Kattegatforbindelse skal undersøges

Selvom regeringens Infrastrukturkommission er imod, så mener også regeringens trafikordførere nu, at en fast forbindelse over Kattegat skal undersøges nærmere.

Der tegner sig nu bred politisk opbakning til en nærmere undersøgelse af en Kattegatforbindelse, og det vækker begejstring i Østjylland.

Århusborgmester Nicolai Wammen (S) kalder det et afgørende gennembrud, at et bredt flertal i Folketinget nu melder ud, at de er klar til at afsætte de nødvendige penge til en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat.

Ifølge regeringens Infrastrukturkommission løser en Kattegatbro ikke de kommende års presserende trafikproblemer bl.a. på motorvejen ved Vejlebroen.
Men det gør ikke indtryk på folketingets trafikpolitiske ordførere.

Selvom regeringen først vil tage stilling til en Kattegatundersøgelse, når Infrastrukturkommissionens rapport officielt foreligger til januar, så fastholder også de borgerlige trafikordfører, at der bør laves en undersøgelse.

/ritzau/