Kærlighed binder svigtede børn til forældre

Selv om børn er blevet omsorgssvigtet, er deres kærlighed til forældrene ofte så stor, at de selv søger tilbage til far og mor, og det gør det svært at bryde negativ social arv. Det ses tydeligt i den nye dokumentarfilm »Blodets Bånd«, som hudløst ærligt skildrer livet i en familie med misbrug.

»Vi blev fjernet så sent, at det har skadet mere, end det har gavnet. Mine forældre ville ikke hjælpes, det skulle kommunen have indset langt tidligere,« siger 23-årige Michelle, der blev tvangsfjernet som niårig. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hendes hænder holder om en dåse Slots Pilsner. Hun siger ingenting. Kort forinden var stemningen ellers høj, da hun var på kro med sin far for at fejre storesøster Michelles fødselsdag – og hun har selv spurgt ham, om ikke de to skulle drikke sig fulde sammen. Men lige nu, som de i en sen nattetime er havnet om spisebordet hos faderens ven i hans lejlighed i Hadsund, er teenagepigen Christina bare helt stille, mens de voksne mænd snakker.

»Nu har jeg jo været sammen med mange, mange, mange kvinder, og det har du garanteret også på en eller anden måde. Har du lagt mærke til, jo større, jo tykkere, en kvinde er, jo strammere hul har de. I stedet for, at man får sådan et kloakhul, fordi de er så magre. Det er fandeme som om, det hele bare er åbent.« Hendes far, 59-årige Svend, former et hul med sine fingre for at illustrere kvindekønnet over for sin ven, Marius.

Scenen stammer fra den premiereaktuelle dokumentarfilm »Blodets Bånd«, der igennem fem år følger Svend og hans familie. En film, der giver et sjældent og smertefuldt indblik i, hvad der egentlig foregår bag husets fire vægge i den type familier, som samfundet taler om. En familie, hvor børnene er ofre for omsorgssvigt, og hvor grænser konstant bliver overskredet. Men filmen viser også, hvordan børn, på trods af, at de er blevet skadet psykisk af deres egne forældre, elsker netop dem og holder sammen på familien.

Holdt sammen på familien har den i dag 23 år gamle datter Michelle gjort. Hun elsker den stadig. Alligevel er hendes budskab, da Berlingske møder hende, helt klart: Hun og hendes søskende burde have være tvangsfjernet, fra de var helt små – og ikke først, da hun var ni år gammel, som det skete. For at de blev fjernet så sent, gør det vanskeligt for hende og hendes søskende at bryde den negative sociale arv, der har været deres vuggegave. På det tidspunkt var hendes unormale opvækst for længst blevet hendes normalitet, og hun var blevet loyal over for sine forældre.

»Børn skal så vidt muligt blive hos deres forældre. Men jeg var næsten ti år gammel, og da var skaden allerede sket. Hvis vi var blevet fjernet tidligere, kunne det have givet mig en barndom. Det har jeg ikke haft,« fortæller den unge kvinde.

Netop den pointe er årsagen til, at Michelle, der normalt er et meget privat menneske, har indvilget i at lade resten af verden se, hvilke dystre hemmeligheder familien rummer.

»Der er noget god baggrundsviden i vores fortælling til andre folk og til kommunalansatte. Jeg håber, at det er en film, der kan gøre en forskel og åbne folks øjne op,« siger Michelle, der i dag er langtidssygemeldt. Hun gik ned med stress, fordi hun brændte for stærkt for de børn, der som hun selv er socialt udsatte.

Far drikker, mor strikker

I alt 16 børn har hendes far, Svend, fået igennem sit liv. I filmen skildres de fire yngstes skæbner, som de folder sig ud med mor, der forsvinder bag ugeblade og strikketøj, mens far drikker for meget og sniffer kokain for øjnene af dem alle.

Allerede før Svend og hans nu fraskilte kone fik deres første barn, Ivan, var socialforvaltningens ansatte hyppige gæster i huset, fortæller Michelle.

»Der har altid været folk til at hjælpe familien, og de har forsøgt at tvinge min far på antabus. Men så er han hoppet af den. Han fik hele tiden en chance mere,« siger hun.

Trods kommunens opmærksomhed mistrivedes børnene fortsat, lød indberetninger fra deres daginstitutioner og siden skoler, der ikke ville tage ansvar for situationen længere. Børnenes moster var også stærkt bekymret for børnene, viser filmen. De blev udsat for vold. Blandt andet havde hun overværet Svend tæve den ældste søn med et telefonrør, til han blødte, skrev hun i en indberetning til kommunen. Det førte til, at børnene blev tvangsfjernet.

»I min sidste time i skolen – en motoriktime – kom min mor, en dame og en mand og bad mig om at følge med. De hentede også mine brødre Ivan og Daniel på skolen. De kørte os til den børnehave, hvor min mor arbejdede, og forklarede, at de nu ville køre vores mor hjem efter nogle ting, og så skulle vi på børnecenter. På børnecenteret fik mor lov at komme ind og sige farvel. Så blev hun kørt på krisecenter, og så måtte vi ikke have kontakt til vores forældre i rigtig lang tid,« siger Michelle, der dengang syntes, at tvangsanbringelsen var en stor fejltagelse.

Børn beskytter forældre

Lisbeth Zornig, der er tidligere formand for Børnerådet, og i dag arbejder med udsatte børn som selvstændig konsulent, har set filmen. Hun kalder den et skoleeksempel på, hvorfor den negative sociale arv er så vanskelig at bryde. For selv om Svend ikke gør det godt nok som forælder, elsker børnene deres far og føler, at de skal beskytte ham.

»Det er jo ikke fordi, at han er et usympatisk, ubehagelligt menneske. Men han er som et lille barn, der higer efter opmærksomhed. Han har fået bygget et univers op, hvor det er synd for far, og det er derfor, at far drikker. Det er verden, der er ond, og systemet, der er ondt imod deres far, tænker de. Samtidig har de et ønske om at få lidt opmærksomhed fra ham. Så bliver de så glade, fordi far elsker dem,« siger Lisbeth Zornig.

Hendes erfaring er, at det er helt almindeligt, at svigtede børn rykker sammen om forældrene. Et eksempel fra en sag, som mange vil kunne huske, er, at den ældste søn fra Brønderslevsagen, Martin, i dag er flyttet hjem til sin mor. Hun blev ellers idømt fire års fængsel for misrøgt af sine ni børn og en steddatter.

»Der er en enorm kærlighed, og der sker det samme som i filmen. Børnene slår ring om moderen, fordi det er synd for hende. Hun skal beskyttes,« siger Lisbeth Zornig.For Michelle handler loyaliteten om, at hun som barn havde et ganske særligt samarbejde med sin far, selv om hun kun var ni år. »Jeg har ligesom været moderen i dette her. Jeg tog mig af mine søskende og løste konflikterne, ikke bare imellem min far og mor, men også imellem mine søskende. Jeg sørgede for, at de fik noget at spise og skiftede ble på min lillesøster. Hvis far var sur, var det altid mig, der blev smidt derind, for jeg kunne gøre ham god igen,« fortæller hun.

At hun ikke kunne have kontakt med sine forældre, gjorde hende stærkt frustreret.

»Jeg havde rigtig svært ved at lægge ansvaret fra mig. Jeg vidste ikke, hvad der skete hos dem. Jeg skulle have kontrollen i familien,« siger hun.

Efter halvandet år på børnecenter kom de tre af børnene i familiepleje. Den yngste bror, Daniel, som har ADHD, kom i en anden familie. Men børnene trivedes ikke. Plejefamilien talte dårligt om børnenes forældre og vice versa. Efter et skænderi med sin plejefar flyttede den da 16 år gamle Michelle hjem til sine forældre.

»Uanset hvor meget lort, man er blevet udsat for, vil man altid holde sig til sine forældre,« siger Michelle.

Far bliver voksen

I årene, der fulgte, flyttede også hendes søskende hjem. Imens fortsatte Svend sit misbrug. Michelle mistrivedes. Godt et år senere forsøgte hun at begå selvmord ved at spise en masse piller, da hun var på lejrskole.

Det var et skænderi mellem hendes forældre, der blev årsagen til, at Michelle flyttede fra dem og hjem til sin kæreste. Ifølge kommunens sagsakter blev moderen truet med en kniv.

»Der var noget tumult, og jeg stillede mig imellem. Så sagde han noget grimt om min kæreste. Det fik mig til at samle mod til mig. Far faldt i søvn, og så fik vi mig væk, og vi fik min mor væk,« siger Michelle, hvis mor tog på et krisecenter samme aften.

Michelle kan godt genkende Lisbeth Zornigs billede af, at hendes far er som et forsømt barn.

»Eller – det var mere før i tiden, for som jeg plejer at sige, det er som om, at han er ved at blive voksen. Jeg tror, at det er gået op for ham, at hvis vi forsvinder, så har han ingen tilbage. Han drikker sig heller ikke »stang bacardi« mere, og en gang om ugen passer han sit barnebarn. Han er der også for mig, hvis det brænder på, og han hjælper mig, når jeg ikke lige kan overskue min hverdag,« siger hun.

Alligevel holder hun fast i, at kommunen burde have fjernet hende og hendes søskende tidligere.

»Kommunen har tilbudt masser af hjælp. Men mine forældre har aldrig villet tage imod den. Så jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har fjernet os tidligere. Det kunne have ændret mit liv,« siger Michelle.

Filmen »Blodets Bånd« har premiere på Fars dag, i morgen den 5. juni.