Kaffebaren hitter som alternativ til caféer og restauranter

Den rolige kaffebar markerer sig nu som noget andet end den oplevelse, man får på caféer og restauranter, vurderer livsstilsekspert Henrik Byager.

Mange af os har sikkert taget imod en kop dampende varm kaffe på en kaffebar for nylig. 43 procent af danskerne køber nemlig oftest sin færdigbryggede kaffe på en af landets kaffebarer. Dermed er kaffebaren danskernes foretrukne, når det kommer til kaffe, vi ikke brygger selv.

Det viser en ny undersøgelse blandt 1.021 danskere, som Analyse Danmark har lavet i samarbejde med Baresso Coffee.

Livsstilsekspert Henrik Byager peger på kaffebarens helt særlige ro som det, der for alvor trækker folk til - ud over at der selvfølgelig altid er kaffe af god kvalitet på menuen.

»Kaffebaren har fået fat som et sted, hvor man kan få et pust og et break. Det her korte pitstop, hvor man kan være alene eller møde en anden og få en god kop kaffe og så suse videre ud i verden. Det er ikke som at gå på bar, restaurant eller café. Det er noget helt særligt lige at gå derind, få et kick koffein og en hurtig snak. Der er en særlig ro,« siger livsstilseksperten.

Byager henviser til, hvordan kaffegiganten Starbucks tidligere har beskrevet deres univers som »det tredje sted«. Et sted, der hverken er hjem eller arbejde, men noget helt tredje.

Samtidig understreger han, at den stigende kaffekultur især skyldes den eksplosivt voksende gruppe af unge i storbyerne, som slår sig ned på kaffebarerne. Måske i flere timer.

»Flertallet er dem, som er ude efter den korte pause eller det korte møde med andre. Men den studerende med sin laptop, som ikke har internet derhjemme eller er på rejse, og som så for de 38 kroner, en kop kaffe koster, kan få tre timers gratis internet og hygge, findes jo også,« siger livsstilseksperten.

Ifølge analysen er det da også 66 procent af de unge mellem 18 og 29 år, som oftest bestiller cappuccinos eller andet fra kaffebaren over for 31 procent i samme aldersgruppe, som oftest drikker kaffe på en restaurant eller café.

Til sammenligning køber over halvdelen af de 60 til 65-årige - 56 procent - oftest deres kop kaffe på restauranter eller caféer, mens kun hver fjerde oftest går på kaffebar.