Khader hedder nu Niels

Man skulle næsten tro, at den dansk-syriske politiker Naser Khader har lyttet ekstra godt til den nye integrationsministers krav om assimilation. Khader har fået tilføjet Niels til sit navn.

Naser Khader har føjet et Niels til sit navn, men han understreger, at det ikke har noget med integrationsminister Søren Pinds tale om assimilation at gøre. »Jeg er enig med Søren Pind om mange ting, men mit navneskift har jeg selv både besluttet og betalt,« siger han. Fold sammen
Læs mere

OBS: Dette var Berlingskes aprilsnar 2011

Narsser eller Nasser. Eller hvad hedder du egentlig? Den konservative integrationsordfører Naser Khader har fået tilføjet det mere danskklingende Niels til sit navn.
Ifølge den dansk-syriske politiker har han blot taget konsekvensen af mange års forvirring om navnet Naser.

»Når man har boet så mange år af sit liv i Danmark, som jeg har, blev det helt naturligt for mig at føje noget dansk til mit navn,« siger han og fortsætter:

»Samtidig kom mine børn ofte og spurgte: Far, hedder du egentlig Narsser eller Nasser? Og så skal jeg hele tiden høre på, at jeg »nasser« på samfundet. Til sidst tænkte jeg: Hvorfor ikke bare hedde Niels,« siger Naser Niels Khader til Berlingske.

Han afviser, at en numerolog har givet ham idéen til det nye navn.

»Nej, det er der bestemt ikke noget om, det har jeg ikke haft behov for,« siger han.

Assimilation?

Det er en nærliggende tanke, at den konservative politiker har ladet integrationsminister Søren Pinds (V) tanker om assimilation påvirke beslutningen om at føje noget dansk til sit navn.

»Nej, den diskussion har ikke noget med beslutningen at gøre. Jeg er enig med Søren Pind om mange ting, men mit navneskift har jeg selv både besluttet og betalt,« forklarer Naser Niels Khader.

Søren Pind har respekt for navneskiftet, som han ikke vil tage æren for via debatten om assimilation kontra integration.

»Folks navne kunne jeg ikke drømme om at bestemme over,« siger Søren Pind, der understreger, at han dog heller ikke selv kunne drømme om at skifte Søren ud med hverken Sverre eller Sultan.

»Nej, jeg er glad for både Søren og Pind,« siger han.

Hvorfor Khader valgte Niels?

»Uha, søhelten Niels Iuel, Niels Hausgaard, Niels Bohr. Det er et pænt og gammelt dansk navn med stolte traditioner, og som giver nogle gode associationer,« siger han.

Men hvorfor ikke Hans, Hannibal eller Hergé? Hvorfor netop Niels?

»Fordi jeg bor i Danmark, og så er det nemt og enkelt at skifte navn i dag. Min søn hedder Hannibal, og jeg læser Hergé. Men bare kald mig Naser, hvis du synes, det er bedre,« siger Khader.