Kampen for kærligheden

Et amerikansk kursus kan forebygge skilsmisser, viser ny forskning. Kurset har styrket Maria Caspersen og Nicolaj Thøisens ægteskab, som blev udfordret, da de fik en alvorligt syg søn.

Op mod halvdelen af de danske ægteskaber går i opløsning, men Maria Caspersen og Nicolaj Thøisen er blevet sammen, selv om de ikke har haft ret meget tid til hinanden.Sønnen Jens på tre et halvt lider af cystisk fibrose, og det har i flere år taget al den tid, der ikke er blevet brugt på storesøster Laura på otte år. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Allerede ti dage efter fødslen vidste hun som mor, at der var noget galt med sønnen. Noget, som ikke kunne klares med et lægebesøg eller piller. Jens skreg, når han blev ammet, selv om han var sulten. Og da han begyndte at kravle, kunne man høre ham hvæse rundt i hele huset.

Først da Jens, som i dag er tre et halvt, var halvandet år gammel, fik Maria Caspersen og Nikolaj Thøjsen deres drengs diagnose: Cystisk fibrose. En arvelig sygdom som særligt angriber lunger og tarme. Med diagnosen fulgte forståelse fra parrets omgivelser og hjælp fra kommunen. Men at have et sygt barn – og en rask storesøster – kræver sit med hyppige ture fra hjemmet i Allerød til Rigshospitalet, medicinering og pleje af sønnen.

»På en måde blev vi bragt tættere sammen af, at vi var enige om, at der var noget galt med ham. Men man ryger også længere fra hinanden. Man har hele tiden fokus på den lille dreng, og der er rigtig meget arbejde forbundet med det. Så det er sjældent, at man sætter sig ned, når børnene er puttet, og kigger på hinanden og spørger: »Nå, hvad så med os to?« For man er jo helt smadret,« siger Nicolaj Thøisen.

»I vores forhold skal vi kæmpe for at være et par. Det bliver hurtigt et arbejdsfællesskab i stedet,« supplerer Maria Caspersen.

Nemt at blive skilt

For de to har det været sønnens sygdom, der har lagt et særligt pres på parforholdet. For andre kan det være et krævende arbejde, en skrantende økonomi. Eller mere simpelt: Hverdagstravlhed og en stræben efter det perfekte familieliv med harmoniske børn, som udfordrer kærligheden. For mange bliver udfordringen for stor. Næsten hvert andet ægteskab, godt 46 procent, ender i skilsmisse. Dertil kommer de ugifte samlevende, der forlader hinanden.

Blandt forskere er der bred enighed om, at de mange samlivsbrud og skilsmisser kan tilskrives det moderne samfunds individualisme.

»Det kan være en utilsigtet bieffekt af 70ernes frihedskamp, hvor det enkelte individ blev frisat til at træffe sine egne valg, og forældre, der måtte stå tilbage alene med børn, støtter vi i velfærdsstaten. Så det er blevet muligt at lade sig skille, uden at hele verden falder sammen. Derfor bliver det måske for nogen en mulighed, som man tager tidligere i brug, sammenlignet med i lande, hvor nogle måske bliver sammen alt for længe, fordi det socialt er for vanskeligt at lade sig skille,« fortæller afdelingsleder i SFI Anne-Dorthe Hestbæk.

Når vi ikke længere tager hensyn til familien, slægten, samfundet eller økonomien, fordi vi som individer kommer i første række, kommer parforholdet alene til at bygge på følelser, forklarer professor Bente Rosenbeck fra Københavns Universitet.

»Men hvad sker der så, når følelserne ændrer sig, eller der kommer nogle andre ind i billedet? Måske burde man vænne sig til, at den romantiske kærlighed måske ikke er den samme det 10. år, man er sammen, som det var i det første,« siger hun.

Det rene forhold

I et lidt mere højtravende perspektiv handler det med sociologen Anthony Giddens’ ord om, at parforhold og ægteskaber i dag er, hvad man kan kalde »rene forhold«. Det rene forhold kendetegnes ved, at forholdet kun består, indtil den ene part ikke vil være i det længere.

Den udvikling skyldes også, at seksualiteten er blevet løsrevet fra forplantning. Vi kan med andre ord have sex uden at få børn og få børn uden at have sex og har derfor ikke brug for hinanden for at skabe en familie.

Herhjemme kan enlige adoptere, ligesom enlige kvinder kan blive fertilitetsbehandlet med donorsæd. Alt sammen en udvikling, som reducerer parforholdet til en kontrakt, der til hver en tid kan brydes, hvis den ene part vil ud.

Den udvej bruger vi alt for ofte. Det mener i hvert fald godt fire ud af ti danskere ifølge en meningsmåling, som TNS Gallup har udarbejdet for Berlingske. Næsten lige så mange, nemlig 37 procent, mener, at danskerne »til dels« opgiver deres ægteskab for hurtigt. Kun ni procent mener det ikke, mens 13 procent svarer »ved ikke«.

Gift på trods af modgang

Familier, der som Maria Caspersen og Nicolai Thøisen har et kronisk sygt barn eller et barn med et handicap, har større risiko end andre for at gå fra hinanden, viser en undersøgelse fra 2011. Men netop de to valgte året efter, at de havde fået Jens’ diagnose, at blive gift.

»Det var lidt for at sige: »Vi vil ikke bukke under på grund af dette her. Vi har valgt hinanden, og vi elsker hinanden. Derfor bliver vi nu gift, selv om vi har modgang, og selv om vi godt ved, at vi vil komme til at gå ting i møde, som kan være rigtig barske og opslidende for vores forhold«,« fortæller Maria Caspersen.

De har aldrig seriøst overvejet at gå fra hinanden. Ikke mere end så mange andre, der i et iltert øjeblik får klemt en »så-kan-det-hele-også-være-ligemeget«-bemærkning ud. Men de havde da konflikter. En af dem udspillede sig på sygehuset hen over hovedet på deres søn, som skulle lægges i fuld narkose.

Drengen var ked af det, og forældrene var nervøse og tyndhudede. Så de blev uvenner om, hvordan Jens skulle håndteres, når han imod sin vilje skulle iføres en hospitalsskjorte. Netop den konflikt blev en øjenåbner, der fik dem til at melde sig til Center for Familieudvikling, hvor man afholder kurser for par, der skal lære at kommunikere bedre med hinanden.

Kurset blev afholdt i en weekend først i maj, og her blev de sammen med andre par undervist i, hvad der er de klassiske reaktionsmønstre i forbindelse med en uenighed. Man kan blandt andet optrappe konflikten, blive nedladende, overfortolke ægtefællens udtalelser eller bevidst forsøge at undgå diskussioner. Med psykologvejledning talte de dernæst som par om deres egne mønstre og om, hvordan de kunne bryde dem.

»Vi fik teknikker til at snakke sammen på en ordentlig måde og få lyttet til hinandens forventninger. Det er helt afgørende, hvis man ikke skal gå fejl af hinanden,« fortæller Nicolaj Thøisen.

Kursusformen tiltaler mænd

Helt konkret fik hvert par et såkaldt tale-lytte-kort udleveret. Den, der havde kortet, var den, der måtte tale. Det skal sikre, at modparten rent faktisk får lyttet.

»I begyndelsen tænkte vi: Nej, hvor er det bare enormt langsommeligt dette her, og at det jo ikke førte til noget. Men vi nåede frem til, at ja, det kan godt være, at det tager lang tid, men på den gamle måde opnåede man ingenting,« siger Maria Caspersen.

Ifølge psykolog Mattias Stølen Due fra Center for Familieudvikling er det et bredt udsnit af middelklassen, der deltager i kurserne.

»Rigtig mange udfordres af kommunikationsproblemer. Det kan være børneopdragelsen eller seksualiteten, som de har svært ved at tale om. Og det er faktisk ofte ikke uenighederne i sig selv, men den manglende evne til at kommunikere godt sammen, der giver problemerne,« fortæller han.

De såkaldte PREP-kurser, som står for Prevention and Relationship Enhancement Program, er kendetegnet ved, at de netop ikke fungerer som almindelig parterapi, hvor man tager afsæt i specifikke konflikter, som har naget i parforholdet.

I stedet bliver kursisterne forelagt viden og forskningsresultater om kommunikation og relationer. Ud fra det taler parret så internt.

»Mange mænd finder den tydelige struktur ved disse kurser givtig. Det er positivt for dem, at det har rod i forskning, for nogle af dem har lidt allergi over for noget, hvor man bare skal sidde og snakke sig frem til et eller andet, som de ikke oplever som særlig struktureret,« fortæller han.

Respekterer individet

PREP-kurset er oprindeligt amerikansk. I en SFI-undersøgelse, der blev finansieret af Egmontfonden, blev PREP udpeget som et af de få parkurser ud af mere end 40 undersøgte, der har en dokumenteret positiv effekt hvad angår forebyggelse af skilsmisser.

Undersøgelsen er fra Egmontfondens side blevet efterspurgt, fordi der er så mange danske skilsmissebørn. Spørger man danskerne, mener hver femte, at folk med børn bør blive sammen for børnenes skyld, indtil de ikke længere er småbørn, eller indtil de er flyttet hjemmefra, viser en TNS Gallup-meningsmåling.

»I dag oplever hvert tredje barn, at forældrene går fra hinanden. Et PREP-kursus er en lille intervention, der ikke koster særligt meget, så hvis det kan redde rigtig mange parforhold, ville det være godt,« siger Anne-Dorthe Hestbæk fra SFI.

Kurset virker formentligt så godt, fordi det netop i høj grad respekterer det enkelte individ i parforholdet og lærer de to parter at lytte og tage hensyn til hinanden.

»Man lærer at samtale på en måde, der giver accept af begge parters synspunkter. Man fortæller, hvordan man har det, og hvad man bliver ked af, når man har en konflikt, og så fortæller partneren det samme. Man får dybest set lov til at have sin egen mening. Hver mening er lige god,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Hvis kurset skal have en effekt, skal begge parter skal være interesserede i at deltage i det.

»Det kræver også, at man har forudsætningerne for det. Hvis man står med store sociale og psykiske problemer, så duer metoden ikke. Man skal heller ikke have en rigid opfattelse, der dikterer, at alle skal blive sammen. Der vil også være familier, hvor det sikkert er bedst, at man går fra hinanden,« understreger Anne-Dorthe Hestbæk.

Frem med talekortet

For Maria Caspersen og Nicolaj Thøisen er de ikke i tvivl om, at kurset vil gavne dem generelt fremover. Under en magnet på køleskabet i deres hjem hænger tale-lytte-kortet fra kurset. Det er ikke større end et visitkort, men effekten er stor.

»Nogle gange tager vi talekortet frem, fordi vi kan se, at vi er på vej i den forkerte retning,« fortæller Maria Caspersen.

»Men det er ikke sådan, at vi løber ud og tager det og siger: »Nu er det mig, der har kortet.« Man behøver ikke at sidde med det fysisk i hånden. Det virker måske banalt. Men vil man pleje sit parforhold, bliver man altså nødt til at snakke sammen,« uddyber Nicolaj.