Kamp mod sharia i Danmark

Både Dansk Kvindesamfund og en række partier kritiserer, at danske domstole tager hensyn til islamisk arve- og ægteskabslovgivning. Justitsministeren vil undersøge sagen.

Det vækker både politisk forargelse og bekymring blandt kvindesagsforkæmpere, at dansk lovgivning i stigende grad bliver nødt til at forholde sig til islamisk formue- og arveret.

Advokaten og etnografen Jens Jørgen Viuff har specialiseret sig i islamisk ret. Han har selv haft en del sager specielt med somaliske indvandrere, som vil skilles, og hvor Viuff har henvist til islamisk ret i forbindelse med bodeling.

»Efter islamisk lov - eller sharia - er der ikke noget fællesbo. Typisk tilfalder det manden og hans slægt, men ofte har der i praksis ikke været nogen formue at dele,« siger Jens Jørgen Viuff.

Dommerne accepterer henvisningen til sharia. Det skal de. Det følger af en gammel regel om domicil. Den siger, at det er lovgivningen i det land, manden var bosiddende i, da ægteskabet blev indgået, som gælder.

I en ny bog, »Retlig Mangfoldighed«, behandler Jens Jørgen Viuff reglens betydning for islamisk arveret i forhold til dansk lov. For eksempel at en søn som udgangspunkt arver det dobbelte af en datter. Selv om Viuff selv udnytter reglen, er han bekymret på længere sigt:

»Vi får flere og flere sager, hvor det bliver aktuelt. Og jeg er bekymret for, at den svage part kan blive langt ringere stillet end efter dansk lov.«

Ingen kompromiser
Landsforkvinde Karen Hallberg, Dansk Kvindesamfund, tager afstand fra enhver forskelsbehandling: »Hvis der er retsregler, der tillader en forskelsbehandling, bør de afskaffes,« siger hun.

Også ligestillingsminister Henriette Kjær (K) bakker op om det synspunkt: »For mig er det ligegyldigt, om det så kun drejer sig om én enkelt sag. Det er princippet. Ligestilling er en fundamental værdi, som jeg ikke vil gå på kompromis med.« Hun vil undersøge, om domicilreglen kan afskaffes.

Fra den politiske opposition vælter det nærmest ind med kritiske spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K).

Den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen har stillet fire spørgsmål til justitsminister Lene Espersen om sagen.

»Det er helt uacceptabelt, at man i det danske retssamfund bøjer sig for sharia. Det må stoppes i opløbet,« siger Karen Jespersen.

Også den radikale retsordfører, Elisabeth Arnold, har bedt Lene Espersen redegøre for menneskerettighedsaspektet i denne sag: »Ingen danskere forventer, at dansk lov gælder i Saudi-Arabien. Lige så utænkeligt bør det være, at sharia-lovgivning gælder i Danmark,« siger hun.

Og også Dansk Folkepartis Louise Frevert kræver svar fra justitsministeren.

Ifølge Jyllands-Posten afholder retten på Frederiksberg kurser i, hvordan man stiller sig til andre landes familielovgivning, og det samme gælder Advokatrådet. I Holland har man anerkendt Talaq-skilsmisser, hvor en muslimsk mand kan frastøde sin kone, og i Storbritannien har domstolene - ifølge avisen - indvilget i at inddrive de såkaldte »brudeafgifter«, som er en del af islamiske ægteskaber.

Aftaler skal gælde
I Københavns Byret kender retsassessor Birgitte Warring til sagerne, men hun mener ikke, at det har haft nogen praktisk betydning og næppe heller vil få det i særligt omfang:

»I takt med at Danmark bliver et mere multikulturelt samfund med mennesker, der kommer fra eksempelvis Tunis, Pakistan, Libanon og Tyrket, opstår spørgsmålet oftere. Jeg er da stødt på ægteskabsaftaler, men de har ikke haft nogen konsekvenser, da de kom til at skulle dele. Men i Danmark laves der jo også ægtepagter med særeje,« siger Birgitte Warring.

Hun finder domicilregelen velbegrundet ud fra hensynet til, at når man laver en formueordning ved ægteskab, skal den ikke lige kunne laves om, fordi manden flytter til et andet land.

Justitsminister Lene Espersen vil nu undersøge, om de danske regler, der skal forhindre at uforenelige retsprincipper vinder indpas, også er gode nok. I en pressemeddelelse siger hun: »Jeg lægger afgørende vægt på, at danske domstole ikke anvender udenlandske retsregler, som er klart uforenelige med grundlæggende principper i den danske retsorden. Det er også dette, der ligger bag det såkaldte »ordre public«-princip, som betyder, at danske domstole netop ikke skal anvende udenlandske retsregler, hvis man derved ville nå til et resultat, som er helt uforeneligt med den danske retsorden. Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt at få undersøgt, om de gældende regler, herunder »ordre public«-princippet, er tilstrækkelige til at sikre mod stødende resultater.«