Kampfly over København ved bombetrussel i nat

De to kampfly blev ved Københavns Lufthavn, indtil passagererne var evakueret fra det bombetruede fly, oplyser Forsvarskommandoen.

Danske F-16-fly, her set ved overflyvning i Litauen sidste år, var i aftes på vingerne over København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forsvaret (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvaret sendte mandag aften to kampfly i luften i forbindelse med en bombetrussel mod et passagerfly, der fløj fra Polen til Københavns Lufthavn.

Det bekræfter Forsvarskommandoen i en mail til Berlingske:

»Forsvaret sendte i aftes to F-16 i luften i forbindelse med en trussel mod et civilt fly, der var på vej til Københavns Lufthavn,« lyder det.

»De to F-16 fly blev ved Københavns Lufthavn en periode, indtil passagererne var evakueret fra flyet.«

Forsvaret har ikke yderligere kommentarer for nuværende.

Mandag aften klokken 21.47 indløb en bombetrussel mod et fly fra det polske luftfartsselskab LOT, som var lettet fra Warszawa i Polen. Københavns Politi rykkede talstærkt ud til lufthavnen.

På grund af truslen blev flyet placeret afsondret fra almindelig drift og undersøgt nærmere. Tirsdag morgen var meldingen ifølge Ritzau, at efterforskningen fortsætter på »fuldt blus«, men at der ikke er fundet sprængstoffer.

Tirsdag morgen befandt mellem 30 og 40 passagerer fra flyet sig stadig i lufthavnen i et lokale særligt indrettet til formålet. De ventede ifølge TV 2 på, at politiet undersøgte deres indtjekkede baggage.

»Det tager noget tid at gennemgå effekter og ejendele, så de kan få dem udleveret igen. De praktiske omstændigheder er vi i gang med nu,« sagde vagtchef Espen Godiksen til TV 2 tidligt tirsdag.

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere på truslens konkrete indhold eller alvorlighedsgrad.