Kampen mod Lorentzen-banden

Mens det meste af Danmark fejrede befrielsen, blev en lille gruppe unge mænd sendt ud for at arrestere én af krigens mest berygtede HIPO-bander.

Frihedskæmpere fra Kulsvierbataljonen i Frederiksværk bemander panservognen V3 én af de første dage efter befrielsen. Til daglig kan V3 ses foran Frihedsmuseet i København, der også har udgivet en bog om det særegne køretøj. Fold sammen
Læs mere

Det var én af de allerførste dage efter befrielsen, og størsteparten af danskerne var endnu berusede af glæde over freden og friheden. Men for en gruppe ganske unge mænd i Frederiksværk var krigen endnu ikke forbi, og dagen skulle vise sig at blive den måske blodigste og mest dramatiske, de havde oplevet gennem hele den tyske besættelse.

Det var nemlig den dag, de blev sendt ud til et sommerhus i Asserbo Plantage for at nedkæmpe og arrestere den berygtede Lorentzen-bande. Den brutale HIPO-bande havde i krigens løb begået talrige overgreb på danske landsmænd, sprængt huse i luften, foretaget flere hundrede anholdelser og begået adskillige drab foruden mishandling og tortur. Mange af de mennesker, gruppen tog til fange, blev senere henrettet eller sendt i koncentrationslejre.

»Vi havde hørt, at det var nogle temmelig forfærdelige fyre, og vi var klar over, at de måtte være desperate. De havde forskanset sig i huset med våben og sprængstoffer, så vi var forberedt på, at det kunne blive risikabelt, hvis de fortsatte som hidtil,« fortæller aktionens leder, Ivar Hansen, i den dokumentarfilm, som filminstruktøren Fritz Hartz har lavet om den dramatiske aktion.

Det hemmelige våben
Men selv om de unge frihedskæmpere hverken var særlig hårdkogte eller erfarne med skydevåben, var de dog på ét punkt særdeles veludrustede: De havde en panservogn.

Gennem krigens sidste måneder havde den danske modstandsbevægelse forberedt sig på, hvad man skulle gøre, hvis nogle af nazisterne og deres danske medløbere ikke ville acceptere en tysk kapitulation, men valgte at kæmpe videre.

Og i Frederiksværk, hvor henved 100 frihedskæmpere var samlet i den såkaldte Kulsvierbataljon, havde man besluttet at ombygge en gammel, udrangeret lastvogn til noget, der kom til at ligne et kørende fort.

Bilen, en en to-tons Ford AA fra 1930 fik man gratis af Frederiksværk-Hundested Jernbanen, og frivillige smede og mekanikere arbejdede i månedsvis på at gøre den køre- og kampklar. Et navn fik den også: V3 - som en særlig hilsen til Hitler og hans hemmelige våben, de frygtede V1 og V2 bomber, der havde spredt død og ødelæggelse.

V3 var dog ikke hovedsagelig bygget med kamp for øje, men derimod for at beskytte. Dels de modstandsfolk, der skulle sendes ud efter såkaldte »varulvebander«, som man frygtede ville gøre livet surt for de allierede sejrherrer. Men også de tilfangetagne, der ellers kunne risikere at blive lynchet af ophidsede borgere.

Et blodigt syn
Da frihedsbudskabet kom om aftenen den 4. maj var V3 imidlertid langtfra færdig, men takket være en heroisk indsats natten igennem fra frivillige smede på Stålvalseværket lykkedes det at få vognen udstyret med en solid stålkasse på ladet og ydermere et pansret skydetårn med et maskingevær øverst.

Den 5. maj klokken otte om morgenen stod hele herligheden klar, og det var med V3 i spidsen, at aktionen mod Lorentzen-banden kunne gå i gang:

»Vi fordelte os i to-tre lastbiler, panservognen og en personbil. Der var fire mand i panservognen foruden chaufføren og betjent Larsen fra politiet i Frederikssund,« fortæller Ivar Hansen.

Ved sommerhuset i Asserbo var der ikke et menneske at se, mens modstandsfolkene så stille som muligt omringede huset.

Ivar Hansen kom et øjeblik i tvivl, om der overhovedet var nogen derinde. Heller ikke da betjent Larsen stod ud af bilen, skød varselsskud og råbte, at folkene i huset skulle overgive sig, kom der livstegn.

»Vi lå der nok ikke mere end tre-fire minutter og ventede, men det føltes som meget lang tid, og det var meget ubehageligt,« siger Ivar Hansen. »Men så blev der lindet lidt på ét af gardinerne, og så var jeg ikke i tvivl om, at det var dem.«

I det samme lød der et skud fra huset og et projektil kom farende ud gennem bræddevæggen. Og i næste sekund sendte maskingeværet på panservognen en salve ind i huset. Det var nok. Døren gik op, og bandemedlemmerne vaklede ud med lederen, Jørgen Lorentzen i spidsen.

Inde i huset mødte der modstandsfolkene et uhyggteligt syn. Flere bandemedlemmer lå dræbt, andre var hårdt såret, blandt dem bandens eneste kvindelige medlem, Anna Lund, der havde fået sin ene arm skudt af. Da modstandsfolkene gennemsøgte huset, fandt de foruden store mængder våben, ammunition og mad en død mand i et skab. Han havde skudt sig selv i hovedet.

Ti blev dødsdømt
Preben Jørgensen var med til at gennemsøge huset og føre fangerne tilbage til Frederiksværk, hvor de sårede kom på sygehuset, og de øvrige blev interneret på skolen.

»Jeg kan stadig tydeligt se sårede ligge deroppe på sygehuset. Jeg har set det for mig masser af gange,« siger han. »Jeg tror, det satte et præg på os allesammen. Vi var jo ikke en bande hårde negle eller uddannede lystmordere.«

22 medlemmer af Lorentzenbanden blev taget til fange den dag i Asserbo Plantage. Ved retssagen i slutningen af 1946 blev ti bandemedlemmer dømt til døden. Heraf blev fem henrettet, inklusive bandens lederen Jørgen Lorentzen. De øvrige fem dødsdømte, blandt dem Anna Lund, blev benådet i 1949. Derudover blev der afsagt to livstidsdomme, mens de øvrige fik fængsel i mellem fem år og 20 år.

Et autentisk indblik
Aktionen mod Lorentzen-banden blev den eneste større aktion, panservognen V3 deltog i. Den fortsatte med at køre rundt i Frederiksværk og omegn i nogen tid, blev siden vist frem i bl.a. Göteborg og Stockholm og deltog i en sejrsparade i Paris. De sidste mange år har den stået som et vartegn foran Frihedsmuseet i København.

»HIPO-huset« i Asserbo Plantage fik længe lov til at stå urørt og var i flere år en yndet turistattraktion.

Filminstruktøren Fritz Hartz har sammen med filmklipperen Hans Jakob Varming stykket den 30 minutter lange dokumentarfilm sammen af gamle filmklip og fotos samt nye interviews med de få deltagere fra dengang, der stadig er i live.

»Hvis historien om aktionen i Asserbo skal fortælles af nogle af dem, der var med, så er det på høje tid,« siger Fritz Hartz. »Det er vigtigt at sikre os deres egen version af historien. Både for at give kommende generationer chancen for et autentisk indblik i historiens gang. Men også for at vise de gamle frihedskæmpere en sidste ærefuld respekt. Det var en barsk omgang for sådan nogle unge drenge pludselig at stå ansigt til ansigt med død og ødelæggelse, og mange af dem har resten af livet døjet med følgerne af de voldsomme oplevelser.«