Et sus hvisler gennem forsamlingen af tilskuere. En enkelt forsøger sig med en klapsalve. Blev rekorden slået?

Konkurrencedeltageren, en kvinde i 40erne med blussende kinder, kaster spændt et blik mod præmierne på gulvet: Gavekurve fyldt med lækkerier, festligt indpakket i cellofan, der glimter i skæret fra spotlysene i loftet. Det ligner chokolade og vin.

Dommeren – en sælger i åbenstående skjorte – gransker stopuret med alvorlig mine. Efter en kort kunstpause offentliggør han resultatet: Nej, selv om deltageren var hurtig på fingrene, var det ikke nok til førstepladsen. Pointtavlen foran IT-firmaet KMDs farvestrålende stand toppes fortsat af en ansat fra Vejle Kommune, der tidligere på dagen fejede al modstand til side i kampen om at lægge puslespil på tid.

Vi er til årskonference i IKA – foreningen af offentlige indkøbere. En forening for hundredvis af ansatte i stat, regioner og kommuner, der hver dag køber ind for fællesskabets husholdningsbudget. Alle offentlige indkøb – fra toiletpapir og kaffebønner til buskørsel og snerydning – skal gå gennem deres underskrifter.

Årskonferencen løber over tre januardage i Comwell Conference Center i København og er på papiret fyldt med faglige oplæg med emner som udbudsjura og kontraktstyring. Helt i tråd med foreningens mål om at »højne den indkøbsfaglige standard«. Men konferencen handler lige så meget om, at indkøberne skal trykke hænder med IKAs såkaldte netværksmedlemmer: Private virksomheder, der betaler tusindvis af kroner til IKA for et særmedlemskab, der giver let og direkte adgang til de folk i kommunerne, som køber ind for skattekronerne.

En højst usædvanlig konstruktion. Og bekymrende. Det mener flere eksperter, der på Berlingskes foranledning har taget et nærmere kig på foreningen. Offentlige indkøbere og private sælgere har nærmest per definition »100 procent modstridende interesser«, som forskningschef og kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch siger det.

»På den ene side står indkøberne, der gerne skulle have så lav en pris og så god en kvalitet som muligt på skatteborgernes vegne, og på den anden side står leverandørerne, der gerne vil have så høj en pris som muligt,« siger Roger Buch, der »ser en betydelig risiko for, at disse parter kommer alt for tæt på hinanden«.

»Kommunerne bør være bekymrede for, om deres indkøberes habilitet og upartiskhed er intakt,« siger han.

Hvert år køber det offentlige ind for mere end 180 mia. kr., fastslår Danmarks Statistik. Og på IKAs årskonference tager de private virksomheder gerne kreative midler i brug for at komme en bid af kagen nærmere. KMDs puslespil med præmier er effektiv lokkemad: Standen er en af de mest velbesøgte. Og når brikkerne er lagt, står sælgerne klar med visitkort og gode tilbud.

Ved andre stande er kreativiteten lige så stor. Supermarkedet Intervare udlodder en gavekurv til den konferencedeltager, der er tættest på at gætte antallet af kuglepenne i en stor beholder. Og firmaet Bent Brandt, der sælger køkkenudstyr, trækker lod om en såkaldt flødesprøjte til 600 kroner blandt de deltagere, der tilmelder sig firmaets nyhedsbrev.

Næsten 70 firmaer har betalt op imod 10.000 kroner for at få en stand på konferencen. Ifølge IKA selv blev firmapladserne revet væk. Og Berlingskes rundtur på konferencen viser, at mange af firmaerne udlodder en eller anden form for præmie for at lokke de offentlige indkøbere til.

»Der er i mine øjne tale om en ret klar overtrædelse af reglerne om, hvad man må modtage af gaver som offentligt ansat,« siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Finansministeriets regler er rigide. Moderniseringsstyrelsen har direkte understreget som et eksempel, at offentligt ansatte bør afholde sig fra at deltage i konkurrencer, »hvor der kan vindes større præmier fra leverandørerne«. Ifølge Sten Bønsing bør offentligt ansatte i princippet ikke engang tage imod en kuglepen. At gaverne på årskonferencen pakkes ind som konkurrencer er derfor ligegyldigt, forklarer han.

»For deltagelsen i konkurrencen repræsenterer jo en værdi i sig selv. Gavebegrebet skal hér forstås meget bredt som enhver værdi eller fordel, den offentligt ansatte måtte få.«

Reglerne er til for at sikre, at der ikke træffes forkerte afgørelser i forvaltningen, forklarer Sten Bønsing. Eksempelvis hvor en indkøbsansvarlig favoriserer en leverandør, fordi vedkommende har modtaget noget fra den pågældende.

»Alene mistanken om, at det kunne være tilfældet, er tilstrækkelig til, at grænsen er overtrådt. I bredere forstand handler det om at sikre befolkningens tillid til forvaltningen,« siger han.

Hotelkæden Comwell har også en stand på årskonferencen. I et roligt hjørne kan indkøberne slå sig ned i designerstole omgivet af levende lys og luksuschokolade i bedste well-ness-stil. Og de heldige får selv syn for sagen: Comwell trækker lod om et hotelophold med morgenmad for to personer blandt de konferencedeltagere, der tilmelder sig kædens nyhedsbrev.

Tøjproducenten Kentaur udlodder også luksus – hér i form af et gavekort til en luksusbrunch for to. På firmaets Facebookside poserer den heldige vinder, en ansat i Fredensborg Kommune, senere med præmien.

»Hvis Comwell havde inviteret en offentligt ansat på gratis hotelophold, ville det være klart ulovligt,« siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalishøjskole og fortsætter:

»Jeg har svært ved at se, at noget, der ellers ville være ulovligt, pludselig skulle være i orden, bare fordi det bringes ind i en organisatorisk ramme, der hedder IKAs årskonference og kaldes en konkurrence.«

IKA blev stiftet tilbage i 1985, men er relativt ukendt i offentligheden. Foreningen går ellers ikke stille med dørene, når der skal fortælles om de mange fordele ved et leverandørmedlemskab. Nok er medlemskabet ikke direkte en garanti for en indkøbsaftale, skriver IKA på foreningens hjemmeside. Til gengæld får man »en dialog med dem, der laver indkøbsaftalerne.«

Med et basismedlemskab for 2.400 kroner om året får leverandørerne deres logo på IKAs hjemmeside, adgang til en medlemsdatabase med kontaktinfo på de relevante indkøbere i kommunerne samt en plads i såkaldte tænketanke i IKA-regi, hvor de med IKAs egne ord får »interaktion og netværk« med de relevante indkøbere i kommunerne.

Tænketankene mødes jævnligt til heldagsarrangementer med spisning. Referater fra møderne viser, hvordan sælgere og indkøbere bl.a. diskuterer smidigere udbud og detaljer om produkter. Og sælgerne benytter af og til også lejligheden til at præsentere deres varer. Som da en sælger fra KMD ved et møde fortæller om fordelene ved en af selskabets IT-løsninger. Eller som da en sælger fra en leverandør af rengøringsmaskiner præsenterer microfiberklude og robotstøvsugere for indkøberne.

Et udvidet medlemskab til 7.950 kroner årligt giver endnu flere fordele: Hér får virksomhederne mulighed for at forhåndsreservere stande på IKA-konferencen, firmalogo på forsiden af foreningens hjemmeside og oprettelsen af søgeord i medlemsdatabasen, så de offentlige indkøbere hurtigere kan finde frem til firmaet.

Forhold, der i sidste ende kan skævvride konkurrencen, mener kommunalforsker Roger Buch.

»Når man som IKA sælger virksomhederne en eksklusiv adgang til de offentlige indkøbere, så er virksomhederne alt andet lige stillet bedre end de af deres konkurrenter, der ikke vil betale for at være med i foreningen.«

Ifølge lektor i konkurrenceret ved CBS Grith Ølykke bringer de offentligt ansatte sig i en sårbar position i forhold til EUs skrappe konkurrence- og udbudsregler. Udbudsreglernes princip om ligebehandling fastslår kort fortalt, at en ordregiver – f.eks. en kommune – på ingen måde må behandle tilbudsgiverne, altså leverandørerne, forskelligt.

»Derfor skal de offentlige indkøbere være ekstremt opmærksomme på deres habilitet og upartiskhed. Når man som indkøber deltager i en forening som IKA, hvor man kommer tættere på nogle leverandører frem for andre, gør man det sværere for sig selv at være upartisk,« siger hun.

I forbindelse med årskonferencen må virksomhederne for alvor punge ud. Deltagelsen i konferencen koster 4.000 kroner for både leverandører og indkøbere. Men hvor de offentlige embedsmænd overnatter på hotellet fra onsdag til torsdag for 500 kroner, skal leverandørerne betale 1.500 kroner. Prisen for en stand er op mod 9.500 kroner, mens reklamespots koster 2.750 kroner.

Ifølge kommunalforsker Roger Buch er virksomhedernes motiv klart.

»Man skal huske, at virksomhederne kun gør det her for at få tættere kontakt til de offentlige indkøbere og dermed lettere adgang til at sælge deres varer,« siger han.

Pengene synes i hvert fald godt givet ud for firmaet Creativ Company denne torsdag på IKAs årskonference i København. Ved firmaets stand er tre offentligt ansatte i fuld gang med at lave hver deres smykkearmbånd efter instruks fra en begejstret sælger af firmaets hobbyartikler. Til gengæld må sælgeren hos Gardin Lis spejde langt efter besøgende. Skålen med gratis bolsjer ved standen står urørt.

Klokken runder 12, og de flere end 500 offentlige indkøbere driver roligt rundt mellem de reklamespækkede stande som gæster ved en rejsemesse. Nu og da lader de sig lokke af sælgere med gode tilbud. Og præmier.

Selv om der er faglige oplæg på programmet, går snakken i krogene tilsyneladende mest på onsdag aftens medlemsmiddag, der for nogle deltagere endte sent med drinks i Sky Bar øverst på Hotel Bella Sky. Regningen for middagen betales af IKA – og dermed også af leverandørerne, hvoraf en stor del som nævnt betaler ekstra for kontingent og konferencedeltagelse.

Middagene onsdag og torsdag aften er årligt tilbagevendende tilløbsstykker på årskonferencen. Torsdag aften er temaet »netværksmiddag«: Velkomstdrink, tre retter mad og vine ad libitum. Efterfulgt af drinks. Og bordplanen er indrettet, så sælgerne sidder side om side med de offentlige indkøbere.

»Det er helt forkert,« mener Bente Hagelund, der er ekspert i forvaltningsret og rektor for Folkeuniversitetet.

»Man risikerer at træffe usaglige beslutninger ud fra irrelevante hensyn, når man kan sidde og drikke sjusser sammen klokken et om natten og lytte til hinandens syn på offentlige indkøb,« siger hun.

Sidst på eftermiddagen mødes to konferencedeltagere ved håndvasken på herretoilettet. Tonen er venskabelig som mellem gamle venner.

»Blev det sent i går,« spørger den ene og griner.

Kollegaen svarer bekræftende, mens han vasker sine hænder. Og tilføjer på vej ud:

»Men vi skal da have noget godt at drikke igen i aften, ikke?«

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.