Yogamåtterne rulles ud, og de fire to-treårige vuggestuebørn tager selv strømperne af.

I dag er det yoga. Tirsdag er det rytmik, mens der onsdag og torsdag står sanseværksted og maleværksted på skemaet.

Vi er i den integrerede institution Stenurten på Rantzausgade på Nørrebro. Her er intet overladt til tilfældighederne i vuggestuebørnenes uge. Hver mandag holder pædagogerne planlægningsmøde, hvor ugens aktiviteter planlægges og skrives ind på et stort skema i personalerummet:

»Vi arbejder meget systematiseret med vores pædagogik. På den måde bliver vi meget mere skarpe på, hvad vi vil lave med børnene og hvorfor,« siger Maibritt Iversen, pædagogisk leder i Stenurten.

Hendes tilgang til pædagogikken rammer midt ned i en rasende og til tider uforsonlig pædagogisk debat, der afslører dybe skillelinjer mellem eksperter, politikere og pædagoger.

Det handler først og fremmest om børnene. Men det handler også om vores allesammens fremtid i den globale konkurrence. Det startede med skolen, hvor dumpekarakterer til danske elever i PISA-undersøgelserne satte fokus på fagligheden. Den debat er gradvis rykket ned i både børnehave- og vuggestuehøjde, hvor børnene i stigende grad skal gøres klar til det senere skoleliv.

Siden 1970erne er danske børn flasket op på fri leg og reformpædagogik. Men både fra den tidligere borgerlige regering og den nuværende regering er der et opgør i gang. Et opgør, hvor der bliver talt mere om planlægning, læring og ledelse, mere organisering af børnenes dag, mindre såkaldt fri leg. Både for Danmarks skyld. Men også for børnenes skyld.

For bombastisk

Klarest blev det udtrykt af vuggestueforskeren Ole Henrik Hansen, der sidste år i Berlingske gik til frontalangreb på landets vuggestuer, der »var så elendige, at en stor del af dem burde lukkes«. Og at der var brug for langt bedre ledelse og organisation i vuggestuerne, ikke øgede normeringer. Konklusioner, som forskeren blandt andet byggede på observationer i en række vuggestuer.

Siden blev Ole Henrik Hansen selv mødt med et frontalangreb, da 14 forskerkolleger i et åbent brev advarede mod, at han overdrev og generaliserede, samt at hans markante konklusioner byggede på et for spinkelt grundlag. Ole Henrik Hansen måtte efterfølgende erkende, at han havde udtrykt sig for bombastisk, men at han i øvrigt fastholdt sine konklusioner. I morgen forsvarer han sin ph.d.-afhandling, hvor han har fjernet den mest kritiserede del, en rundspørge til 1.274 pædagoger.

Tilbage på Stenurten på Nørrebro er Maibritt Iversen meget optaget af sidste års debat:

»Ole Henrik Hansen røg på skafottet efter debatten sidste år. Han er meget provokerende i sin stil, men det kan få folk til at vågne op, og jeg er i vid udstrækning vild med de ting, som han siger. Der er ingen tvivl om, at der er masser af vuggestuer, som gør det godt. Men der er sandelig også mange vuggestuer, som kan gøre det meget bedre,« siger hun og tilføjer:

»Vi pædagoger er en stand, der er god til at gå i selvforsvar, da vi i mange år har kæmpet med vores anerkendelse i samfundet.«

Maibritt Iversen mener, at en anden pædagogisk tankegang er nødvendig i mange af landets daginstitutioner:

»Vi skal blive bedre til at have den direkte kommunikation med det enkelte barn og til at organisere arbejdet. Alt for mange institutioner griber bare dagen og ser, hvad der sker. Det forsøger vi at gøre op med her,« siger Maibritt Iversen.

Men kan på nogen måde sige noget meningsfyldt om hvordan kvaliteten af de danske vuggestuer og børnehaver er? Lektor og børnepsykolog Grethe Kragh-Müller, Aarhus Universitet, har et bud.

Hun henviser til, at det britiske tidsskrift The Economist i sommeren 2012 offentliggjorde en undersøgelse kaldet "Starting Well", hvor førskole-indsatsen i en række lande blev målt. Her lander Danmark på en sjetteplads bag lande som Finland, Sverige og Norge i undersøgelsen, der blandt andet kigger på kvalitet, tilgængelighed, pris og social kontekst:

"Der er meget stor forskel på danske daginstitutioner, og vi har ikke tradition for at måle kvaliteten i de enkelte daginstitutioner. Der er mange gode institutioner, men også nogle, der kunne fungere bedre. Det kunne være interessant at finde ud af, hvad det er der gør, at Danmark scorer dårligere end de andre nordiske lande. Det kan handle om mange ting." siger Grethe Kragh-Müller.

I lighed med Ole Henrik Hansen har Grethe Kragh-Müller også selv observeret voksenkontakten i en række daginstitutioner.

"Der er for lidt voksenkontakt i nogle daginstitutioner, og sidste år kom debatten hurtigt til at handle om hvor mange vuggestuer, der er gode eller dårlige. Både som pædagog og som forældre har man måske behov for at lave et lille glansbillede af hvordan det rigtig ser ud. Men hvis der bare er fem vuggestuer i landet, hvor børnene ikke får den voksenkontakt, som de behøver, så er vi altså nødt til at tage det alvorligt og undersøge, hvor udbredt det er. Det handler dels om normeringer, men det handler også om en kultur, der blevet bygget op igennem mange år," siger Grethe Kragh-Müller.

Under sidste års debat om Ole Henrik Hansen valgte den store pædagogfagforening, BUPL, at gå direkte til angreb på forskeren. Hos fagforeningen LFS, der organiserer de københavnske pædagoger, valgte næstformand Jan Hoby at kigge indad og kritisere sine egne medlemmer.

»Der er stadig behov for selvransagelse blandt pædagoger, men den nødvendige selvransagelse har meget dårlige vilkår, da mange pædagoger har et problem med deres faglighed. Nogle pædagoger mener, at når man kritiserer andre pædagoger, så er man selvhadende. Det svarer jo til, at jøder ikke må kritisere Israel,« siger Jan Hoby og tilføjer:

»Pædagoger har været udsat for årtiers umyndiggørelse, og vi pædagoger har ikke været skarpe nok til at fortælle, hvad vi kan, som er særligt. Ole Henrik Hansen har på mange måder fat i den lange ende. Han forsøger at genintroducere kærlighed i den pædagogiske praksis og har fokus på samværet mellem børn og voksne. Det blev han banket ned for.«

Afsporet debat

Han mener, at automatsvaret om, at flere penge til flere pædagoger vil gøre daginstitutionerne bedre, afsporer debatten:

»Selvfølgelig betyder penge og normeringer noget. Men det ændrer ikke ved, at der er for mange ikke-børnerelaterede dagsordener i vuggestuen. Daginstitutioner er i højere og højere grad reduceret til serviceinstitutioner og rene forstadier til folkeskolen. Vi understøtter det, som folkeskolen efterspørger, og ikke hvad børn efterspørger. Den dagsorden er købt af pædagogerne, og det er problemet.«

I den integrerede institution 100M Skoven på Østerbro i København husker vuggestuepædagog Stine Hofgaard Møller udemærket sidste års debat om vuggestuer.

»Vores reaktion dengang var blandet. Der var en del vrede over, at vi blev hængt ud for ikke at tage os godt nok af børnene. Men vi snakkede samtidig en del om, hvordan vi tilrettelagde vores tid og reflekterede over, om vi gjorde det ordentligt. Vi er nødt til at reflektere over vores pædagogiske arbejde og turde stille os kritisk og undrende til hinanden,« siger Stine Hoffgård Møller og tilføjer:

»Vi har med helt små børn at gøre i vuggestuen, så kærlighed og omsorg fra en god og nærværende voksen, der samtidig understøtter børns lege, læring og kulturfællesskab er meget vigtigt og kernen i vores arbejde. Men det drukner lidt i hele den kontrol og mistillid oppe fra. Vi skal have ro og tillid til vuggestuerne.«

Respekt for børnene

Professor Jan Kampmann fra RUC har lyttet og lært af børn i årevis. Og han mener, at legen er afgørende for barnets udvikling:

»Både den tidligere og den nuværende regering er meget optaget af, at vuggestuer og børnehaver skal underlægge sig skolens rationale. Derfor blev kritikken af pædagogerne sidste år skrevet ind i den sammenhæng. Men det er et stort problem, at vi kun sætter målsætninger op for, hvad børnene skal kunne om fem eller ti år. Det etablerer en målsætning helt væk fra og uden for det liv, som børnene lever her og nu,« siger Jan Kampmann og tilføjer:

»Det betyder ikke, at al pædagogisk planlægning skal være bandlyst, men vi er nødt til at respektere børnenes liv i sig selv, så det ikke kun handler om at optimere kompetencer fra vuggestuen.«

Han suppleres af sin kollega Annegrethe Ahrenkiel, lektor på RUC:

»Vi skal passe på, at vi ikke ødelægger den danske tradition med at integrere leg og læring. Hvis vi gerne vil have selvstændige og kreative børn med lyst til læring, skal vi ikke dræbe den lyst med at trække skolen ned over to-treårige vuggestuebørn. Det risikerer at blive en meget mekaniseret pædagogik,« siger Annegrethe Ahrenkiel.

I morgen forsvarer Ole Henrik Hansen sin ph.d.-afhandling »Stemmer i fællesskabet« på Aarhus Universitets afdeling i Emdrup i København.