Kendt café har fået tre sure smileys på én måned: »Det er meget meget sjældent, at virksomheder totalt ignorerer vores forbud«

På Café Dan Turèll i Indre København har Fødevarestyrelsen været en hyppig gæst den seneste måned. Fire kontrolbesøg er det blevet til. Besøg, der har resulteret i ikke mindre end tre sure smileys, en indskærpelse og besked på at lukke midlertidigt.

sfbsr
Café Dan Turèll har de seneste år været på kant med loven flere gange. Den seneste måned har Fødevarestyrelsen haft travlt på cafeen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Café Dan Turéll har fået beslagtlagt og destrueret fødevarer. Den har fået bøder. Og den har fået besked på at lukke midlertidigt. Alt sammen inden for én måned.

»Café Dan Turéll er det, vi kalder et brodent kar. Når man på fire kontroller får anmærkninger tre af gangene, så er det et brodent kar, og derfor er vi særligt opmærksomme på dem og besøger dem tit,« siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens rejsehold.

I en netop offentliggjort kontrolrapport efter et kontrolbesøg 24. juli får cafeen sin tredje sure smiley på en måned. Af Fødevarestyrelsens smiley-ordning fremgår det, at den sure smiley medfører »bødeforlæg, politianmeldelse eller autorisation eller registrering frataget«. Det fjerde besøg i juli resulterede i en let smilende smiley, der signalerer en »indskærpelse« fra styrelsen.

Det er især kategorien »mærkning og information«, der fortsat volder cafeen problemer. Virksomheden kunne under kontrolbesøget 24. juli ikke fremvise sporbarhedsdokumentation for 123 flasker med 1,5 liter Faxe Kondi. Sodavanden blev beslaglagt i cafeens kælder, og cafeen har fået en bøde.

»Vi har haft det stående i meget lang tid,« forklarede en medarbejder ifølge rapporten.

Michael Rosenmark fortæller, at det er vigtigt at kunne spore, hvor fødevarer kommer fra, fordi der jævnligt er tilbagetrækning af fødevarer, som der er noget galt med.

Manglende termometer og egenkontrol

Ved kontrolbesøget 24. juli manglede cafeen også et fødevaretermometer, den ansvarlige i køkkenet kendte ikke reglerne for opvarmning og nedkøling af fødevarer, lågen til ismaskinen var i stykker, og der var ingen dokumentation for egenkontrol. Til sidstnævnte forklarede cafeens manager ifølge rapporten: »Jeg viste ikke, vi skulle lave sådan et. Det er jeg aldrig blevet informeret om«.

Michael Rosenmark

»Der er mange ting, de skal blive bedre til. Det er en meget kritisk rapport denne gang.«


»Det her viser, at cafeen stadig har problemer. Der er mange forhold, der skal rettes op på, inden vi kommer næste gang, ellers udløser det en bøde. Og fortsætter samme problemer, kan vi ende med at lukke virksomheden igen,« siger Michael Rosenmark.

Et kontrolbesøg 11. juli resulterede i et straksforbud mod al »produktion, salg og markedsføring af fødevarer«. Her var der også problemer med sporbarheden af fødevarer. Omkring 720 Jubilæums Akvavit uden sporbarhed og banderoler blev beslaglagt, og der blev givet en bøde. Desuden konstaterede Fødevarestyrelsen mistænkelige ejerforhold og manglende registrering hos Fødevarestyrelsen.

Michael Rosenmark

»De havde en dankortterminal, som sendte pengene over i en anden virksomhed. Vi blev simpelthen usikre på, hvem der reelt driver cafeerne, og det skal der være styr på.«


»Vi havde en mistanke om stråmandsvirksomhed, fordi virksomheden ikke var registreret hos os, og de solgte fødevarer, de ikke kunne dokumentere, hvor kom fra. Når vi så tjekkede dankortterminalen, gik pengene til en anden virksomhed end den, vi stod i,« fortæller Michael Rosenmark og opsummerer:

»Der var altså uklarhed over, hvem der drev cafeen. Og når man driver sådan en fødevarevirksomhed, skal der være en ansvarlig ledelse.«

Styrelsen har orienteret både politiet og skat om sagen.

Forbud blev ignoreret

Da Fødevarestyrelsens rejsehold besøgte cafeen igen dagen efter, holdt den stadig åben. Her blev de fødevarer destrueret, som virksomheden ikke kunne redegøre for, da de udgjorde en risiko for kundernes sundhed. Ved et besøg 18. juli kunne styrelsen igen konstatere, at cafeen holdt åbent stik imod forbudet.

»Det er jo groft og absolut ikke noget, vi ser ofte. Det er meget meget sjældent, at virksomheder totalt ignorerer vores forbud,« siger Michael Rosenmark.

Den 11. juli, hvor Café Dan Turèll blev midlertidigt lukket, fik to andre cafeer i København også forbud mod at holde åben. Det var Café Stella i Kompagnistræde og XO Burgers and Steaks på Axeltorv. De tre virksomheder har alle haft dankortterminaler, som førte til en anden virksomhed, skriver B.T.

Et andet fællestræk er, at den bedrageridømte caféejer Bahram Sari Beliverdi har været involveret i dem alle. Bahram Sari Beliverdi blev i maj idømt tre år og ni måneders fængsel ved byretten for bedrageri, momssvindel og brud på fødevarelovgivningen begået på Café Dan Turèll, Café Sommersko og Sari Café. Han ankede dommen.

Café Dan Turèll fik 18. juli lov at genåbne, da ejerforholdene efter Fødevarestyrelsens vurdering var blevet tilstrækkeligt afklaret.

I Fødevarestyrelsens kontrolrapport står cafeens CVR-nummer. Af CVR-registret fremgår det, at nummeret tilhører JRH Drift IVS, som ejes af Jonas Rasmus Hedebrandt. Det har ikke været muligt for Berlingske at få kontakt til ham. TV 2 Lorry skriver også, at han ikke er vendt tilbage på deres henvendelse.