt i et regnestykke, hvor én ud af 40.000 ville få den sjældne, men meget alvorlige bivirkning.

Det er endnu uvist, hvordan Sundhedsstyrelsen har regnet på risikoen for bivirkningen ved vaccination med Johnson & Johnsons vaccine. Styrelsen forventes dog at melde noget ud i starten af denne uge.

AstraZenecas vaccine og Johnson & Johnsons vaccine er begge baseret på adenovirusteknologien, og de deler dermed den samme grundteknologi. Men AstraZenecas adenovirus er fra chimpanser, og Johnson & Johnsons er fra mennesker – det vides dog ikke, om det gør en forskel.

»Det er sandt, at metoderne ligner hinanden, men de er langtfra identiske. Man bruger i begge tilfælde en uskadeliggjort virus til at få vaccinen ind i kroppen, men det er langtfra nok til at konkludere, at så må bivirkningerne også være identiske,« sagde Anton Pottegård, som er professor i brug af lægemidler ved Syddansk Universitet og medlem af Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe, til Berlingske i slutningen af april.

Men selv hvis det viser sig, at bivirkningerne er endnu mere sjældne ved Johnson & Johnsons vaccine, er vi i Danmark i den gunstige situation, at vi rent faktisk kan takke nej til både AstraZenecas vaccine og Johnson & Johnsons vaccine, mener Camilla Foged, som er professor ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet.

»Vi skal til at bruge vaccinen til yngre mennesker, fordi vi snart har vaccineret de ældre og sårbare. Hvis der forekommer ét tilfælde ud af 100.000, og du vaccinerer en million unge mennesker, så vil ti unge mennesker få den alvorlige sygdom, som faktisk kan være dødelig,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har set nogle beregninger på, hvad det ville betyde, hvis vi tog vaccinen ud af den danske vaccinekalender. Det ville betyde et par ugers forsinkelse. Så er spørgsmålet, om det er værd at løbe den risiko for et par ugers forsinkelse.«

Opdateres …