Kærestepar taber principiel sag om gensidig forsørgerpligt

Mindst 7000 par har været omfattet af omdiskuteret pligt om, at samlevende par skulle forsørge hinanden.

Helsingør. Retten i Helsingør afviser kærestepars påstand om, at lov om gensidig forsørgerpligt var et brud på grundloven.

Tre kærestepar havde anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet og deres respektive kommuner. Men retten har altså valgt at frifinde.

Det var den daværende S-R-SF regering, som ændrede loven, sådan at ugifte samlevende par skulle forsørge hinanden.

Efter voldsom kritik blev lovændringen skrottet igen med virkning fra 1. januar 2016. Den holdt kun i to år.

Mindst 7000 par har været omfattet af den omdiskuterede pligt.

Et nederlag til Beskæftigelsesministeriet og de tre kommuner havde angiveligt betydet, at landets kommuner måtte betale millioner tilbage til parrene.

Men med mandagens nederlag i byretten får de ingenting.

Under sagen har sagsøgerne hævdet, at den gensidige forsørgerpligt var i strid med grundlovens § 75 og § 73.

De handler henholdsvis om statens pligt til at forsørge borgere, der ikke kan klare sig selv, og om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Retten i Helsingør peger imidlertid på, at grundloven ikke indeholder et forbud mod, at der ved lov pålægges nogen en forsørgerpligt.

/ritzau/