Kampen for valgretten

Loven om kvindernes valgret i 1915 var resultatet af en lang kamp for kvinders rettigheder. Den var begyndt i midten af 1800-tallet og resulterede i en række foreninger, hvor kvinder fremsatte deres politiske krav - ofte på en lavmælt måde.

Jutta Bojsen-Møller, og andre kvinder på Amalienborg. Fold sammen
Læs mere

Allerede fra slutningen af 1700-tallet forsøgte franske og britiske kvinder at råbe mændene op for at gøre opmærksom på, at kvinderne også skulle have rettigheder i samfundet. Mest kendt er Mary Wollstonecraft (1759-1797), der med sit kampskrift fra 1790 »A Vindication for the Rights of Woman« (»Et forsvar for kvindernes rettigheder«) argumenterede for, at mænd og kvinder burde behandles lige. Hun mente, at kvinden ikke fra naturens hånd var underlagt manden, og at problemet var kvinders manglende uddannelse. Kvinder og mænd burde have de samme økonomiske og politiske rettigheder, mente hun. Mary Wollstonecrafts bog udkom i Danmark 1801, men havde ikke nogen effekt. Hun havde været for tidligt ude, men det var ikke kun i Danmark, at det tog sin tid, for kvindebevægelsen i Storbritannien og andre europæiske lande fik først vind i sejlen i slutningen af 18090.-tallet.

I Danmark begyndte kampen for kvinders rettigheder for alvor i 1850, da den kun 20-årige Mathilde Fibiger udsendte sin debutroman »Clara Raphael. Tolv breve«. Fibigers 12 breve i romanform fortæller om en ung kvinde, der arbejder i provinsen som guvernante. Hun er en selvstændig kvinde, men hendes tanker om kvinders rettigheder nyder ikke fremme i lokalmiljøet. Alligevel vælger hovedpersonen at bruge sit liv til at kæmpe for kvinders ligeberettigelse. Romanen havde en del træk til fælles med Mathilde Fibigers eget liv. Den udkom med forord af den mest kendte smagsdommer i tiden, nemlig skribenten og teatermanden Johan Ludvig Heiberg, hvilket burde have sikret Fibiger en vis succes. Men det skete ikke, og de fleste kritikere var negative, selv den fremsynede M.A. Goldschmidt. Der rejste sig dog en omfattende offentlig debat, der senere blev kaldt Clara Raphael-fejden, hvor kvindernes forhold blev sat til debat. Selv om romanen blev kritisk modtaget, så slog det ikke den unge Fibiger af pinden, og hun fortsatte sin forfatterkarriere. Samtidig blev hun bestyrer for telegrafstationen i Nysted fra 1869. Der var dog klare tegn i tiden på, at sagen nu blev taget alvorligt. I 1869 oversatte Georg Brandes den britiske filosof John Stuart Mills netop udkomne bog »The Subjection of Women«, der på dansk fik titlen »Kvindernes Underkuelse«. Kvindesagen var sat på den »progressive« dagsorden, hvilket dog ikke forhindrede Brandes i at behandle kvinderne dårligt i sit eget privatliv.

Da kvinderne begyndte at organisere sig fra 1870erne, var stemmeretten ikke det første på ønskelisten. At kvinder skulle have ret til at stemme, blev anset for alt for ekstremt, så det var først og fremmest de sociale og uddannelsesmæssige sager, der spillede en rolle. Kvinderne stillede krav om at få adgang til en række uddannelser, hvor de tidligere var udelukket, og endvidere forlangte de, at ugifte kvinder fik muligheder for arbejde. Man rejste også krav om, at kvinder skulle blive juridisk myndige og ved ægteskab ikke blev undergivet manden. Man rettede i det hele taget kritik af, at samfundet opfattede kvinden som underlegen fra naturens hånd og derfor naturligt laverestående end manden. Det var disse sociale og juridiske rettigheder, der var grundlaget for oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871.

Dansk Kvindesamfund er kvindesagens ældste forening i Danmark, og Matilde Bajer var foreningens stifter og første forkvinde, men også Mathilde Fibiger var med fra første færd. Mathilde Bajer var godsejerdatter, og som mange andre i kvindebevægelsen tilhørte hun det bedre borgerskab. Hun var politisk engageret i fredssagen og stiftede i 1906 Danske Kvinders Fredsforening. Det var ikke let at kæmpe for sagen, for kvinderne skulle først finde deres fødder og holdninger og afklare, hvor langt de kunne gå med deres krav. Først i 1884 fremsatte man i Dansk Kvindesamfund klare krav om borgerrettigheder, og en række medlemmer foreslog en vedtægtsændring, så Dansk Kvindesamfund kunne blive mere effektiv i sine krav om ligestilling, men forslaget blev afvist.

Kvindebevægelsens Grundlovstog foran Amalienborg, grundlovsdag 1915. Fold sammen
Læs mere

Uenighed i Dansk Kvindesamfund om, hvor langt man skulle gå, medførte en splittelse. Et mindretal med bl.a. Mathilde Bajer var utilfreds med den forsigtige linje, og dannede i 1886 Kvindeligt Fremskridtsforening, der aktivistisk ville arbejde for kvinders valgret både til kommuner og til Rigsdag.Men tingene bevægede sig også i Dansk Kvindesamfund, og i 1887 kom man igennem med en mere klar politisk programerklæring, hvor der stod, at foreningen ville virke for ligeberettigelse i familie, samfund og stat. Denne mere radikale hensigtserklæring vakte vild opstandelse i offentligheden, og en langvarig debat brød ud. Men Dansk Kvindesamfund holdt fast og fremsatte samme år forslag om, at kvinder skulle have kommunal valgret. Man startede en underskriftsindsamling og afleverede 17. februar 1887 underskrifterne til Rigsdagen.

Men det viste sig meget svært at komme politisk igennem med ændringer. Det skyldtes ikke modstand i Folketinget, men i højere grad den politiske situation, der lammede reformarbejde generelt. Man havde i de år et opgør mellem politiske grupper, der reelt betød at, at den danske grundlov blev sat ud af kraft, og landet blev styret af en provisorisk regering, der var udpeget af kongen. Den parlamentariske situation i 1880erne og 1890erne betød, at forslag om kvinders kommunale stemmeret, der fremsattes gang på gang, ikke havde nogen mulighed for at blive vedtaget - til trods for, at flertallet i Folketinget var positivt indstillet. Men kravet om kvinders stemmeret voksede uden for Rigsdagen, og også mange mænd støttede kravet.

Da kampen for stemmeretten ikke rigtig flyttede sig, trådte Line Luplau fra Varde i Jylland i karakter. Hun stiftede sammen med Louise Nørlund, der var gårdmandsdatter og fredsforkæmper, i 1989 Kvindevalgretsforeningen. Foreningens mål var at skaffe kvinder stemmeret, men den havde også som sin strategi at få et samarbejde mellem kvinder i forskellige sociale klasser i stand, for indtil da havde kvindekampen i høj grad været anført af det bedrestillet borgerskab.

Line Luplau havde allerede i 1887 samlet underskrifter ind i Jylland til støtte for et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Hun fik godt 20.000 underskrifter, hvilket vakte opsigt i Rigsdagen. Kvindevalgretsforeningen afholdt offentlige debatmøder om stemmeretskravet, og de mødte op til offentlige valgmøder for at udfordre kandidaterne om deres holdning til kvindesagen og kvinders eventuelle stemmeret. Fra 1890 indgik Kvindevalgretsforeningen og Dansk Kvindesamfund et samarbejde, hvor de mødte op til valgmøder og opsøgte rigsdagmedlemmer for at fremme sagen om valgret. De politiske kandidater blev også bedt om svar på, hvorvidt de ville arbejde for at forbedre kvindernes retslige stilling.

Generelt blev disse aktiviteter positivt modtaget af medierne og de politiske partier. Der var dog enkelte tilfælde, hvor kvinder blev nægtet taleret, og i Fredericia blev kvinderne nægtet adgang til valgmøderne. I de år var det typisk, at det konservative parti Højre var imod kvinders stemmeret til kommunevalg, mens Venstre og Socialdemokratiet var for, men endnu var stemmeretten til den lovgivende forsamling ikke på dagsordenen.

På trods af mangel på egentlig fremgang for valgretssagen var valget i 1890 lidt af en milepæl, for sagen kom i mediernes søgelys, og de danske kvinder ytrede sig for første gang offentligt på politiske valgmøder. Men der var lang vej endnu, og sagen flyttede sig ikke rigtig. I 1891 døde Line Luplau og Kvinderetsforeningens aktiviteter synede hen.

I 1895 vedtog Dansk Kvindesamfund den strategi, at rigsdagsmænd skulle kontaktes personligt, men forsøget viste blot, at Rigsdagens medlemmer ikke havde synderlig sympati for sagen. Den manglende fremdrift betød, at Kvindevalgretsforeningen mere eller mindre opløstes og indgik i Dansk Kvindesamfund og at Kvindelig Fremskridtsforening i 1903 opløstes. Sagen så lidt håbløs ud.

Sideløbende med kampagnen for at organisere sig i kvindeforeninger opstod der kvindeorganisationer knyttet til arbejderbevægelsen. Mens kvinderne i de eksisterende kvindeforeninger ofte så sig selv som borgerlige, så var arbejderbevægelsens organisationer socialistiske.

I disse organisationer var det ikke så meget stemmeretten og de juridiske forhold, der spillede hovedrollen, men i højere grad forbedring af arbejds- og levevilkår. Socialdemokratiet var med i dannelsen af en række foreninger, og hovedkraften fra kvindernes egne rækker var Jaquette Liljencrantz. Hun var egentlig en svensk baronesse, men rejste til Danmark og fik forbindelse med Socialdemokratiets ledelse, som hun afkrævede klare svar om partiets holdning til kvindespørgsmålet. Hun blev derefter i en årrække den drivende kraft bag partiets indsats i kvindesagen.

Kvindebevægelsens Grundlovstog foran Amalienborg, grundlovsdag 1915 Fold sammen
Læs mere

Der opstod i slutningen af 1800-tallet en række rene kvindefagforeninger, hvilket til dels skyldtes, at mændene ikke ville have kvinder i deres egne fagforeninger. Men efterhånden voksede de sig stærke og fik en eksistensberettigelse i sig selv.

Efter års stilstand var der fornyet håb for valgretten, da et nyt politisk system viste sig i 1901. En parlamentarisk regering kom til og reformarbejdet kunne genoptages. Samtidig voksede kravet i andre europæiske lande om kvinders ret til at stemme til parlamentsvalg. Ikke mindst i Storbritannien blev denne kamp voldsom og endda til tider voldelig. I Storbritannien greb suffragetterne, hvis navn er afledet af den latinske betegnelse for stemmeret, suffragium, til militante metoder unde rledelse af Emmeline Pankhurst. En kamp, der vakte opsigt også i Danmark. Suffragetterne smadrede vinduer og lavede uro i gaderne. De blev fængslet, men sultestrejkede i fængslerne, hvor de derpå blev tvangsfordret. En særlig voldsom hændelse indtraf, da en kvinde under det britiske derby kastede sig ud foran kongens hest og blev dræbt. Så langt kom det aldrig i Danmark, hvor der stort set ingen voldelige episoder var.

Systemskiftet i 1901 betød, at Danmark for første gang i landets historie fik en regering, som afspejlede Folketingets sammensætning. Den nye venstreregering satte gang i reformarbejdet og oprettede en række nye råd: Menighedsråd i 1903, Værgeråd i 1905 og Hjælpekasser i 1907. I disse råd blev dets medlemmer valgt ved offentlige valg, og kvinder kunne stemme til dem og indvælges i dem. Men endnu fik de ikke stemmeret til de kommunale valg. Selvom der principielt i begge kamre, Folketing og Landsting, nu var flertal for, at i hvert fald skatteydende kvinder skulle have kommunal stemmeret, stødte kravet ind i nye vanskeligheder. Folketinget vedtog ganske vist i 1903 et lovforslag om kommunal stemmeret til både gifte og ugifte kvinder. Men da forslaget samtidig indebar, at den privilegerede valgret skulle ophæves, dvs. at stemmeretten også skulle omfatte mænd og kvinder fra de laveste sociale klasser, heriblandt tyendet, blev det afvist i Landstinget. Først i 1908, efter at Landstinget havde opgivet den privilegerede valgret, blev et lovforslag, der gav kommunal valgret til alle danske kvinder og mænd over 25 år, vedtaget i begge ting.

I 1909 var der kommunevalg, hvor kvinder for første gang kunne stemme og vælges. Det viste sig, at godt 50% af kvinderne stemte, men der blev kun valgt 127 kvinder ind i kommunerådene mod 9.682 mænd.

Men nu var kvinderne aktive i det politiske arbejde, og kommunevalgene betød, at modstanden mod deres valgret til Rigsdagen efterhånden døde ud.

Der var stort set ingen opposition mod, at Grundloven 5. juni 1915 blev ændret, så kvinder både kunne stemme og stille op til Rigsdagen.

Jutta Bojsen-Møller, en af valgrettens vigtigste forkæmpere, brød Folketingets etikette og råbte et højlydt »hurra« fra tilhørerlogen i Folketinget, da kvinders stemmeret blev stemt igennem. Og de tilstedeværende kvinder istemte hendes »Leve den nye Grundlov!«

Ved det første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister - og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. Først ved valgene i 1970erne kom væksten i antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er godt 40 % af folketingspolitikerne kvinder.

Kvindebevægelsens Grundlovstog foran Amalienborg, grundlovsdag 1915. Fold sammen
Læs mere