A-kasse vil hjælpe ved fyringer

ASE, den frie a-kasse, tilbyder nu hjælp til afskedigede medlemmer. Det er kun muligt, fordi vi andre gør alt arbejdet, lyder det fra 3F.

Den frie a-kasse ASE går nu efter de traditionelle fagforbunds medlemmer og vil derfor tilbyde juridisk hjælp ved fyringer. Pressechef Peter I. Petersen kalder tiltaget et stød i hjertekulen på fagbevægelsen, at ASE vil tilbyde retshjælp for 44 kroner om måneden.

- Vi forventer, at den nye ordning tiltrækker et par tusinde nye medlemmer i 2007. På længere sigt forventer vi, at omkring 10 procent af vores medlemmer tegner forsikringen. Man får i grove træk den samme ydelse som i en fagforening - bare uden de politiske under- eller overtoner, siger Peter I. Petersen.

I landets største fagforbund 3F, peger næstformand Steen Andersen på, at ASE kun kan tilbyde billig retshjælp, fordi de etablerede fagforeninger har sikret ordentlige forhold på arbejdsmarkedet i mere end 100 år.

/ritzau/