Kaldet til sort humor

Multikunstneren Rune T. Kidde er lig med fantasi. En verden af rablende figurer og situationer fortalt, beskrevet og tegnet. Selv om han for 12 år siden mistede synet, har han aldrig mistet blikket for verden uden for vanetænkningen. Det er både et kors og et kald.

Rune T. Kidde er blevet kendt for sine nærmest rablende ting og opgøret med vanetænkningen er et af hans vigtigste korstog. »Jeg har altid følt mig som en 68er og været lidt sur over, at jeg kom ti år for sent.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Øv, øv, øv, jeg hader den lilla møghætte! sagde Den Lilla Møghætte. Den lugter af sure sokker og rådne æg! Men der var ikke noget at gøre. Den lilla møghætte blev trukket ned over ørene på Den Lilla Møghætte, og så måtte hun trave af sted med blodpølse til sin ældgamle oldemor.

Fra »Den lilla Møghætte og Pulven«.

Et søm. Det er det, en historie skal hænge på. En anledning. Når det gælder et interview, er sømmet typisk en aktuel bog, CD, radio-TV-program eller et af tidens påtrængende emner, som skal luftes. Et enkelt solidt søm - det kan gøre det.

Den holder bare ikke med Rune T. Kidde. Den mand banker søm i sin kunstneriske knagerække, som var han konstant på gør-det-selv-kursus i Silvan. Et hurtigt kig på forlaget Modtryks hjemmeside afslører 32 udgivelser i hans navn gennem de sidste seks år. Der er lidt genudgivelser imellem, men til gengæld står artiklerne, operaerne, fortællerturene og radioarbejdet der så heller ikke.

Og langt det meste er i samme sprudlende og rablende stil, som de Ækle Æventyr, Litterærlige klassikere, serien om pissehuen og andre finurligheder, der gjorde Kidde til et tegneserienavn i sin egen klasse, mens han endnu kunne se.

For lige at give det et ekstra søm, har vi aftalt, at et hovedemne for interviewet er fantasi - den originale kreativitet, der er et naturligt kodeord for Rune T. Kidde. Et andet kunne være energi.

»Hvad jeg er igang med lige nu? Jeg kan aldrig huske det... Men jeg har lige sluttet nogle radiofortællinger og et filmmanuskriptprojekt. Nu er der så nogle teaterprojekter, som er meget i begyndelsesfasen. Noget med Tolkiens Hobitten som teatermusical og Ækle Æventyr som noget i samme stil. Det er ret løst endnu, men meget spændende.

Desuden en CD med digte og musik, og så er jeg jo altid i gang med en roman og nogle digte og et par børnebøger,« fortæller Kidde, der som som regel har flere projekter i gang på samme tid, så han kan skifte tanke- og følelsesrække ind i mellem.

»Når jeg hopper fra et digt til en vanvittig børnebog, så holder jeg jo fri, mens det andet kører videre derinde et sted. Det er med til at holde liv i kreativiteten og vanetænkningen fra døren. Jeg elsker, når det kører lidt fra mig, og jeg selv bliver overrasket,« fortæller multikunstneren.

Han er også vældig glad for at kunne give nyt liv til sine efterhånden klassiske Ækle Eventyr, der i den seneste måned har kunnet høres i P2s fabulatoriet og også nu er udkommet på CD. Det er historien om Bedstemor Bob og Søde Sally Sukkertop, der fortæller eventyrklassikere som Den lilla møghætte og Pulven, Klaskepot og Robersen Krudtso. Alt fortalt i Kiddes egen medrivende stil.

»Jeg prøver at forny historierne, og jeg tager ikke pis på de gamle eventyr. Dem holder jeg rigtig meget af og har dyb respekt for, men det er en måde at gøre den fortælletradition levende - det er min hemmelige krigserklæring i det,« siger Rune T. Kidde.

Et vift med en vognstang

Efter i en årrække at have boet på Nørrebro er den 43-årige multikunstner netop flyttet til Roskilde, træt af en storby, han oplevede som stadigt mere stresset, overfladisk og ansvarsløs.

Nu har han fundet et roligt og enkelt lille byhus - en pensionistbolig, som han selv siger med et grin - tættere på sin kone gennem 20 år. Men dog ikke så tæt, at han bor sammen med sin Marianne. Vi er jo gamle hippier, forklarer han med et nyt af de grin, der følger mange af hans ord.

Men selv om der er ro og fuglekvidder her, så har han ikke selv tænkt sig at sætte tempoet ned. Det havde han heller ikke i sinde for 12 år siden, da han blev blind.

En øjensygdom affødt af sukkersyge endte efter flere operationer i total blindhed, og det satte en naturlig stopper for tegneriet. Men ikke andet.

»Det ændrede ikke noget kreativt for mig at blive blind. Men det gav mig skubbet til noget, jeg ikke tidligere turde. Jeg var røget i skuffen som tegneseriemand, selv om jeg altid har lavet alt muligt andet. Så sad jeg i den skuffe og havde hus og bil og var nødt til at lave nogle ordentlige ting og få pengene hjem. Jeg havde en fast vending »det er fandme ikke sjovt at være morsom«. Selv om jeg var glad for de ting, jeg lavede, så var en anden side af mig slidt og færdig.

Men det var svært at lave skiftet, indtil jeg fik et vift med en vognstang. Så selv om det var en kamp at blive blind, så var det også en befrielse.«

Midt i 1990erne udgav Kidde den selvbiografiske bog »Midt i himlen midt i havet«, der i høj grad var en krigserklæring mod de mange fordomme om det at være blind og den offerrolle, man forventes at underkaste sig i forhold til det offentlige system. I bogen sammenlignes det at blive blind med at blive opdagelsesrejsende.

»Ja, det var jo det, der skete. Hele mit liv har gået ud på at virkeliggøre en mængde barnedrømme og forestillinger om, hvad jeg ville med mit liv. Og jeg ville i hvert fald være medlem af eventyrernes klub. Det når jeg aldrig. Men den side af mit sind kunne se, at det her også var spændende, samtidig med at det var pishamrende hårdt. Men der var noget livgivende i det, en udfordring i, hvad der sker med sindet og følelserne i det hele taget. Opdagelsesrejsende på en anden måde.«

Morale, tak

Efter at Rune T. Kidde blev blind har han samarbejdet med flere andre tegnere. Samtidig har han masser af tegninger liggende, som aldrig blev udgivet, og som han nu bruger i andre sammenhænge. Fire børnebøger er det for eksempel blevet med små historier fra Adam Stråskægs Paradis. Noget, der blev tegnet som en lille ordløs stribe i 80erne, og som nu udkommer som en lille illustreret historie, som Kidde husker sig ind til.

»Det kommer lidt an på, hvor langt nede de ligger på min indre harddisk, men hvis jeg stiller ind på dem og koncentrerer mig, så kan jeg godt huske dem. Det er en serie, jeg holder så frygteligt meget af, fordi den ikke er så meget andet end sød og rar.

Lidt som noget af Astrid Lindgren eller Rasmus Klump, de gamle ting hvor alle er søde, og alt skal ende godt. Det kan jeg rigtig godt lide. Jeg lavede den på et tidspunkt, mens jeg tegnede, hvor der var så meget vold og sex og overflade, at jeg fik brækfornemmelser, så der var lidt protest over det.«

Kidde har ikke selv børn, og de mange ting han laver til børn er i høj grad til barnet i ham selv.

»Det handler meget for mig om at beholde den der barnesjæl og ikke blive alt for voksen og død i sværen. Umiddelbarheden i at opleve og væk med vanetænkningen, det er nok hovedsloganet.«

Et andet er fantasien i den ægte fortælling.

»Jeg har jo en ide om, at netop sådan noget som Ækle Æventyr eller den helt klassiske børnefortælling gerne med et lille drej, den er vigtig, for jeg tror ikke på, at TV og computere vil slå det andet ud. Det basale behov for en sjov fortælling, et menneskeligt nærvær, vil altid være der. Og så skal historien have en tøjrpæl at tage fat i - noget at blive gal over eller more sig over. Et udsagn, man kan forholde sig til, i stedet for at det flapper afsted, som når TV laver, hvad seerne vil have. Jeg elsker moraler. Så kan man sige, at det her går jeg ikke ind for, men så er der noget at tage stilling til.«

Arbejdet er livet

Hvis man ser på titlerne på Rune T. Kiddes værker er det svært at lade være med at fnise. Bare fra sidste år kan nævnes børnesangbogen »Tre små soldater, de vendte hjem fra grillen«, bogen »Øl krummer ikke i sengen« og operaen »Heksemutter Mortensen og den fede kalkun«. Men ikke overraskende er humor en alvorlig sag for Kidde. Til gengæld har han aldrig haft problemer med at komme i gang: »Mit problem har altid været at holde op, aldrig at komme i gang. Som ganske ung var jeg ved at gå i stykker over det, fordi der var så meget ild indeni, så mange ting jeg ville, at jeg slet ikke kunne få det til at hænge sammen. Men mange af de barnedrømme, der brændte i mig, har jeg fået opfyldt og det har givet lidt ro. Men så er der til gengæld kommet flere ting udefra. Jeg har i perioder haft det sådan, at jeg har kørt mig ned. Fordi der ringer nogle hele tiden, og det lyder alt sammen spændende, og jeg har alt mit eget, jeg vil nå, mens jeg er her endnu.

Jeg arbejder 12-14 timer om dagen og ind i mellem mere. Men jeg arbejder altid, det er mit liv, også hele den måde at opleve på, det bliver jo hængende et eller andet sted, som en kæmpe stor sæk inden i hjernen. Jeg har sådan et stort lager af gode ord og oplevelser, der ligger et eller andet sted derinde og venter på, at de tager form. Og hvis jeg ikke kommer af med dem, så eksploderer jeg.

Det er en nødvendighed. Det kan være et kors at slæbe rundt på, men også et løft og en måde at komme over nogle svære ting, at have noget der virkelig er meningen. Det er et kald for mig, og det lyder som et vanvittigt ord for at lave sort humoristisk tegneserie, men det er meningen med mit liv at lave det der,« siger Rune T. Kidde.

Den kreative åre har han ikke fra fremmede. Moderen var grafiker og faderen Thormod Kidde en af sidste århundredes mest brugte bogillustratorer.

»Han var rigtig god, og kunstnerisk har jeg aldrig syntes, jeg nåede ham til sokkeholderne, derfor måtte jeg kaste mig over noget andet - tegneserierne. Udtrykket har nok været min styrke. Lige meget om jeg var en elendig tegner, bare noget virkede. Det har jeg satset på - at få tingene til at leve - som en blanding af perfektionisme og sort anarki. Jeg ville ønske jeg kunne tegne en hest, en udtryksfuld hest, en Pegasus, magtfuld og kraftfuld og dybt seriøs. Det kommer jeg aldrig til, jeg måtte lave tegneserier. Men et eller andet sted derinde under ligger den der hest. En perfektionisme, en trang til at udtrykket skal være rent, ægte. Ikke bare være latter for latterens skyld, det skal åbne for noget, give noget livsmod fra sig.

Jeg har altid så mange korstog, jeg kommer aldrig igennem med nogen af dem, men jeg håber da, at det kan underholde nogen at følge dem,« konstaterer Kidde igen med en skralderlatter.

Apropos korstog, så dingler et guldkors om brystet på Kidde og vidner om den tro, der for et par år siden fik ham til at begynde at læse teologi - hvilket han dog måtte opgive af arbejdsmæssige hensyn et halvt år senere.

»Grundlæggende så har jeg en tro på, at der er en styring, en ordentlig mening med det. Kirken burde også give os den tro - også på mystikken i at det hele er for stort til, at vi kan tænke os til det hele, som videnskaben tror. Men mystikken er forsvundet ud af kirken, og der er så mange præster, der bare står og taler, uden jeg kan mærke, at de vil sige mig noget, som kan gøre mit liv rigere eller give mig en trøst,« siger Kidde, der altid har været søgende.

»Det ligger også i at være kreativ. Hvad rummer sindet og følelserne. Helt fra barn af har jeg haft den fornemmelse af, at vores bevidsthed rummer så uendelig lidt af vores oplevelsesverden. Jeg var ikke ret gammel, før jeg var klar over, at jeg ikke gider leve i de 10 procent af isbjerget, som er den virkelighed, man er blevet enig om. Det er meget mere spændende at se, hvad der ligger nedenunder.

Jeg har aldrig rigtig troet på det, man blev bildt ind i skolen om, at tingene var så og så firkantet. Selv om videnskaben får det til at se så tjekket ud, så er vi ikke særligt meget klogere end inkaerne - måske dummere til mange ting som at bruge livet og samarbejde og de nære ting.

Når de indfødte nogle steder engang ikke ville lade sig fotografere, fordi de mente, fotoet stjal deres sjæl, så tror jeg egentlig de havde fat i det rigtige. Fotoet har stjålet vores sjæl. Teknikken blænder og vi lever i en pseudoverden, hvor man glemmer at forholde sig til det vigtige.

Jeg tror, det må udmønte sig i et savn. Jo mere overfladisk verden er, jo større bliver længslen efter noget andet. Efter fortællinger og nærvær.«

ic@berlingske.dk