Kendt klimaforsker skriver til Merkel og Brown

James Hansen, klimachef på NASA, vil have Tyskland og Storbritannien til at opgive kulkraftværker. Pinligt at dansk klimaminister støtter, mener Greenpeace.

Den kendte amerikanske klimaekspert James Hansen er så bekymret på klimaets vegne, at han i breve har opfordret forbundskansler Angela Merkel og premierminister Gordon Brown til at standse opførelsen af kulkraftværker i henholdsvis Tyskland og Storbritannien. I Tyskland ønsker det statslige danske energiselskab Dong Energy at opføre et af de planlagte værker.

James Hansen er klimachef i det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, og blandt de forskere, der har påpeget, at polarisen smelter langt hurtigere, end det fremgår af data fra FN's klimapanel.

Herhjemme hilser miljøorganisationen Greenpeace James Hansens opfordring til de to regeringsledere velkommen.

- Set i det lys er det pinligt, at vores klima- og energiminister finder det helt uproblematisk, at det statsejede Dong Energy vil bygge et nyt kulkraftværk uden kraftvarmeudnyttelse i Tyskland. Vi opfordrer indtrængende oppositionen til at sætte den danske klimaminister på plads, siger klima- og energimedarbejder Tarjei Haaland, Greenpeace.

/ritzau/