»En kanon er en samling af det ypperste og mest begavede, der gives inden for den specifikke sfære, som den pågældende kanon repræsenterer.«

Sådan stod der på kulturkanonudvalgets hjemmeside til forklaring af det populære begreb. Det var i 2006.

Siden er »kanon« blevet brugt som et salonfæhigt og respektindgydende alternativ til »hitliste« og derfor viet ekstra opmærksomhed. Vi har fået en historiekanon for folkeskolen (2006). En demokratikanon (2008). Team Danmark udarbejdede en eliteidrætskanon. Dansk Magisterforening en naturvidenskabskanon. Berlingske stod bag sin egen kulturkanon, og danske spilforskere offentliggjorde en dansk og en udenlandsk spilkanon.

Sidste skud fra kanonløbet er en værdikanon affyret i går i Berlingske af Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen. Otte værdier, heriblandt tillid, ytringsfrihed, demokrati og tolerance, skal fortælle tilrejsende udlændinge, hvilke regler danskerne spiller efter.

Behovet for at kanonisere værdier, som danskere efterlever lige så selvfølgeligt som rødgrød med fløde og ventetid med DSB, handler ikke om at teste udlændinge. De handler om os selv, mener forfatter og rutineret debattør udi værdier og danskhed Jens Christian Grøndahl:

»Når man begynder at formalisere de værdier, som samfundet rummer, afslører det en mærkelig mangel på selvtillid. For det, man skal se i øjnene, er, at selv om der er problemer i nogle brokvarterer, ghettoer og i hjørner af samfundet, vinder vi jo i det lange løb. Geertsens værdikanon sætter spørgsmålstegn ved det, den selv vil forsvare.«

Forfatter Maria Grønlykke, hvis seneste bog »Hundrede års kvindsomhed« er udgivet i anledning af hundredåret for det danske demokratis indførsel næste år, kan ikke få øje på det essentielle begreb »fællesskab« i den affyrede værdikanon. Fraværet af »fællesskab« er tankevækkende, mener hun.

»Hele vores samfund og vores store rigdom er baseret på dét. Sådan byggede vi vores mejerier, vores elselskaber, vores skoler, vores griseslagterier, vores fagforeninger, vores boligforeninger og telefonselskaber, vi ejede det hele sammen, selv Tipstjenesten. Man hjalp hinanden, og dette solide fundament er grunden til, at det så længe er gået landet så godt. Man kan næsten kalde det en særlig ganske mild, grænseløst pragmatisk og venlig slags hverdagssocialisme, uden store ord, harsk flæsk og ideologisk pynt.«

Ifølge Maria Grønlykke siger den omtalte værdikanon mest af alt noget om, hvordan Martin Geertsen eller danskerne gerne vil opfatte sig selv. I virkeligheden burde man erstatte de otte begreber med noget mere enkelt, mener hun.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti gav tirsdag forslaget til en national værdikanon bedømmelser lydende fra »snæver nationalistisk tankegang« til »helt almindelige vestlige værdier«.

Når Uffe Østergaard, professor i historie med speciale i europæisk identitetshistorie, ser de otte grundværdier lidt fra oven, ryster det ikke hans sommerferieidyl.

»Det er svært at sige andet end: Det er glimrende værdier, men de er ikke en beskrivelse af virkeligheden. Det er et normativt sæt. Specielt danske er værdierne ikke. Og det er ikke de værdier, der karakteriserer den danske historie. Vi har bare været heldige at få dem realiseret. Vi er kommet langt med at realisere nogle almene normer, fordi vi er en lille stat, og fordi vi har været heldige.«

Uffe Østergaard kalder den foreslåede værdikanon for ønsketænkning og »en mere liberalistisk kanon end en dansk kanon«.

Om den værdikanonen hører til de mest begavede som manual for omgang med danskerne må stå hen i det uvisse. Den indeholder dog værdier, som, hvis vi alle lever efter dem, gør det lettere at klare sig i samfundet, mener Jens Christian Grøndahl.

»Men det er noget, der sker i samværet med folk. Vi er et land med et enestående foreningsliv, og mange deltager som frivillige i alle mulige sammenhænge. Vi er en befolkning, som kommer hinanden meget ved på kryds og tværs. Men når de værdier bliver pillet ud som et charter eller en erklæring, virker det skingert. Man må have tillid nok til, at det samfund, der er vokset frem i Danmark, har en enorm styrke.«

Jens Christian Grøndahl koger det ned til:

»Tro på dig selv, Martin Geertsen. Tro på det samfund, du er rundet af. Vi skal nok vinde denne kulturkamp i længden.«