Kampklædt politi bevogter Papes bolig: Sikkerheden styrkes

Først på eftermiddagen søndag troppede politi op på Søren Pape Poulsens adresse i Viborg.

Papes bolig under beskyttelse
Bevæbnet politi er tilstede ved justitsminister Søren Pape Poulsens hjem i Viborg, søndag den 24. februar 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Tungt bevæbnet politi bevogter søndag aften justitsminister Søren Pape Poulsens (K) bolig ved Domkirken i Viborg.

Det skriver blandt andre Viborg Stifts Folkeblad.

Den nøjagtige årsag til bevogtningen er ikke oplyst. Men Justitsministeriet fortæller søndag kort før klokken 19, at sikkerheden omkring ministeren er blevet optrappet.

»Politiet er til stede ved justitsminister Søren Pape Poulsens bolig, da sikkerheden omkring ministeren for tiden er blevet styrket,« lyder det i en kortfattet besked til Ritzau.

Ministeriet ønsker ikke at oplyse, om der er tale om en konkret trussel, eller om tiltaget bunder i en mere generel vurdering af situationen omkring Pape.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad mødte politiet op på stedet først på eftermiddagen søndag og har været der lige siden.

Til at starte med var det en af avisens fotografer, der observerede mindst én kampklædt og maskinpistolbevæbnet betjent ved ejendommen.

Politimanden trak dog hurtigt indenfor og smækkede døren efter sig.

Midt- og Vestjyllands Politi har efterfølgende ikke ønsket at udtale sig nærmere om situationen.

»Jeg kan bekræfte, at vi har været hos Søren Pape Poulsen, og jeg kan oplyse, at han er hjemme og har det godt,« siger vagtchef Jan Nørrum til Viborg Stifts Folkeblad.

/ritzau/