Kampen om røde mors millioner

Ved sin død i 1993 placerede den velhavende idealist Lise Plum sin formue i »Enkefru Plums Støttefond«. Fonden skulle støtte idealistiske formål: økologi, demokrati og konfliktløsning. Det er i stedet endt i magtkampe og mulige brud på fondsloven og god advokatetik. Sagens hovedpersoner er koryfæer fra venstrefløjen.

Foto: Nils Meilvang

Den kræftsyge Lise Plum sov stille ind i sin seng på Skt. Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup lillejuleaftens morgen 1993.
Dagen forinden sidst på eftermiddagen havde den velhavende venstrefløjsaktivist, som var ud af familien bag det internationale gasbetonfirma H+H, haft besøg på sin stue af en nær veninde. De havde nippet til et fad med brød og gåseleverpostej.
»Hun var i godt humør,« husker veninden.

Under besøget bankede det på døren. Ind trådte Lise Plums advokat Christian Harlang, der siden skulle blive kendt som den idealistiske højesteretsadvokat bag en lang række retssager som Thulesagen, grundlovssagen og Gisselfeldsagen. Han havde medbragt Lise Plums testamente til underskrivelse. Det havde været under udarbejdelse længe og manglede blot en underskrift. Veninden og en sygeplejerske skrev under som vidner.
Testamentet udråbte en ny fond til universalarving af hendes millionformue. »Enkefru Plums Støttefond« skulle videreføre det politiske arbejde, som hun gennem mange år havde lagt i Atommarchbevægelsen, Anti-Apartheidbevægelsen, EF-modstanden og inden for økologien. Fonden fik til formål at støtte kampen for demokratisk medleven, respekt for mindretal, økologisk bæredygtighed og konfliktløsning uden voldelige midler. I testamentet blev én person samtidig pålagt et særligt ansvar for at varetage Lise Plums sidste vilje som både medlem af fondens bestyrelse og dens administrator: Advokat Christian Harlang.

Et halvt døgn senere var Lise Plum død. Stort set lige siden - i snart 16 år - har Enkefru Plums Støttefond været skueplads for bitre personopgør om magt og adgangen til fondens penge.
Hvad der begyndte som et projekt, der skulle fremme sundhed og idealisme i samfundet, er endt med en sag om direktøren Christian Harlang, der hæver flere penge i fonden end nogen anden. En sag om en stribe fremtrædende skikkelser på den danske venstrefløj som stifteren af JuniBevægelsen Drude Dahlerup, formanden for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach og menneskeretsjurist Lars Adam Rehof, som fra deres bestyrelsesposter i fonden har doneret penge til egne projekter. Og en sag som ifølge flere jurister nu bør kulegraves, for der kan være sket brud på fondsloven og reglerne for god advokatskik.

Alt tegnede ellers lyst den novemberaften, da det hele begyndte i de tidligere 1990ere. På den økologiske restaurant Cap Horn i Nyhavn havde Lise Plum samlet en personkreds af gode venner og kampfæller, som hun havde udset til at være fondens første bestyrelse. Cap Horn var hendes egen opfindelse, og datteren og TV-kokken Camilla Plum regerede i en periode bag gryderne. I restauranten denne aften kunne man blandt andre se P4-værten Tine Bryld og det tidligere folketingsmedlem for VS, Preben Wilhjelm, der blev fondens første formand. Drude Dahlerup og Christian Harlang var også til stede. Det samme var Niels Henrik Hansen, som i dag husker tilbage på en aften, der trods Lise Plums sygdom var en dejlig aften fyldt af gode hensigter:

»Det var en festlig og hyggelig aften på Cap Horn. Lise var et udadvendt og åndeligt meget generøst menneske. Så man hyggede sig. Vi fik østers og champagne, og alle var glade for at være på vej med den nye fond,« fortæller den i dag 80-årige Niels Henrik Hansen, som var en nær ven af Lise Plum og hendes mand, den afdøde civilingeniør og venstrefløjsaktivist Niels Munk Plum. De lærte hinanden at kende gennem økologien; Niels Henrik Hansen og hans hustru drev fra begyndelsen af 1970erne Danmarks første økologiske landbrug.
»Lise samlede et hold af gode venner, som var uegennyttige og ville arbejde for en god sag. Fra starten var det meningen, at arbejdet i fonden selvfølgelig skulle være ulønnet – udover et symbolsk honorar til formanden,« siger Niels Henrik Hansen, der i 2001 meldte sig ud af bestyrelsen i protest mod Christian Harlangs voksende magt og mange roller i og omkring fonden.

Harlangs position i Plum-fonden er bemærkelsesværdig. Udover sin plads i bestyrelsen og sit job som administrator - eller direktør, som stillingsbetegnelsen siden er ændret til - er han fondens primære advokat, dens repræsentant i bestyrelsen for H+H og dens husvært; fonden har sekretariat på hans advokatkontor midt i København. Dertil kommer, at fonden har givet støtte til flere projekter, som Christian Harlang er involveret i.

Harlang har imidlertid papir på, at hans mange roller er i overensstemmelse med såvel loven som Lise Plums vilje. Striden, der førte til Niels Henrik Hansens udmeldelse i 2001, sluttede nemlig med et responsum fra Danmarks førende fondsekspert, professor Lennart Lynge Andersen, der sagde god for Christian Harlangs dobbeltrolle som direktør og bestyrelsesmedlem. Professoren henviste til, at Lise Plum selv havde givet Harlang denne dobbeltrolle i testamentet.
Spørgsmålet er så, om den gamle venstrefløjsaktivist ville billige, hvad der med tiden skete i hendes fond.

Berlingske Tidende har haft adgang til hundredvis af dokumenter fra fonden - interne mails, regnskaber, fakturaer og bestyrelsesreferater. Vi kan i dag dokumentere, at Christian Harlang over de seneste fire år er blevet fondens suverænt største beløbsmodtager.
Af de officielle regnskaber fremgår, at han i perioden 2005-2008 har modtaget et årligt direktørhonorar på 150.000 kr. - dog kun 100.000 kr. i 2007. Over de fire år bliver det til alt 550.000 kr.

Derudover har Christian Harlang og hans advokatfirma ifølge Berlingske Tidendes beregninger faktureret 3,2 mio. kr. inklusiv moms i salærer og honorarer for andre opgaver for fonden.
Han har tillige fået et årligt honorar på 200.000 kr. for at repræsentere fonden i bestyrelsen for H+H - altså i alt 800.000 kr. over de fire år. Det sidstnævnte honorar er betalt af H+H.

I alt har Christian Harlang og hans firma over de fire år modtaget 4,53 mio. kr. inklusiv moms for sit arbejde i og på vegne af Enkefru Plums Støttefond.
Til sammenligning har fonden i samme periode uddelt 5,85 mio. kr. til almennyttige projekter. De gode og idealistiske formål, som Lise Plum ville tilgodese - demokrati, mindretal, konfliktløsning og økologi - er med andre ord i skarp konkurrence om pengene med fondens egen direktør. Og set i forhold til de enkelte modtagere af fondens donationer, kan ingen af dem følge med Harlang. Han har fået over tre gange så mange penge som fondens største, almennyttige bidragsmodtager - den socialistiske tænketank Ny Agenda - som har modtaget 1,3 mio. kr. over de fire år. Drude Dahlerup sidder i tænketankens bestyrelse. Stort set samme beløb er givet til Retssikkerhedsfonden, hvor Christian Harlang sidder i bestyrelsen.

Ifølge Danmarks førende fondsekspert, professor Lennart Lynge Andersen fra CBS Handelshøjskolen i København, bør Civilstyrelsen og revisor gribe ind, når en fonds dominerende udgiftspost er at betale penge til dens egen direktør, advokat og bestyrelsesmedlem i en og samme person. I en ny bog om foreninger og fonde skriver Lennart Lynge Andersen med udgangspunkt i en konkret sag, at fondsmyndigheden bør »skride ind (og revisor antegne forholdet), hvis fondens dominerende virksomhed er at udbetale salærer til advokaten.« I så fald er fondsloven nemlig overtrådt. Det har ikke været muligt at få en kommentar til de konkrete forhold i Plum-fonden fra Lennart Lynge Andersen.

Med til regnestykket over fondens udbetalinger til Christian Harlang hører som nævnt også, at en større del af fondens uddelinger er gået til formål, som på den ene eller anden måde involverer Harlang selv. For eksempel har Plum-fonden finansieret etableringen af Retssikkerhedsfonden med 1,3 mio. kr. Ud over at Harlang er medlem af Retssikkerhedsfondens bestyrelse, har fonden tillige sekretariat på hans kontor. På samme vis har Plum-fonden givet penge til Grundlovskomitéen af 2003, som har sagsøgt regeringen for grundlovsbrud i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Harlang fører sagen ved domstolene som en af komitéens advokater – sagsøgerne er bevilliget fri proces. Plum-fonden har i det hele taget givet hovedparten af sine uddelingskroner til projekter, som Harlang eller andre bestyrelsesmedlemmer er knyttet til. Uddelingerne har været fast praksis gennem flere år, selvom der intet sted i fundatsen står, at enkefru Plums hensigt var, at hendes penge skulle gå til medlemmernes egne projekter.

Fonde har lov til at yde bidrag til projekter, som bestyrelsesmedlemmer er involveret i, men der må ikke være direkte økonomiske interesser involveret, og uddelingerne fra Plum-fonden er ude ved kanten af lovens grænser, vurderer professor og ekspert i økonomisk kriminalitet, lic. jur. Morten Samuelsson fra CBS Handelshøjskolen i København.
»Det er jo ikke direkte uddelinger til de enkelte bestyrelsesmedlemmer, men uddelinger til projekter, hvor de enkelte er involveret. Men spørgsmålet er, om det, der er sket, er forsvarligt. Alle i bestyrelsen er jo i princippet inhabile. Det er helt klart noget, som fondsmyndigheden bør kigge på,« siger han.

Civilstyrelsen har ikke reageret på de store udbetalinger til Christian Harlang. Til gengæld fik fondens regnskab for 2007 en påtegning fra revisoren, som anbefalede, at advokatsalærer for fremtiden skal underskrives af bestyrelsesformanden. Det førte til voldsom uro internt i fonden. Påtegningen fik i april 2008 den øvrige bestyrelse til at indskærpe over for Harlang, at bestyrelsen – og ikke kun bestyrelsesformanden - skulle godkende hans fakturaer, inden de kunne udbetales. Bestyrelsen nedsatte samtidig et internt revisionsudvalg for at gennemgå direktørens honorarer og salærer. I en rapport fra revisionsudvalget dateret september 2008 lød vurderingen, at han har faktureret for opgaver, som ikke var godkendt af bestyrelsen. Ifølge udvalget »synes« han samtidig at have taget salærer for arbejde med bl.a. fondsstøttede projekter, som i forvejen var dækket ind via hans direktørløn eller honorar som bestyrelsesmedlem i H+H.

Christian Harlang afviser revisionsudvalgets kritik over for Berlingske Tidende.
»Uden undtagelse har samtlige fakturaer gennemgået den i regelsamlingen foreskrevne fremgangsmåde – nemlig at fakturaerne først sendes til formanden med henblik på dennes eventuelle bemærkninger og dernæst debiteres fonde,« siger han og understreger, at formanden i den pågældende periode, Lars Adam Rehof, aldrig havde nogle bemærkninger til fakturaerne.
»Det er ubestridt, at samtlige de nævnte fakturaer har gennemgået denne fremgangsmåde. Intet bestyrelsesmedlem har bestridt dette.«

Christian Harlang navngiver bestyrelsesmedlemmerne Trine Pertou Mach og kultursociologen Birgitte Rahbek, som de to der fører an i kritikken af ham: »Problemet for de to bestyrelsesmedlemmer – Trine Pertou Mach og Birgitte Rahbek – er, at de så må henvende sig til formanden og beklage sig over, at han ikke har standset arbejdets udførelse og arbejdets betaling. Det er ikke mit problem. Det er et problem mellem formanden og bestyrelsen,« siger Christian Harlang til Berlingske Tidende.

Men revisionsudvalget har allerede i materialet underkendt denne forklaring fra Harlang. Udvalget pegede især på et tilfælde – i juli 2008 – hvor Harlang fakturede for 287.500 kr. for ekstraopgaver i forbindelse med bl.a. H+H. Revisionsudvalget understregede, at faktureringen var særlig alvorlig, fordi den var sket uden hele bestyrelsens godkendelse - på trods af indskærpelsen i april samme år. Revisionsudvalget krævede 208.500 kr. af beløbet tilbagebetalt, ligesom det ville have ham til at returnere uberettiget opkrævet moms i forbindelse med andre opgaver. Momskravet er siden endt på cirka 35.000 kr. Årsregnskabet for 2008 er underskrevet af hele bestyrelsen uden et sådant tilgodehavende, og revisoren noterer, »at der i overensstemmelse med gældende regelsamling…ved betaling af advokatregninger til advokat Christian Harlang som tillige er direktør for fonden tilgår korrespondence med specifikationer heraf til fondens bestyrelsesformand.«

Berlingske Tidende er imidlertid i besiddelse af dokumentation for, at et flertal i bestyrelsen fortsat kræver disse beløb betalt tilbage, og der foregår i øjeblikket i bestyrelsen forhandling om sagen.
Revisionsudvalget så også med stor alvor på Harlangs honorarer og salærer for retssager og salg af aktier på vegne af fonden. Fonden har bundet sin kapital i A-aktier i H+H. A-aktierne afgør stemmefordelingen i virksomhedens bestyrelse. I 2005 udnyttede den en forkøbsret på en større portion andre A-aktier, hvilket blev finansieret med et banklån på 41 mio. kr. Lånet er delvist betalt tilbage via salg af fondens B-aktier i H+H. Disse salg har fra 2005 til 2007 indbragt Christian Harlang et samlet honorar på 318.500 kr., selvom opgaven ifølge udvalget næppe krævede mere end »en opringning til fondens bankforbindelse«. Men Harlang svarede, at det havde krævet samtaler med et »trecifret antal personer, herunder børsanalytikere« - og fakturerede fonden for over 120 timer.

Ifølge professor Morten Samuelsson er honoraret »fuldstændig vanvittigt«: »Det kræver højst et par mails eller et par telefonopkald. Det er jo ikke nogen transaktion, som på nogen måde kræver advokatbistand,« siger han.
(Se flere detaljer om disse poster i den grafiske oversigt side syv og på www.berlingske.dk/plum)

Ifølge jurister kan afsløringer af denne art belaste en advokat og en fonds ledelse og få en række konsekvenser. Dels kan fondsmyndigheden gå ind i sagen og i yderste konsekvens afsætte såvel bestyrelse som administrator. En advokat, som overtræder de advokatetiske regler, kan også få reprimander af Advokatnævnet og i grove tilfælde få frataget sin bestalling.
»En advokat, der påtager sig advokatarbejde for en fond, som han selv er direktør for, befinder sig i en interessekonflikt, hvis der er nogen form for usikkerhed om, hvad arbejdet går ud på, og hvad der skal betales for det. Hvis advokaten ikke har sikret sig en forståelse fra bestyrelsen om opgavens omfang og vederlæggelse, vil han groft tilsidesætte reglerne om god advokatskik ved egenrådigt at indgå aftale om udførelse af større advokatopgaver og om betalingen herfor. I meget grove tilfælde vil der være tale om mandatsvig,« siger professor Mads Bryde Andersen, der er ekspert i advokatret.

Han vil ikke udtale sig ikke om den konkrete sag, men peger på, at det er en skærpende omstændighed, at der i fonde ikke er nogen ejerkreds til at holde øje med, at sagerne håndteres ordentligt.
»Helt groft bliver forholdet, hvis advokaten i en situation, hvor bestyrelsen har afvist at skulle betale for advokatens arbejde, benytter sin position som direktør til selv at hæve salærbeløbet fra fondens kasse. Sådanne tilfælde har advokatmyndighederne og domstolene slået hårdt ned på, fordi de i betænkelig grad minder om misbrug af betroede midler eller ligefrem om underslæb,« tilføjer Mads Bryde Andersen.

Efter bestyrelsens opfattelse bærer mange af Harlangs fakturaer i høj grad præg af, at han selv har kunnet bestemme sine opgaver og sin løn.
»Jeg er ikke af den opfattelse, at vi skal fortsætte med en model, hvor en direktør selv kan beskrive sine ekstraopgaver og selv bestemme omfanget af sin honorering for samme. For det er vel sådan, det visse steder kan se ud lige nu,« som det tidligere bestyrelsesmedlem Lars Bredo Rahbek formulerede det i en E-mail fra august 2008. Lars Bredo Rahbek var med til at stifte JuniBevægelsen og er i dag chef for DR Fiktion. Bestyrelsen skrev hans formulering ind som en fælles holdning i udkastet til referat fra et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 20. oktober 2008.

Lars Bredo Rahbek trådte ud af bestyrelsen i foråret og siger i dag til Berlingske Tidende, at den sidste periode, han tilbragte i fonden, var præget af uro og splittelse: »Der har været forskellige holdninger til tingene, men generelt består fonden af gode og store hjerte.«
Han roser samtidig Christian Harlang for at have varetaget fondens økonomiske interesser over for H+H, hvori hele fondens kapital er placeret i form af aktier. Her har fonden i årevis ligget i intern magtkamp med den største aktiehaver, Riis-Hansen Gruppen, og de førte voldgiftssager og aktiesalgene er udløbere af forholdene i H+H.

»Harlang er et ekstremt klogt og strategisk tænkende menneske, og fra mig har der altid været fuld opbakning til den måde, han har kørt fonden på,« siger Lars Bredo Rahbek.
Direktøren nyder også fuld opbakning fra fondens nyvalgte formand, Ole Donbæk. Han afviser, at der er noget forkert i, at Christian Harlang i de seneste fire år har fået flere penge for sit arbejde i og på vegne af fonden end fondens samlede uddelinger til Lise Plums idealistiske formål.
»Det er arbejde, som er udført i fuld overensstemmelse med de beslutninger, som er truffet i bestyrelsen i forhold til administrationen og i forhold til at være advokat i nogle sager,« siger Ole Donbæk.

Han ønsker ikke at kommentere, hvordan det udsagn hænger sammen med kritikken fra revisionsudvalget og kravene om tilbagebetaling: »Nu snakker du om interne papirer og formodninger om, hvad der er foregået internt. Det vil jeg principielt ikke kommentere.«
Men formanden afviser, at udbetalingerne til Harlang kan udgøre et problem i forhold til fondsloven: »Vi forholder os jo løbende til, om vi er i konflikt med det spørgsmål, og det har ikke været vores vurdering. Vi har også haft rådgivning på det i tidens løb, og det opfatter vi ikke som et problem.«

Han afviser ligeledes, at fondens uddelinger til projekter, som bestyrelsesmedlemmer er involveret i, er et problem i forhold til loven og til fundatsen og dermed Lise Plums ønsker.
Christian Harlang selv henviser til, at de senere års stigning i hans honorarer og salærer har direkte sammenhæng med ekstraordinære opgaver i forbindelse med varetagelse af fondens aktiekapital i H+H. Han oplyser tillige, at Plum-fonden ikke alene har anvendt ham som advokat, men også fire eksterne advokatfirmaer. I Berlingske Tidendes materiale optræder kun et eksternt advokatfirma, Lassen & Ricard. Christian Harlang understreger samtidig, at fonden siden dens første uddelinger i 1997 har doneret »små 20 mio. kr.« til almennyttige formål.

Efter næsten 16 års interne magtkampe siden den røde enkefrues død lillejuleaften 1993, er alt med andre ord ved det gamle i hendes fond. Magtkampene fortsætter ved fuld kraft. Alligevel er ingen bestyrelsesmedlemmer gennem tiden - ud over en enkelt person - tilsyneladende gået til myndighederne for at få dem til at skabe ro og undersøge forholdene. Det burde være sket, mener professor Morten Samuelsson.
»Det ligner et stort tagselvbord, men det må en nærmere undersøgelse vise med sikkerhed,« siger han: »En adfærd over lang tid, hvor en administrator og et bestyrelsesmedlem misbruger sin position til at berige sig selv, kan bruges til at erklære vedkommende uegnet som administrator og bestyrelsesmedlem. På den måde kan man få Civilstyrelsen til at skride ind.«

Den ene person i Plum-fondens historie, som har forsøgt at inddrage Civilstyrelsen, er den økologiske landmand Niels Henrik Hansen. I dag siger han: »Det er 100 procent afgørende, at der er vandtætte skodder mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem der skal føre beslutningerne ud i livet. Mellem bestyrelsen og direktionen. Det var der ikke i Enkefru Plums Støttefond. Jeg fik kolde fødder efter at have underskrevet regnskabet for 2000 og ringede derfor til Civilstyrelsen med min bekymring om Harlangs dobbeltrolle.«
Det fik Niels Henrik Hansen ikke meget ud af - andet end ballade. Civilstyrelsen noterede hans bekymring i et telefonnotat, men undersøgte aldrig fonden nærmere. Hans kolleger i bestyrelsen blev derimod ganske ophidsede. Af interne dokumenter fra den tid fremgår, at daværende bestyrelsesformand Tine Bryld beklagede, at Niels Henrik Hansens »tillid« til den øvrige ledelse var så »lav«. Lars Adam Rehof beskyldte ham ligefrem for »illoyalitet«.

»Men jeg gjorde jo blot det, en bestyrelse skal gøre - nemlig kontrollere ledelsen,« siger Niels Henrik Hansen.
Siden er det blevet ved truslen om at gå til myndighederne, og truslen har ikke bidt på Christian Harlang. I en e-mail den 6. januar i år bad han den afgående formand Lars Adam Rehof - hvis denne havde »tilstrækkelig mod og integritet dertil« - om at »retvise« tre bestyrelsesmedlemmer, som sammen skulle udgøre et midlertidigt forretningsudvalg, indtil en ny formand var udpeget. Harlang mente, at et sådant fælles formandskab var ulovligt og tilføjede over for Rehof:
»Efter din sortie bliver det nok i det hele taget nødvendigt, at der fremskaffes juridisk bistand til visse medlemmer af bestyrelsen, hvis man vil fortsætte angrebslinjen over for mig, og jeg foreslår, at du giver dem et eller flere gode navne, så vi kan få bragt lidt saglig forstand ind i situationen.«

I foråret besluttede bestyrelsen så at bringe en ny advokat ind i fejden. Knud Foldshack - kendt fra de store, politisk betonede slagsmål om Ungdomshuset og Christiania – er hyret og skal arbejde på følgende mandat, som er formuleret af det daværende formandskab den 13. marts 2009:
»Situationen i EPS (Enkefru Plums Støttefond, red.) har siden bestyrelsesmødet den 28. april 2008 været præget af stor utryghed ved administrationen af fonden, og det af den daværende formand – og senere af bestyrelsen – nedsatte revisionsudvalg har arbejdet med at få overblik over fondens administration og beslutningsprocesser.

Vi ønsker på baggrund af revisionsudvalgets rapporter og den fastlåste situation i forhold til direktøren at få ekstern juridisk bistand til at udrede forholdene med henblik på en forbedring af situationen…«

Berlingske Tidende afdækker i de kommende dage den økonomiske situation for Enkefru Plums Støttefond og magtkampen med den største aktiehaver i H+H. Christian Harlang kommenterer udførligt på denne magtkamp.