Kan sorg være en sygdom – eller sygeliggør vi en helt naturlig reaktion?

Hvis kompliceret sorg ender med at blive en diagnose, kan det mindske fejlmedicinering og øge livskvaliteten, mener forsker. Psykolog advarer.

Gymnasielærer Anette Engholm, der tilbage i 2004 mistede sin mand til kræft og som stadig sørger over ham i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WHO planlægger at gøre kompliceret sorg til en diagnose på lige fod med angst, depression og skizofreni i 2018. Herhjemme arbejder Foreningen Børn, Unge og Sorg på at etablere et Nationalt Sorgcenter, som skal indsamle og systematisere viden om den form for sorg, der bare bliver ved og ved.

Men risikerer man med en diagnose at sygeliggøre en helt naturlig del af vores liv?

Ja, mener psykolog og ph.d.-stipendiat Ester Holte Kofod ved Aalborg Universitet, der er tilknyttet forskningsprojektet »Diagnosekultur« ledet af professor Svend Brinkmann.

»Nogle tab er så store, at det at føle, at man har mistet en del af sig selv, ikke nødvendigvis er et sygdomstegn. Måske har man simpelthen mistet en del af sig selv. Det er klart, at hvis man ikke kan arbejde eller leve et liv, skal man som samfund række ud. Spørgsmålet er, om løsningen er den psykiatriske.«

Ifølge forskning fra Aarhus Universitet rammes omkring otte pct. af alle efterladte af kompliceret sorg. Og det er vigtigt at trække en klar skillelinje mellem almindelige sorgreaktioner og den komplicerede sorg, mener postdoc Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg ved Aarhus Universitet.

Den komplicerede sorg fastlåser personen i en sorgreaktion, hvor det kan være svært at passe et arbejde og sociale relationer. Nogle udvikler alvorlig psykisk sygdom, som i yderste konsekvens ender i selvmord. Derfor er det en skam, at diskussionen ender med at handle om sygeliggørelse, mener hun. »Hele diskussionen om diagnosticering kan virke malplaceret i forhold til sorgreaktioner. For det er uden for diskussion, at disse mennesker har det rigtig dårligt.«

Uden en diagnose er det svært at skelne mellem komplicerede sorgreaktioner og f.eks. depression. Derfor risikerer man at behandle sorg med antidepressiv medicin, selvom sorg burde mødes med samtaleterapi, påpeger Mai-Britt Guldin. Derfor kan en diagnose sætte en stopper for fejlbehandling og overmedicinering til gavn for den enkeltes livskvalitet og samfundets økonomi, mener hun.

Det er vigtigt at overveje, hvem det er, man diagnosticerer for, mener Ester Holte Kofod: Mennesket, der lider af sorg, eller samfundet?

»Det er blevet et spørgsmål om det sunde sorgforløb. Man skal helst være funktionsdygtig efter blot seks måneder. Kravet om funktionsdygtighed er meget gennemgribende på alle områder i vores samfund, og nu også når vi taler om sorg,« siger Ester Kofod.