Kaos i sigte: Kæmpe ophobning af pakker truer i kiosker, postbokse og posthuse

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du kan tage hul på dagen i velinformeret tilstand.

Sidste års Black Friday havde godt gang i salget. Det resulterede i mange pakker. Dog forventer man, at der vil være endnu flere pakker på vej med posten i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til denne torsdags morgenoverblik.

Her kan du læse dagens vigtigste nyheder, som Berlingske har samlet, mens du sov, og dermed tage velinformeret hul på en ny dag.

Vi skal blandt andet forbi Danske Bank, hvor endnu en skandale lurer. Vi slipper dog heller ikke helt minkskandalen – nu handler det dog om den mulige splittelse på Borgen, der kan ende med at skabe færre brede aftaler over midten.

Men vi skal også forbi minkmassegravene i Nordjylland – det viser sig, at lovgivningen måske ikke har været helt på plads. Og så nærmer Black Friday sig med hastige skridt, og de mange pakker fra onlinebestillinger kan ende med at oversvømme afhentningssteder.

Men inden vi når de mange historier, der i dag er på programmet, skal vi lige forbi de seneste coronatal. De ser således ud på nuværende tidspunkt:

  • Bekræftede smittede i Danmark: 74.204 (1.183 nye smittede tirsdag)
  • Antal indlagte: 251
  • Antal indlagte på intensiv: 42 (21 i respirator)
  • Antal bekræftede døde i Danmark: 802
  • Antal bekræftede smittede på verdensplan: 60.346.970
  • Antal dødsfald på verdensplan: 1.420.721

Du kan studere de danske tal her – de globale tal kan du finde her.

Og nu skal vi dykke ned i dagens historier.

Coronavirussen truer julen – hvordan ser situationen ud om en måned?

Om omtrent en måned sættes der gang i juletraditioner med julemad, gaver og grantræer. Men julen bliver nok en smule anderledes i år.

Coronasituationen er efterhånden så usikker, at man hverken i Sverige, Norge eller i Danmark tør komme med bud på, hvad man må foretage sig i juleperioden. Det skriver Berlingske.

I Danmark har statsminister Mette Frederiksen (S) dog varslet, at det nok bliver nødvendigt med en række forholdsregler i julen.

I Norge er man en anelse mere kontant. Ifølge Norges statsminister, Erna Solberg (Høyre), håber man i Norge at være i en situation, hvor der kan åbnes for mere social kontakt i julen.

»Men uanset så vil der ikke være plads til, at man planlægger store jule- og nytårsfester,« sagde hun på et pressemøde onsdag.

Tager man turen over Sundet til Sverige, er man foreløbig tilbageholdende med at komme med bud på, hvordan coronavirussen vil præge svenskernes jul. Her har indenrigsministeren opfordret til, at man kun bør holde jul med de allernærmeste.

Læs hele historien her.

Opgøret om minkskandale kan sætte bremsen i aftaler over midten

Socialdemokratiets håndtering af minksagen har skabt store kløfter mellem partiet og blå blok. Dermed truer minkskandalen med at udløse et »uforsonligt klima og kaste blokkene i en permanent valgkamp«.

Sådan lyder det fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der spår udfordringer med at indgå brede aftaler over den politiske midte.

Det kan også gå ud over dansk erhvervsliv, lyder det fra Thomas Larsen. Både når det handler om kommende hjælpepakker og tilrettelæggelsen af økonomisk politik. Her vil erhvervsledere eksempelvis være optaget af, at politikerne finder sammen om aftaler hen over midten.

Men hvis kløften mellem Socialdemokratiet og blå blok bliver dybere, kan det betyde, at regeringen vil bevæge sig længere til venstre og mod de røde støttepartier, mener Thomas Larsen.

Du kan få hele analysen med her.

Bestyrelsesformand i Danske Bank havner i skandalesag

En intern e-mail trækker nu Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, ind i en skandalesag. Her har han tilsyneladende opfordret til, at banken udadtil ikke detaljeret skulle kommunikere om den såkaldte gældssag, hvor banken i årevis har opkrævet ulovligt forældet gæld.

Det skriver Berlingske, efter at TV 2 og Berlingske er kommet i besiddelse af e-mailen.

I den pågældende e-mail fra sidste år, skriver daværende økonomidirektør i Danske Bank Jacob Aarup-Andersen til en række chefer i Danske Bank, at det er »vigtigt« for Karsten Dybvad, at »vi ikke er specifikke på især Debt Collection i vores eksterne kommunikation«.

»Debt Collection« betegner bankens sag om gældsinddrivelse.

Det er især kritisabelt, eftersom Karsten Dybvad har erklæret, at han vil genskabe tilliden til banken efter flere år med skandalesager.

Her kan du få hele historien.

Bestyrelsesformand for Danske Bank Karsten Dybvad ville ikke fortælle offentligheden om gældssagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Mistanke om manglende lovgrundlag for minkmassegrave

Billeder af døde mink, der på grund af forrådnelse kommer op af deres massegrave, har floreret i løbet af den seneste uge.

Men nu viser det sig også, at der kan være mangel på lovligt grundlag for minkmassegravene. Det peger flere jurister på i Jyllands-Posten.

Kommunerne har nemlig ikke godkendt eller indgået aftaler om nedgravningen.

I en plan, som nævnes i en bekendtgørelse fra begyndelsen af november, beskrives forskellige metoder til at skaffe sig af med døde dyr. Her står blandt andet, at nedgravning kræver en aftale med kommunerne. Men i de kommuner, hvor minkene er gravet ned i massevis, Viborg og Holstebro, anede man intet om nedgravningerne.

Dermed mener blandt andet juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, at bekendtgørelsen ikke er overholdt. Over for avisen afviser myndighederne ulovligheder.

Du kan læse hele historien her.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Forbrugsfest: Kæmpe pakkekaos i sigte

Den årlige amerikanske tilbudsdag Black Friday rammer denne fredag og sætter dermed gang i utallige bestillinger på webshops. Det betyder en storm af pakker, der skal fragtes ud til kunderne. Og det kan skabe pakkebjerge i kiosker, postbokse og posthuse.

Ifølge PostNord regner man med, at pakkesalget når hidtil usete rekorder. Det skriver B.T.

»Vi forventer, at vi kommer op på 30-35 procent flere pakker end sidste år. Det betyder, at der vil være dage, hvor vi skal håndtere omkring 600.000 pakker. Det er voldsomt store mængder, som skal indsamles i hele landet og ud til forbrugerne igen,« siger Lene Reipuert, pakkechef i PostNord til B.T.

Derudover har man indgået et tæt samarbejde med posthusene i detailhandlen for at undgå store køer – blandt andet ekstra pakkeudleveringssteder.

Hvis pakkekaosset helt skal undgås, skal danskerne også huske at hente deres pakker hurtigt, lyder det fra Dansk Erhverv.

Læs hele B.T.s historie her.

Det sker i dag

  • Vanen tro udgiver Statens Serum Institut sin daglige opgørelse over smittetal klokken 14.
  • Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er kaldt i samråd for at svare på, hvad hun mener om brugen af Muhammed-tegningerne i skolen, og om hun vil tage initiativ til at udarbejde et undervisningsforløb til læringsportalen emu.dk. Samrådet gennemføres klokken 10.15.
  • ​I dag er det den amerikanske helligdag Thanksgiving. Højtiden fejres hvert år den fjerde torsdag i november i USA. Mange amerikanere benytter lejligheden til at tage en ekstra fridag om fredagen – det er denne dag, der kaldes Black Friday.