Kidnappere fik løsesum udbetalt i bitcoin

Mens værdien af bitcoin er eksploderet i 2017, har kriminelle også fået øjnene op for de såkaldte kryptovalutaer.

Foto: EPA
Læs mere
Fold sammen

Det må have været et voldsomt syn, der ventede kryptovaluta-eksperten Pavel Lerner, da han 2. juledag forlod sit kontor i den ukrainske hovedstad­ Kiev.

Da den 40-årige mand, en ledende analy­tiker ved den britisk-baserede bitcoin-børs Exmo,­ trådte ud på gaden, blev han angiveligt omringet af en gruppe ukendte gerningsmænd iført sorte elefanthuer og skubbet ind i en sort Mercedes og kørt væk. Sådan beskriver BBC episoden, der har vakt opsigt i internationale medier.

Pavel Lerner er nu blevet løsladt igen. Det skete ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at kidnapperne havde modtaget bitcoin til en værdi af omkring én million amerikanske dollar i løsesum. Samtidig har en rådgiver for den ukrainske indenrigsminister udtalt til Financial Times, at målet med kidnapningen var at afpresse Pavel Lerner.

»Vi har efterretningsoplysninger om, at han betalte mere end én millioner dollar i bitcoin (til kidnapperne, red.),« siger rådgiveren ifølge Financial Times.

Oplysningen er ikke blevet bekræftet fra anden side.

I en officiel udtalelse understreger hans arbejds­giver, Exmo, at Pavel Lerner ikke har haft en position i firmaet, hvor han har adgang til brugernes finansielle beholdninger af krypto­valuta.

I dag er Pavel Lerner igen i sikkerhed og var under kidnapningen »ikke udsat for fysisk skade«, skriver Exmo videre:

»Ikke desto mindre er Pavel i øjeblikket i en tilstand af stor stress. Derfor vil han ikke give nogen officielle kommentarer i de kommende dage,« skriver virksomheden, der ligeledes advarer mod de mange rygter i sagen:

»Vi vil gerne gøre opmærksom på, at historien om Pavels­ bortførelse har været fyldt med rygter, der kan vanskeliggøre den officielle undersøgelse,« skriver Exmo med henvisning til, at de ukrainske myndigheder nu efterforsker sagen.

Mens der altså fortsat er en række ubekendte i sagen om Pavel Lerner, står det klart, at den blot er det seneste eksempel på, at det ikke kun er lovlydige investorer og lykke­riddere på jagt efter hurtige gevinster, der har fået øjnene op for en verden af digitale kryptovalutaer som eksempelvis bitcoin og personerne omkring den.

Som mediet Business Insider skriver, er »kryptovaluta-verdenen blevet en magnet for hackere og kriminelle på udkig efter nemme penge«. Senest har virksomheden bag den mere ukendte kryptovaluta Tether været udsat for et angreb, hvor hackerne stjal digital valuta til en værdi af mere end 30 millioner dollar, mens der ligeledes har været meldinger om, at nordkoreanske hackere har foretaget cyberangreb målrettet personer i krypto­valuta-industrien.