Kaotisk forløb ved "bomberydning" på Bornholm

Lokale bomberyddere blev ikke brugt, da en glemt kuffert onsdag afspærrede Rønne Lufthavn i over ni timer. Andre eksperter blev i stedet fløjet ind fra Amager.

En glemt kuffert med tøj og gummistøvler formåede onsdag at afspærre lufthavnsterminalen i Rønne i over ni timer til gene for flypassagerer til og fra øen.

Årsag: Politiet på Bornholm må ikke bruge lokale bomberyddere, men skal i stedet hente hjælp på Amager.

Bornholms Marinedistrikt, der har til huse i nærheden af lufthavnen, råder ellers over flere bomberydningseksperter, men de må ikke bruges på landjorden. Derfor måtte politiet bruge tid og kræfter på at rekvirere bomberyddere, der efter flere forsøg blev fløjet ind i en af Søværnets helikoptere.

- Hvis vi havde haft lov til at bruge de bornholmske minører, så havde episoden selvfølgelig været afsluttet før. De befinder sig en spytklat fra lufthavnen, siger vagthavende hos politiet i Rønne.

Det var først, da Søværnet trådte til, at gummistøvlekuffertens dage var talte. Klokken 01:45 var situationen normaliseret.

/ritzau/