Kan man som mand godt blive halvt far?

»Fra alle sider efterlyses det, at danske fædre tager mere ansvar for deres børn. Og i særdeleshed, at vi tager en større del af barslen. Det kan der være rigtig godt mening i. Men så hold dog op med at sende os et signal om, at vi kun er med som andenviolin.«

Kasper Krogh, indlandsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En kvinde kan ikke være halvt gravid, lyder en gammelklog sætning. Men man kan som mand godt blive halvt far.

Det handler ikke om biologi og genetisk ophav. Heller ikke om faderrollen i moderne skilsmisse- og regnbuefamilier med bonus- og delebørn. Men om at jeg på det seneste har oplevet, at mens familie og venner har ønsket mig hjerteligt tillykke med min nyfødte datter, så er jeg blevet mødt af en halvlunken automatskulder i systemet.

For en måned siden blev jeg far igen, da min kone fødte vores tredje barn, en skøn datter. Vi er gift, så derfor stod både min kone og jeg automatisk registreret som forældre på den første fødselsattest, der dumpede ind ad døren fra det lokale sogn. Så vidt så godt. Men ellers har det været småt med anerkendelse af far i det offentlige system. Lige efter fødslen på Hvidovre Hospital fik vores datter en lille seddel med en stregkode om benet. »160317-XX, datter af Anna,« stod der. Ikke så meget som et komma om mig, ligesom hun i hospitalets journalsystem også stod som datter af min kone.

Det vigtigste oven på en fødsel er selvfølgelig helbred hos mor og barn, så den megen fokus på dem i hospitalsvæsnets regi er logisk nok. Men oplevelsen af far som en sekunda-vare fortsatte, efter vi kom hjem fra hospitalet. Her fik vi besøg af en sundhedsplejerske, der som det naturligste i verden ringede til min kone for at sætte aftalen op, selv om hun var den af os, som havde mindst energi til at få kalenderaftaler på plads oven på fødslen.

Et barn skal jo også have et navn, og i den proces får far igen tildelt en birolle. Ved vores første barn udfyldte min kone og jeg en blanket i fællesskab om barnets navn og ophav, som jeg afleverede på det lokale sognekontor. Nu foregår den slags digitalt.

Ikke ved at forældrene sammen modtager og udfylder en navne-erklæring, men ved at mor – ikke far, ikke begge forældre - får en mail fra Personregistrering.dk om, at barnet skal have et navn. Hun udfylder en ansøgning, med digital signatur og det hele, hvorefter ansøgningen runder det offentlige, og en mail lander i fars indbakke: »Xx har udfyldt en ansøgning om navngivning for et barn. Det er oplyst, at du er forælder til barnet,« står der. Mere upersonligt og sterilt kan det ikke blive, og eneste trøst er, at man som far trods alt har en chance for at nedlægge veto, hvis nu konen har rundet en numerolog og er skejet helt ud.

Mønsteret vil gentage sig i det kommende år. For eksempel når børnepenge per automatik går ind på mors konto. Ikke vores fælles. Ud fra erfaringerne med vores to ældste børn ved jeg, at det offentlige i en lang række tilfælde kun vil henvende sig til min kone, frem for os begge. Det overlever vi nok, ligesom vi har gjort det i de foregående otte år. Men jeg har endnu til gode at forstå, hvorfor man fra det offentlige på den måde caster mor i en hovedrolle og far i en birolle fra start. Vel kan der være tilfælde, hvor den biologiske far ikke ønsker eller ikke kan få en rolle i sit barns liv. Men mon ikke det modsatte oftest er tilfældet?

Fra alle sider efterlyses det, at danske fædre tager mere ansvar for deres børn. Og i særdeleshed, at vi tager en større del af barslen. Det kan der være rigtig godt mening i. Men så hold dog op med at sende os et signal om, at vi kun er med som andenviolin.