Kære Mogens, har du det nødvendige mod? Jeg tvivler

Det er muligt, at jeg »ikke vil høre«, og at det, jeg skrev i forgårs, både var »noget gedigent sludder«, og at det var »rystende forkert«. Måske.

Mogens Lykketoft, Socialdemokratiets formand, og Niels Lunde, chefredaktør, mødes til duel: <br>Er Socialdemokratiet i stand til at danne regering? Duellen foregår hver dag i Berlingske Tidende frem til fredag den 25. juni. Alle indlæg kan læses på www.berlingske.dk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Egentlig tror jeg, at jeg har forstået dine synspunkter. Dit svar på mit spørgsmål om, hvordan du vil sikre vores fremtidige velfærd, er, at du vil gennemføre massive investeringer i uddannelse, forskning, infrastruktur, boliger og miljø. Al respekt for det, det er glimrende forslag. Det er blot ikke nok. Den afgørende erkendelse er, at velfærd kræver produktion, og den produktion kan kun vores private virksomheder skabe. Den erkendelse er ikke ny, men den er uomgængelig.

Hånden på hjertet: Jeg havde ventet mig noget mere. Da jeg skulle til at korrespondere med dig, læste jeg din bog »Sans og samling« fra 1994, hvor du skriver om dit liv, om dit arbejde i Socialdemokratiet og om dine visioner. Jeg må indrømme, at det er en fortræffelig bog. Den er præget af kærlighed og loyalitet over for din baggrund, den er udtryk for stor oprigtighed, og så er den modig. For eksempel skriver du om den barske udfordring vi alle - selv en socialdemokrat - står over for:

»Ægget er slået ud på den varme pande. Man kan ikke få det tilbage i skallen igen. Vi er en del af den internationale markedsøkonomi. Vi skal klare os på disse nye vilkår. Et godt og tidssvarende grundlæggende uddannelsessystem - og en i ordets bredeste forstand veludviklet samfundsmæssig infrastruktur - er forudsætningen for, at vi klarer os godt.«

Og du fortsætter: »Uden disse forudsætninger er vi i den globale konkurrence dømt til enten at leve med enorme uligheder og sociale spændinger inden for vore egne grænser eller generelt tabe velstand og jobmuligheder til andre lande.«

Det var en modig erkendelse for en socialdemokratisk finansminister i 1994. Erkendelsen er ganske vist indlysende, men det var modigt at sige den højt i Socialdemokratiet. Og så endda for ti år siden. I dag er vi blevet lidt klogere. Din beskrivelse af vores udfordring er stadig den rigtige, dine løsninger er stadig udmærkede bud, i hvert fald set med socialdemokratiske øjne, såmænd også set med andre øjne. Det er bare ikke nok til at betale fremtidens efterløn, folkepension, dagpenge og anden velfærd.

Du skriver meget rigtigt i din bog, at: »Det må erkendes, at der er en kløft mellem beslutningstagerne og en stor del af deres bagland. Rigtig mange mennesker er kun nået til bekymringen og de forældede partiparoler (...) Den eneste vej, der imidlertid ikke er farbar, er vejen tilbage. Udfordringen til os politikere er at skabe denne forståelse.«

Det er beundringsværdigt klart udtrykt. Men så burde du leve op til dine egne ord, du burde tage bladet fra munden og fortælle dine vælgere nogle upopulære, men nødvendige sandheder.

Forleden læste jeg historikeren Claus Bjørns nye bog om din forgænger som partiformand H.C. Hansen. Bogen føjer nye nuancer til billedet af H.C. Hansen, den tegner et væsentlig mere positivt portræt, end det vi hidtil har kendt, der især byggede på rivalen Jens Otto Krags dagbøger. Ligesom du var H.C. Hansen både præget af sin opvækst i små kår og optaget af at udvikle velfærdssamfundet til gavn for alle. Men H.C. Hansen var også modig, han havde viljen til at trodse sine egne, når det var til landets bedste. Som du ved, havde han sin »finest hour« i april 1956, da han som statsminister greb ind i forhandlingerne om nye overenskomster, hvad der førte til en kæmpestor og rasende demonstration foran Christiansborg, hvortil han bed tænderne sammen om cigaren og sagde: »Mig skal de ikke pisse på.«

Hvis du vil være statsminister, må du have det samme mod, modet til at gå durk imod dine egne. Ikke kun når du skriver bøger, men også når du forud for det næste valg fortæller dine vælgere helt præcist, hvordan du vil sørge for, at vi får råd til at opretholde det danske velfærdssamfund i fremtiden. Har du det mod? Jeg tvivler.

Med venlig hilsen

Niels

PS. Jeg noterer mig, at du, trods to forsøg, ikke har fortalt mig, hvad dit såkaldt »fleksible skattestop« vil betyde for os boligejere...