Kampen om sandheden

Der bliver skrevet pressehistorie i disse dage, når Nyhedsavisen kigger journalistikken i »Den Hemmelige Krig« og TV-As dækning efter i sømmene. For hidtil har medierne nødigt dækket hinanden.

Da DR sendte nyheder for første gang fra den nye DR-by i Ørestaden. Foto: Lars Helsinghof Fold sammen
Læs mere

Et berømt citat inden for journalistikken lyder: »The first Casualty of War is Truth«. Eller på dansk: I krig er sandheden det første offer.

Ordene daterer sig langt tilbage, men er især blevet brugt i den nyere historie, hvor moderne massemedier og især det magtfulde tv-medie er blevet en afgørende faktor, når det handler om at sikre opbakning til en krig. Eller miste den.

I den første Golfkrig mod Saddam Hussein lykkedes det for det amerikanske forsvarsministerium Pentagon - med brug af topprofessionelle kommunikationsrådgivere - at få alverdens journalister til at dække nedkæmpningen af den irakiske diktators hær på egne præmisser.

I dag må George W. Bush omvendt konstatere, at amerikanerne ikke kan udholde strømmen af dårlige nyheder fra Irak og har opgivet at støtte krigen.

På samme måde var tv-reportager om bombninger, massakrer og opslidende guerillakrig med til at nedbryde den amerikanske offentligheds støtte til krigen mod Vietnam. Kort sagt: Der står uendeligt meget på spil, når regeringer og medier opererer på baggrund af en krig.DET GAMLE CITAT er dukket op i forbindelse med det aktuelle opgør mellem DR og regeringen, et opgør, som giver brændstof til en debat med mange forgreninger:

Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade mener, at de i filmen »Den Hemmelige Krig« og TV-Avisens efterfølgende dækning er blevet udsat for urimelig journalistik behæftet med alvorlige fejl. DRs ombudsmand erkendte fredag flere fejl, men anklagede samtidig regeringen for at skyde langt over målet med sin kritik.

De sidste dage har slaget dog langtfra handlet om den konkrete dækning. Der har været frit slag: Enkelte medieforskere er gået så vidt som til at sammenligne statsministeren med magthavere, som styrer medierne med jernhånd i totalitære stater, mens enkelte borgerlige meningsdannere har anklaget DR for i årevis at have bedrevet unfair, venstreorienteret journalistik.

Det er yderpunkterne i den debat, som raser.EN VIGTIG dimension i debatten handler om det afsæt, som medier bruger i deres journalistik, og netop den dimension vil komme til at fylde mere og mere i de kommende år:

Overalt i den vestlige verden kæmper medier benhårdt for deres position, og det gælder i høj grad også herhjemme. Fremkomsten af gratisaviser, radiokanaler og en ny 24-timers nyhedskanal viser, hvor intens konkurrencen er.

I den kamp er meninger og opinion blevet en vigtig faktor for det enkelte medie, når det handler om at adskille sig fra konkurrenterne og binde publikum til sig i et værdi- og interessefællesskab.

Under Muhammed-krisen ramte denne debat Danmark med fuld styrke, og her blev især Jyllands-Posten og Politiken kritiseret hårdt for at drive kampagnejournalistik fra hver sit udgangspunkt.

Heller ikke Berlingske Tidende er gået ram forbi. I forbindelse med sin afgang anklagede skribenten, Olav Hergel, sin gamle avis for at undertrykke historier om regeringens flygtninge- og udlændingepolitik. Da han vandt Cavling-prisen for nylig blev han selv kritiseret for at føre enøjet kampagnejournalistik.SÆRLIGT I USA diskuteres det om denne udvikling ender med, at læsere, lyttere og seere en dag ikke længere vil kunne få journalistens bedst opnåelige version af sandheden - men derimod alene få holdninger forklædt som journalistisk reportage.

Frygten er, at meningerne gradvist vil komme til at dominere og farve journalistikken, så fakta skæres til efter det enkelte mediets politiske holdninger.

Den debat vil med stor sikkerhed tage til herhjemme, og den vil blive yderligere forstærket af en ny trend, som handler om, at medierne nu er begyndt at tage opgør med hinanden om, hvordan virkeligheden præsenteres.

Tidligere handlede de fleste medier efter en uskreven lov, som betød, at man nødigt dækkede konkurrenterne, hverken når det handlede om selve forretningen eller journalistikken, for man kunne jo risikere, at kikkerten pludselig blev rettet mod én selv. Dét er et overstået kapitel.

I disse dage skrives der på ny pressehistorie i den forstand, at DR - udover kritikken fra statsministeren og forsvarsministeren - må forholde sig til, at Nyhedsavisens redaktion - meget direkte - har valgt at efterprøve journalistikken i både »Den Hemmelige Krig« og TV-As dækning. Det er sjældent, at et medie så konsekvent sætter ressourcer ind på at foretage en kritisk gennemgang af et andet mediets bærende historier og beslutter sig for at påvise konkrete fejl for offentligheden. Men det er sket nu.MIDT I DEN LØBSKE debat står meget på spil for Fogh.

Han ved, at »Den Hemmelige Krig« skabte et billede af, at danske soldater gentagne gange overgav afghanske fanger til tortur i amerikanske lejre. Dermed kunne en i forvejen skeptisk offentlighed bevæges til at lægge yderligere afstand til det danske engagement i Afghanistan og især i Irak, hvor regeringen i forvejen er presset og fører politik mod ønsket hos et flertal i befolkningen.

Men også for DR er der tale om en skæbnestund, hvor stationens journalistiske troværdighed er til kritisk eksamination i al offentlighed.

Fremover vil vi se flere opgør af den type.