Kaptajn Kløvedal

Han har stukket sin næse i meget - oceaner af rejser, flere koner end de fleste og senest Kinas Yangtzeflod. Efterhånden har Troels Kløvedal nået den alder, hvor han lige så langsomt går ud. Med et smil på læben.

Foto: David Høgsholt Fold sammen
Læs mere

interview

bølgeskvulp og bankrådgivere. Alt er med. For tilsyneladende er Troels Kløvedal konstant i orkanens øje, uanset om han befinder sig på Galapagos eller i Gravlev. Det hele udkommer som bog. Og det sælger.

Han tilhører superligaen af hippier, der gjorde drøm til dagligdag. Nogle skiftede hest og blev benhårde topledere. Andre gik til bunds. Troels stak til søs og fortsatte kursen mod idealerne.

Han er en glad mand. Han nyder livet, og han kunne ikke ønske sig at være i andre end sine egne brune Ecco-sko. Ikke engang tanken om døden kan knække kurven på Troels Kløvedals mund. Tværtimod.

»Det første, jeg tænker på hver morgen, er, at jeg skal dø. Men det gør mig ikke en skid i dårligt humør,« siger han og breder smilet ud. »Jeg er en mand i den alder, hvor man læser dødsannoncer, og jeg ser nogle hver eneste dag for folk, der er født efter '43, hvor jeg kom til verden. Jeg har det lige som et gammelt træ. Jeg går ud lige så langsomt. Det er der ikke nogen ulykke i. Ellers kan der jo ikke gro nyt frem. Næ, jeg nyder at have så stor erfaring. Jeg har stukket min lange næse ned i så mange forskellige ting. Jeg kan ikke forstå, hvad folk piber for,« siger Troels Kløvedal med benet over kors og armene bag nakken.

Han har fast grund under fødderne på flere måder. For blot en måned siden vendte han hjem til sin firlængede, stråtækte gård på Djursland fra en fem måneder lang ekspedition op ad Kinas Yangtzeflod. Hans associationer sætter dagsordenen, og snakken løber og snor sig, som det frodige landskab omkring ham. Så er det op til lytteren at følge eller afmønstre. Kun resterne af en lungebetændelse, der sidder på hans stemmebånd, irriterer ham. Ellers har intet været bedre.

»Jeg kunne ikke tænke mig at være hverken præsident eller konge. Jeg laver lige præcis det, jeg har lyst til.«

Denne ukuelige begejstring ved sit eget liv er en del af attraktionen Kløvedal, der for længst er blevet en institution blandt danskerne. Vi er verdens mest rejsende folkefærd, men få kan slynge om sig med »Atollerne«, »vindstyrke 10-11« og »dørken« med dækning i egen logbog. Det er, ifølge skipperen selv, en del af hemmeligheden bag hans folketække:

»Der er så meget fjernsyn nu om dage. Men jeg er virkelig. Jeg har været der. Jeg er faktisk en fri mand, og det vækker noget i folk, høj som lav,« siger Kløvedal, der flere gange har haft Kongehuset på besøg om bord.

For mange almindeligt dødelige kalder førnævnte maritime og palmeomsuste termer et postkort frem på nethinden eller, hvis bølgerne går højt, Troels Kløvedal. Han er personifikationen af sekstanter, stjerneskud og sydhavsøer, og »følelsen varer længere« med Kløvedals lysbilleder end med Ving Rejsers kataloger. Han har haft fulde forsamlingshuse i 25 år, og timevis af TV-eventyr med kaptajn Kløvedal og det gode skib Nordkaperen følges op i efterår 2003 af seks udsendelser og en bog fra ellers lukkede egne af Kina.

Er det svært at vente, kan man læse en af hans 14 tidligere bøger, der står i en million eksemplarer rundt omkring i landets bogreoler. Eller man kan kaste sig over den kommende »og den halve verden«, hvis titel refererer til rejserne i Stillehavet, der med løst øjemål udgør den ene halvdel af jordkloden.

Midt i de eksotiske bølgeskvulp får læseren også så landfaste kapitler, som hans grundlovstale i Østerskoven i Hobro og »Dagbog fra min danske hverdag« om svigerfars begravelse og gentagne besøg af tagtækkere.

»Det skriver jeg for at vise, at jeg laver andet end at sejle. Jeg synes, det ville være forkert andet, når jeg også fortæller om alle de fattige hytter, jeg besøger, i f.eks. Mikronesien. Begravelsen var et møde med et stykke dansk bondekultur, og jeg synes, det er lige så lækkert at tække et tag som at sørge for, at båden ikke lækker. Så det er for at skildre mit livs eventyr til fulde,« forklarer han over en god dansk frokost.

hans livs seneste kapitel foregik som sagt på Yangtzefloden og bliver først bogformet næste år. Det lykkedes Nordkaperen via danske diplomatiske forbindelser at få lov at besøge de indre kinesiske regioner som det første udenlandske skib længe. Han oplevede et dramatisk anderledes Kina end mediernes version, og det er hans mission at ændre danskernes syn på det store rige.

»Kina er én stor byggeplads. Man regner med, at det har verdens største økonomi i 2018. En tredjedelbyggekraner af alle byggekraner i verden står i Shanghai,« fortæller han begejstret. Det er et moderne land, og der er ingen grund til frygt. Det breder sig ikke. Kina mener f.eks. bare, at de befrier Tibet fra feudalismen. Kløvedal vil personligt ikke bedømme et sted, han ikke har været.

»Det er enormt komplekst. Man kan også diskutere, om USA...« Troels Kløvedal er videre i teksten. Han smiler, mener og slår ud med armene, så man er i tvivl, om der er emner, han ikke har en mening om.

Siden han »debuterede med et brag« i 1978 med »Kærligheden, kildevandet... og det blå ocean« har han excelleret i personlige beretninger fra »livet på de syv verdenshave«. Som en slags skriftlig boomerang får han nu tusindvis af personlige breve fra mænd og kvinder, mest kvinder, der vil med ham på rejse.

»Der ligger sækkevis af post til mig, når jeg kommer hjem fra en rejse,« siger han med trætte øjne. Han får i snit to-tre breve om dagen, og hvis han skulle svare på dem alle, ville han ikke kunne lave andet.

»Jamen, tror de, jeg er et rejsebureau? Jeg svarer nogle af de unge, at de skulle tage at gå nogle stykker sammen og købe deres eget skib. Det var det, vi gjorde i 70erne,« siger Troels Kløvedal og rejser sig for at grave i brevbunkerne. Her er de traditionelle, der forsøger at redde sig en af skibets seks køjepladser med en bunke af pasfoto, CV, gymnasiekarakterer og anbefalinger. Det lykkedes i sin tid for en ung mand med en halv side fynsk beskedenhed. Han har fået Nordkaperen til låns de næste to år, mens skipper klipper TV og skriver bog. Bunken gemmer også de mere sjældne som det fra en kvinde fra Korsør, der beder om råd til at få sin værthusramte datter på ret kurs igen. En ung fyr fra Valby takker ham for den inspiration, som ikke mindst selvbiografien, »Den tynde hud«, om hans barske barndom har givet ham til at løse sine egne knuder. Og så er der ét med ekstra bonusbillede af den unge kvindelige afsender af en miniaturekopi af Nordkaperen.

jo, han har altid haft det godt med kvinderne. Det ligger efterhånden helt naturligt i munden at sige: »Jeg har fem børn med fire kvinder.« Den yngste i rækken, Asbjørn, er fem. Han er 31 år yngre end Troels' ældste søn, journalisten Mikkel Beha Erichsen, som Troels fik som 22-årig.

»Jeg er da glad for kvinder. Jeg har forfulgt min målsætning fra min ungdom: jeg ville sejle ud med dejlige kvinder og få børn med de dejligste. Det har jeg gjort. En smuk kvindekrop er en åbenbaring for os mænd. Den er kilde til fascination hver eneste gang,« indrømmer han genert, mens han hurtigt trasker foran på en lang og bakket tur til Stubbe Sø.

Er det sexet at være sømand, tror du?

»Jah, det tror jeg nok. Kvinder vil godt have en mand, der ved, hvad han vil. En, der ikke piber. Og man er nødt til at vide, hvad man vil, når man styrer et skib. En forkert beslutning om bord kan være katastrofal,« siger han og forsøger igen at stikke af fra de nærgående spørgsmål. Så er han mere i humør til at tale om anmeldere. De stryger ham ikke helt så kærligt med det lange og kun sparsomt gråstænkede hår, som kvinderne.

»Jeg har været udsat for deciderede ærekrænkelser, der, hvis de ikke var dækket ind under at være anmeldelser, var endt i byretten,« beklager forfatteren med trist erindring.

Sure opstød smager grimt for den, der har lagt sjæl og tunge til en nyfødt bog. Men ifølge Kløvedal er de typiske for det folkefærd, der ikke læser af lyst, men af pligt, nemlig anmeldere.

»Vi lever i en meget elitær og konservativ tid. Anmeldere kan ikke lide, når håndværk og ånd er samlet. Det går ikke, at man, som jeg, reparerer en skibsmotor om morgenen og læser Spinoza om eftermiddagen. Jeg ved godt, at jeg kan virke som en karklud på nogle mennesker, specielt mænd, fordi jeg lever mine drømme ud og måske virker irriterende tilfreds, men jeg forhindrer jo ikke deres selvudfoldelse. Jeg fordømmer heller ikke charterferier. Jeg er en lykkelig mand, men det må man ikke sige. Jeg kom engang til at sige, at pengene væltede ind. Hold kæft, hvor fik Ekstra Bladet ondt i røven over det,« siger han, som han guider os ned til sin »lille hemmelige naturhavn«.

Her har han høstet gårdens stråtækte tag, og her fanger han ål med ruser om sommeren. Han har selv gået med vaders og bygget den smalle, glatte bro og bænken for enden, hvor der er udsigt over søens stille vand. Han behøver kun at række hånden ned for at nå de grønne Tuborg, som naboen har hængt til afkøling i en spand. Luften er tæt af efterår, og en irriteret rappen fra sivene er den eneste fredsforstyrrer. Tættere kommer han ikke sejlerlivet, når han er i Danmark - det skulle da lige være, når jollen er ude. Og det er selvfølgelig et helt bevidst valg for manden, der alene gør, hvad han lyster.

»Jeg skifter den blå farve ud med den grønne, når jeg er i Danmark. Jeg ledte i årevis for at finde det rigtige sted inde i landet. Jeg skulle ikke nyde noget af at bo ved Helsingør Havn. Så skulle jeg bare gå og give gode råd til alle mulige sejlere hele tiden. Nej du, jeg vil have træer og jord omkring mig,« forklarer Kløvedal.

Han fandt, hvad han ledte efter, i 1985. Hele herligheden, som hans hænder kun har gjort herligere siden, kostede 800.000 dengang. Det rækker knap til to værelser i hovedstaden, mens Troels den dag i dag har tre store stuer, køkken, soveværelse, børneværelse, kortværelse (landkort, ikke spillekort forstås) og to badeværelser. Som om det ikke var nok, har han bygget en digterhytte tilpas langt fra stuehuset. Her kan han slumre til tonerne fra Beethovens klaverkoncerter eller plante bagdelen i et lammeskind og lade blikket fare over engen og naboens dyre avlsheste. En udstoppet måge i loftet sørger for minderne om den blå farve. Bagved går hans egne hvide islændere, Vinurd og Gravni, og gnasker græs.

De trasker nysgerrigt nærmere, da han åbner folden, og lader ham rede visne tidselsblomster ud af manen. Tidslerne er groet amok sammen med gyvel på marken hele sommeren, mens gårdmanden har været på havet. Nu er tiden kommet til at reparere hegnet, hente høns og gæs hjem fra plejefamilier og i det hele taget rense ud i både hans egen og gårdens organisme. Det passer glimrende til hans princip om at svede mindst én gang om dagen. Over udvalgte årsager.

»Ingen får mig ud at løbe. Sport er for idiotisk. Det var sjovt, da vi var amatører, hvor det stadig drejede sig om glæden ved en bold. Nej. Dagene går tit sådan, at jeg drikker min morgenkaffe i haven. Hele året. Så ordner jeg ting på skrivebordet, og om eftermiddagen arbejder jeg på gården, tit sammen med Asbjørn,« redegør han. Alt i alt får hoved, krop og venner eller familie hver en tredjedel af hans vågne tid.

Men der er ingen stress, trods alle gøremål og principper. Han fatter ikke folk, der stresser. Tingene skal gøres fuldt og nærværende, »for når man rejser meget, er det graden af nærvær, der tæller« - en sætning han har sagt og skrevet mange gange før.

Altså, okay, hvis han har meget på programmet, kalder han det bare at have travlt. For eksempel skulle han på kort tid i foråret både lægge en ny motor i på Filippinerne, forberede Kinatur, bekymre sig om sin syge datter og holde bryllup med Else Marie i Hong Kong. Da havde han travlt.

Et blåligt mørke har sænket sig, og det eneste, vi har travlt med, er at få fyldt vædskedepoterne med Earl Grey, som fru Else Marie laver og skænker. Hun har hentet Asbjørn i børnehaven, og ærkesjællandsk og lige så jysk dialekt samler sig om det store spisebord og en æske fyldte chokolader.

45-årige Else Marie Melgaard er fra Viborgegnen og mødte Troels første gang i Århus. De er lidt uenige om hvilken fest. Den ene fest spændte hun ben for ham, den anden fornærmede hun ham.

»Nå, ja, du stod i baren oppe i et af de ældste kollektiver,« siger Troels.

»Nej, jeg stod ved baren.«

»Ja, i Graven 8. Og så står du provokerende og siger, at romanen er død. Og så siger jeg, at det er det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt.«

»Nej, jeg sagde, at jeg var ved at skrive et speciale om myten om romanens død. Det er jo noget andet.«

»Nå.«

»Og så sagde du: det skal du komme og fortælle en mand, der har skrevet, jeg ved ikke hvor mange bøger. Og så sagde jeg, jamen, du skriver jo ikke romaner. Og så var den samtale slut,« afslutter Else Marie også denne diskussion. Der findes åbenbart mennesker, der kan tøjle hans ordstrøm.

Hun tilføjer, at det afgørende møde skete, da Troels holdt foredrag i Vordingborg, hvor hun var gymnasielærer.

Asbjørn bekymrer sig mere om chokoladerne:

»Far, du skal ikke rykke dem helt hen til dig. De skal stå i midten.«

Else Marie henter bryllupsbillederne fra Hong Kong, der afslører en brudgom med slips.

»Ja, jeg har slips på, når jeg bliver gift,« siger Troels Kløvedal lunt. »Else Marie, du stråler! Prøv at se, hvad der sker med kvinder, når de bliver gift. Ser hun ikke hammergodt ud?« spørger han.

»Vi har købt et helt nyt sommerhus i Hornbæk,« føler Asbjørn pludselig trang til at meddele og bliver straks genstand for stor interesse. Far Kløvedal har lært af Ekstra Bladet, at man ikke skal tale om penge i Danmark. Med en årlig indtjening på små 140.000 kroner bare på biblioteksafgiften og et honorar på 10.000 plus transport for et standard foredrag har han efterhånden lagt økonomisk afstand til det tidligere så nøjsomme hippieliv. Og da det kan få nogle op af stolene, forklarer han fluks juniors nyhed:

»Ja, Else Marie har lige arvet nogle penge af sine forældre. Huset ligger 40 minutters kørsel fra København, så pigerne kan bruge det. Og jeg gider sgu ikke pensionsopspare. Jeg vil bruge pengene, mens jeg har dem,« siger han.

Men han er stadig socialist. Det har ikke noget at gøre med, hvad man tjener:

»De brede skuldre skal bære. Jeg betaler faktisk min skat med... jeg vil ikke sige med glæde, men ikke med nogen stor bitterhed,« siger den tidligere kollektivist fra Maos Lyst. Men kommunist har han lige godt aldrig været:

»Jeg har altid syntes, Sovjetunionen var et forbandet diktatur. Husk på, jeg har været på kostskole. Engang foran Christiansborg ville nogen have os til at række en knyttet hånd i vejret, det kunne jeg ikke. Der sker noget automatisk i ryggen på mig.«