Kamp om at få flere indvandrere i private friskoler

I København kæmper man med opdelte skoler, hvor tosprogede børn samles på folkeskoler og muslimske friskoler, mens danske børn i samme kvarterer søger mod privatskoler og andre folkeskoler. To initiativer skal bryde med mønsteret – men de har ikke lige stor succes.

De er gang på gang blevet truet på pengepungen, hvis ikke de gule, røde og brune hårtoppe på klassebilledet snart bliver blandet godt op med nogle sorte. De private skoler har været udsat for skarp kritik og trusler om lovindgreb og økonomiske sanktioner, fordi de især i København fortrinsvis underviser velstimulerede børn fra danske familier.

Knap hvert syvende barn i Danmark går i en privat skole, men selv om der forholdsmæssigt er lige så mange tosprogede børn på friskolerne som på folkeskolerne, er de ujævnt fordelt. De muslimske skoler tager således over halvdelen af de frie grundskolers tosprogede elever, mens over 200 friskoler ikke har en eneste.

Ydermere er indtrykket, at de få indvandrerfamilier, der af egen drift vælger en dansk privatskole, er »nemme« familier med overskud og en positiv indstilling over for uddannelse.

Friskolerne har været en integreret del af det danske skolevæsen siden midten af 1800-tallet, hvor Ryslinge Friskole som den første åbnede, og skolerne fik deres egen lovgivning. Men tiderne har ændret sig, siden friskolekoryfæerne Grundtvig og Kold huserede.

I de seneste år er friskoleloven blevet strammet adskillige gange, især under indtryk af de mange nye muslimske friskoler, der i flere tilfælde har været kritiseret for at forsømme at opdrage eleverne til demokrati og ligeværd.

Men trods de seneste tiltag er der vedvarende politiske krav om yderligere indgreb over for friskolerne. I 2005 foreslog daværende næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, helt at fjerne tilskuddet til de frie skoler, mens Ritt Bjerregaard (S), der senere samme år blev valgt til overborgmester i København, krævede et lavere tilskud til frie skoler, der ikke har elever med problemer og behov for særlig støtte.

Begrænset interesse
Men hidtil har forslagene ikke fået tilstrækkelig politisk medvind, og i Københavns Kommune har man derfor valgt andre veje for at fremme integrationen i byens skolegårde.

I Københavner-modellen tilbydes tosprogede børn fra skoler med mange indvandrere pladser på skoler med mange danske børn. Ud af 200 mulige pladser er de 180 besat.

Anderledes trægt går det med projekt »Skoler på X og tværs«, hvor københavnske friskoler stiller pladser til rådighed for tosprogede børn fra ressourcesvage hjem, mens kommunen betaler skolepengene. Interessen fra indvandrerfamilierne har dog været begrænset, og derfor er det tvivlsomt, om der overhovedet starter tosprogede børn i projektet til august.

Både friskolernes organisationer og Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning er dog enige om at fortsætte samarbejdet. Det er bare et langt, sejt træk at ændre på kulturerne. Det sagde friskolerne i og for sig allerede ved indledningen til projektet, hvor de stillede sig tvivlende over for kommunens tidsplan. Det erkender man også i Københavns Kommue i dag.

»Da projektet gik i gang, sagde de frie skolers foreninger til mig, at vi undervurderede, hvor svær en opgave det var, og hvor lang tid det ville tage at bygge det op. De fik ret, men vi er enige om, at vi ikke giver op,« siger Søren Hegnby, der er leder af Kontoret for Integration og Mangfoldighed i Københavns Kommune.