Kapitalfonde taber kæmpeopgør mod Skattestyrelsen

Tidligere selskaber bag TDC skal betale skat af udbytte på 1,05 milliarder kroner, afgør Østre Landsret.

Skattestyrelsen har mandag vundet et opgør mod fem kapitalfonde, der tidligere ejede teleselskabet TDC (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Skattestyrelsen har ved Østre Landsret mandag vundet et opgør mod fem kapitalfonde, der tidligere ejede teleselskabet TDC.

Fondene skal betale skat af udbytter, som er flyttet til Luxembourg. Dermed skal de betale skat af 1,05 milliarder kroner.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, og TV2. Dommen er også lagt ud på Østre Landsrets hjemmeside.

Der er faldet afgørelse i to sager. Den anden sag vedrører firmaet NetApp, som har fået medhold i et af to anklagepunkter.

Det betyder, at virksomheden skal betale 26 millioner kroner tilbage til Skattestyrelsen. Det er dog langt mindre end Skattestyrelsens krav, som lød på knap 160 millioner kroner.

Det centrale spørgsmål i sagerne har været, hvorvidt multinationale selskaber skal beskattes i Danmark, hvis de benytter Danmark som mellemstation, når penge kanaliseres fra ét land til et andet.

/ritzau/