Togskinnerne lå langstrakt og fristende foran hans fødder. Han havde kigget på køreplanen. Om få minutter ville et tog køre forbi. Da ville han springe ind foran toget og ud af dette liv. Den 35-årige Pelle Filipsson fra Norr­køping i Sverige havde den dag ellers været på en konference i Gøteborg og havde forsøgt at være professionel. Men tankerne svirrede i hans hoved.

»Jeg følte mig værdiløs. Jeg var ensom. Før i tiden var jeg en glad og kreativ person, som havde let ved at omgås andre mennesker. Men jeg var blevet sky, og jeg var blevet frarøvet muligheden for at bestemme over mit eget liv og forfølge mine drømme,« fortæller Pelle Filipsson.

Han er ufrivillig far på 13. år og har valgt at være åben om, hvor svært det har været og fortsat er at have sat et barn i verden, han oprindeligt ikke ønskede. I bogen »Den vackrasta gåvan« fra 2010 beskriver han sine tilknytningsproblemer til barnet. Om hvordan han kunne se på barnet, men faktisk ingenting føle. Til gengæld har han følt omverdenens fordømmelse, fordi han ikke ville have sin egen søn og ikke kunne tage ham til sig. Han er blevet stemplet som umoden og uansvarlig af både myndigheder, vildt fremmede og sine egne nærmeste. Men han har også fået anerkendelse fra mennesker, der enten deler hans erfaringer eller synspunkter.

Fra den anden side af Øresund har Pelle Filipsson fulgt de seneste ugers danske debat om såkaldte juridiske aborter til mænd, som deler danskerne i to lejre – en lejr for og en imod. Debatten tog afsæt i en artikel i Berlingske om en mand, der bliver kaldt Thomas Nielsen, og som på femte år kæmper for retten til at afskrive sig et faderskab til et barn, han føler sig snydt til at være ophav til. Et barn, som en kvinde, der ellers hævdede at være ufrugtbar, fik imod hans vilje.

Ligesom ham har Pelle Filipsson følt sig snydt og fortvivlet, i en sådan grad at han næsten begik selvmord. Alligevel mener han ikke, at den juridiske abort, hvor en mand fraskriver sig det juridiske og økonomiske ansvar for eget barn, er en farbar løsning. Derfor blander han sig nu i den danske debat.

»Jeg kan godt forstå, at mænd føler, at de bliver brugt som sædbanker, hvis de bliver snydt til et barn. Men det handler om at få samfundet til at sige til den enkelte mand: Dine følelser er legitime, men prøv at være en eller anden form for far eller at spille en eller anden rolle i dette barns liv. Det vigtige for både barnet og faderen er at få en eller anden form for tilknytning til hinanden. For det er meget vigtigt for et barn at vide, hvem der er dets far. Det ved man jo også fra donorbørn, som hele livet undrer sig over, hvem deres biologiske far var,« siger Pelle Filipsson.

Han mener derfor, at mænd i stedet for juridiske aborter skal have hjælp til at knytte sig til barnet. På tilsvarende vis, som kvinder, der bliver ramt af en fødselsdepression eksempelvis, bliver støttet, så forholdet til barnet ikke lider skade. For det har været hans største udfordring. At lære at elske sit barn.

Samme vanskelighed har flere andre ufrivillige fædre, som har henvendt sig til Berlingske. Nogle grædende, fordi de føler skam over ikke at elske det uønskede barn, som de elsker deres andre børn. Ønskebørnene.

Flyttede sammen med mor

Pelle Filipsson blev far i år september 2000. Moderen til barnet havde han kun kendt en uges tid, da han gjorde hende gravid. Hun lå i skilsmisse efter seks års ægteskab med en mand, som det ikke var lykkedes hende at få børn med.

Pelle Filipsson forestillede sig, at de kunne blive faste kærester. Første gang, de havde sex, brugte han ikke kondom. Tusindvis af gange har han spolet tilbage i sit hoved til den aften. Til det øjeblik. Bebrejdet sig selv. Han havde jo sin egen prævention med. Hun sagde, hun var beskyttet. Men en måned efter, da hun kom hjem til ham, havde hun en graviditetstest med. Hun gik ud på toilettet og kom tilbage med en positiv test.

»Jeg brød sammen i sofaen og begyndte at græde. Jeg ville ikke have barnet. »Skal vi så forloves nu?«, spurgte hun. Det, syntes jeg, var en helt mærkelig reaktion. Men hun ville selvfølgelig skabe stabilitet omkring barnet og sikre det en far.«

I sin fantasi overvejede han at emigrere til Brasilien.

»Men jeg er opdraget i en stabil og tryg familie, så det eneste, jeg reelt kunne gøre, var at tage ansvaret på mig og blive far, siden hun nu valgte at få barnet. Så vi flyttede sammen. Kærligheden, håbede jeg, ville komme med tiden.«

De agerede som et almindeligt par. Tog på rejser sammen. Forsøgte at lære hinanden godt at kende. Men jo tættere på fødslen de kom, desto mere forkert føltes det for Pelle Filipsson. To uger før fødslen kulminerede den anspændte situation i et skænderi, hvor kvinden fortalte, at en anden mand også kunne være far til barnet.

Fremmedgjort far

Pelle Filipsson tog med til fødslen af en dreng, som han ikke vidste, om var hans. Ved fødselsregistreringen blev han anbefalet at få en faderskabstest. Først to måneder senere fik han svar på DNA-testen. Sønnen var hans.

»De to måneder hjalp ikke ligefrem på min tilknytning til ham. Jeg forsøgte at finde forskellige tegn på, at han lignende mig, Men det er svært, når de er så små. Så jeg blev endnu mere frustreret.«

Da sønnen var knap et år gammel, brød han med sin lille familie. Kærligheden til kvinden kom aldrig. Han fandt en lille, billig, men dårlig lejlighed tæt på kvinden. I begyndelsen havde han sin søn hver anden uge på skift med barnets mor. En såkaldt 7-7-ordning. Men Pelle Filipsson mener selv, han var en dårlig far. Sønnen fik mad, rent tøj og søvn, som han skulle. Men nærvær skortede det på.

Han blev klar over, at han havde en depression og bad om kun at have sønnen to dage om ugen for at få rum til at skabe sin egen tilværelse.

»Det var moderen ked af, for hun havde regnet med hjælp fra mig. Men at jeg havde en depression var heller ikke godt for ham.«

Depressionen tog til. Pelle Filipsson mistede sit job. Han sov ikke om natten. Han kontaktede den psykologiske enhed på et sygehus. De havde aldrig hørt om sådan et problem før. Han ville nok snart komme over det, lød svaret.

»Jeg prøvede at forklare dem, at det også ramte drengen, men det kunne de ikke se. Til sidst sagde jeg til moderen, at jeg slet ikke ville se min søn. Jeg kunne ikke drage omsorg for ham. Jeg var nødt til at tage væk og begynde forfra på mit liv. Det blev hun selvfølgelig meget vred over.«

For første gang i flere år følte han, at heldet tilsmilte ham. Han fandt et godt sted at bo, fik et arbejde og begyndte at se sønnen igen. Han fik også en kæreste. Men efter tre et halvt år forlod hun ham, fordi der ingen kærlighed var imellem dem, og fordi han ikke ville have flere børn.

»Da gik det op for mig, hvor skadet jeg var. Jeg evnede ikke at være åben og tillidsfuld. Jeg stolede aldrig rigtig på denne kvinde, som jeg levede sammen med i to år. Jeg var følelsesmæssigt så forslået, at jeg ikke kunne håndtere et normalt forhold.«

Problemer hos sønnen

Ud over at samfundet bør hjælpe mænd med uønskede børn på lige fod med andre forældre, der har problemer med tilknytningen til deres barn, bør mændene ikke skulle betale børnebidrag til kvinden ud fra en fast takst, men ud fra et trangskriterium, mener Pelle Filipsson. Har kvinden selv midler til at forsørge barnet, og tjener hun langt mere end faderen, bør han ikke skulle betale.

»Ufrivillige fædre bør få hjælp til at knytte sig til deres børn, og derfor skal de heller ikke tvinges til at betale, for det forhindrer en tilknytning. Barnets bedste bør være at have en velvillig far, mere end at moderen får penge af ham.«

Tilknytningsproblemerne begyndte at slå igennem hos sønnen. Han var usikker på sig selv, reserveret og ville ikke kramme.

»Jeg kunne se, at min fremmedgørelse over for ham havde påvirket ham. Jeg prøvede at henvende mig mange steder for at få hjælp, forskellige rådgivninger for forældre og sociale tilbud og fortalte om mit problem. Jeg troede, at i et udviklet land som Sverige ville man sætte ind over for mennesker med store problemer, især når der var et barn involveret. Men jeg blev bare mødt med fordomme og uvidenhed. Jeg var bare umoden og uansvarlig.«

Pelle Filipsson begyndte at se sig selv som en værdiløs person. Familie og venner var også forargede over ham. Mange tog moderens parti. Så en sommerdag i 2008 mente han, at det eneste rigtige var at tage sit eget liv. Et liv, han ikke selv havde kunnet forme.

Da han giver forklaringen på, hvorfor han ikke lykkedes med at tage sig af dage, klukker han lidt.

»Togene kører skidt i Sverige. Sporene er i stykker, så jeg stod der et stykke tid. Det var en smuk dag. Fuglene sang, og træerne strakte sig grønt mod himlen. Så efter et stykke tid tænkte jeg: Dette her er forkert.« I stedet satte han sig for at få andre til at forstå problemet, og han begyndte at skrive sin bog. Siden er det gået fremad med små skridt. Han ser sin søn, der er 13 år i dag, et par gange om ugen. De har det godt, når de er sammen. Spørger man Pelle Filipsson, om han elsker sin søn, så ja. Han vil ham det allerbedste.

»Det lyder måske selvmodsigende, men jeg har altid sagt, at jeg var glad for, at det netop var det barn, jeg fik. Han har altid været intelligent, sjov og sød. Men jeg ville stadig ikke have ham, og jeg vil ikke have flere børn i mit liv. Den beslutning har jeg truffet.«