Kaos i København og kådhed i Kaukasus

Kampen mod Polen i Parken var nøglen til VM-kvalifikationen og essentiel for troen på dansk succes ved VM i Rusland, skriver fodboldkommentator Peter Piil i sit første indlæg som Berlingske faste VM-kolumnist.

bærende pix
Foto: Liselotte Sabroe. VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen i september sidste år var et enormt vendepunkt for det danske landshold, skriver Peter Piil, Berlingskes fodboldkommentator under VM. Thomas Delaney scorede det første mål, da landsholdet vandt 4-0.
Læs mere
Fold sammen

Kontrasterne var til at tage at føle på. Godt nok havde det danske fodboldlandshold vundet en kamp på udebane i VM-kvalifikationen, men stemningen blandt spillerne var mildt sagt mat i det chartrede DBU-fly på den lange natflyvning hjem fra Almaty i Kasakhstan hin junidag for et år siden.

En mellemlanding i Riga for at tanke brændstof på det gamle MD83-fly gjorde ikke oplevelsen bedre. Så var der mere gang i den på hjemturen fra Armeniens hovedstad Jerevan tre måneder senere. Også en lang flyvetur også en dansk udebanesejr, men med langt større perspektiver end sejren i Almaty.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Peter Piil er klummeskribent for Berlingske under VM i Rusland. Fold sammen
Læs mere

Selve den humørfyldte flyvetur vender jeg tilbage til, men hele forskellen bestod i den optimisme, som kampen, der lå mellem de to fjerne oplevelser, genererede – samt det faktum, at de indsamlede point efter en dårlig start på kvalifikationsturneringen efterhånden tårnede sig op mod en realistisk mulighed for, at Danmark kunne kvalificere sig til VM i Rusland 2018.

Den nævnte, mellemliggende kamp var opgøret mod de ellers så suveræne polakker i Parken i København. En nøglekamp for det danske fodboldlandshold og et svendestykke for Åge Hareide, der var godt halvandet år inde i sin kontrakt som dansk landstræner.

Fantastisk resultat

4-0 over Polen. I sig selv et fantastisk resultat over en stærk modstander. Og dét enkeltstående resultat, der bringer realisme ind i min tro på, at landsholdet for det første har noget at gøre ved VM, og for det andet kan avancere fra det indledende gruppespil.

Jeg siger ikke, at Danmark bliver verdensmester, men når Mexicos varmblodede landstræner, Osorio, i ramme alvor kan sigte efter en semifinale, så kan vi med vores nordiske kølighed og beskedenhed sigte efter ottendedelsfinalen. Videre deltagelse efter de tre gruppekampe er efter min mening succeskriteriet. Alt derefter vil være bonus.

Telefon på dagen

Hvis jeg må tillade mig at dvæle lidt ved Polenskampen, så var det måden, den kom i stand på, der imponerede mig mest. Jeg har som TV-kommentator på landsholdets kampe mulighed for at få lov til at forstyrre landsholdets trænerteam på selve kampdagen. Enhver kontakt mellem medier og landsholdstrup er ellers no go inden kampen på matchday.

Det er assistenttræner Jon Dahl Tomasson, som tager telefonen, hvis det passer ind i forberedelsesprogrammet. Jeg ringer mest for at tjekke, om alle er raske, men af og til ryger der også en luns af af rent taktisk karakter. Således denne dag.

Foto: Liselotte Sabroe. Danmarks Landstræner Åge Hareide står stille et øjeblik efter kampen og nyder stemningen fra alle tilskuerne. Fold sammen
Læs mere

Samtalen foregår naturligvis under et element af fortrolighed og er klausuleret til offentliggørelse efter kick off – og foregår med den begrænsning som en træners skepsis over for en fodboldkommentator naturligt sætter (selve holdopstillingen får jeg aldrig så tidligt på dagen) – men denne septemberdag fornemmede jeg, at trænerne havde lagt en plan, som de egentlig gerne ville dele med mig og dermed fodboldseerne.

»Kaosfodbold«

Jon Dahl Tomasson talte om »kaosfodbold«. Han og Hareide havde analyseret sig frem til, at polakkerne nærmest var verdensmestre, hvis de fik lov til at spille på egne præmisser, godt organiserede, hurtige i omstillingerne og dødsensfarlige i serviceringen af angrebsesset Robert Lewandowski. Men timers videogennemgang havde afsløret, at de modstandere, der havde udfordret det polske forsvar med duelspil, hård fysisk kontakt og effektivt pres, kunne stresse polakkerne til at begå fejl.

Så recepten var »kaosfodbold«. Jeg var skeptisk, indrømmet, for polakkerne havde lavet pulled pork af det danske mandskab i Warszawa et år tidligere. De flåede danskerne fra hinanden, som var det et mørt stykke nakkekam i en voldsom første halvleg. Men kaostaktikken virkede i Parken.

De stakkels polakker var helt rundt på græstæppet og fik aldrig styr på de danske lange afleveringer og diagonalbolde. De blev stressede og begik fejl.

Andreas Cornelius bossede rundt med modstandernes forsvarere med sin overlegne fysik, Thomas Delaney pressløb som en gal, og Christian Eriksen dikterede slagets gang. Indsats, taktik, effektivitet og fine kombinationer gik op i en højere enhed for første gang under Åge Hareide, og så er vi tilbage til flyveturen hjem fra Armenien. For sejren over Polen skulle følges op af endnu en sejr blot fire dage senere i Jerevan. Det blev den. 4-1. Og så var der dømt fejring.

Den løftede stemning blandt spillerne i flyet betød, at der kun gik et splitsekund, inden den første af de udleverede vådservietter drønede tværs over midtergangen og klaskede mod reservemålmandens kind. I klasseværelset var det viskelæderet (en gammeldags deleteknap), i skolegården var det snebolde; her var det lunede vaskeklude, der blev kastet med.

Klamme klude røg rundt i kabinen, og drengene viste sig som, ja, drenge. Kåde drenge, der endelig havde tid til at fejre sejren over Polen fire dage tidligere.

Et passende hold

Anfører Simon Kjærs tale til forsvarsmakker og 25-kampsjubilar, Andreas Bjelland, var festlig og typisk dansk: Her har vi en hædersmand, der skal fejres, det gør vi bedst ved at svine manden til, og man skal nok være dansker for helt at forstå den disciplin, for vi ved jo godt, at man ikke kan overdænge en god ven med negative superlativer uden det er kærligt ment.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Simon Kjær, Åge Hareide og William Kvist under landsholdets træning i Helsingør i onsdags. Fold sammen
Læs mere

Alt i alt en stemning, der var i stor kontrast til turen hjem fra en anden ex-sovjetrepublik tre måneder tidligere, og som i høj grad bidrog til dels troen på deltagelse i Rusland, dels til narrativet om en landsholdstrup, der har det godt med hinanden. Min påstand er, at der kan findes små sprækker i det narrativ hist og her, men i det store hele holder det, og passagerne ombord på charterflyet denne nat fik syn for sagn.

Hvor kampen mod Polen giver håb – godt fulgt op af udesejren på 5-1 i playoffkampen i Dublin, så har andre kampe – senest testen mod Sverige i sidste uge – afsløret, at det er bydende nødvendigt med et dansk aktivitetsniveau på højde med Polenskampen for at levere brugbare resultater ved VM. For der er også kampe i kvalifikationsforløbet mod svagere, defensivt indstillede modstandere, som giver næring til skepsis.

Dét vender jeg tilbage til i min første kampklumme inden Perukampen 16. juni.