»Kære konfirmand ...«

Konfirmationstalen er en måde at opbygge en fortælling om familien på. Retoriker sætter talen under lup og har et råd: Tal til konfirmanden om nutiden – og glem fremtiden.

Frisuren og tøjet har ændret sig siden en klassisk konfirmationsfest i 1980erne – men ansigtsudtrykket hos konfirmanden vil nok altid være det samme under fars tale. Arkivfoto: Peer Lauritzen/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage og uger sker det. Nationens unge piger og drenge bekræfter deres dåb i kirken og sætter sig til bords i deres stiveste puds med familien og en sæk gaver. Bortset fra dem, der fravælger kirken og bare vil have festen og gaverne og kalder det »nonfirmation« for ligesom at tage afstand fra det, de ikke tager afstand fra alligevel.

Til overgangsritualet hører den klassiske konfirmationstale fra mor og/eller far og måske moster Kirsten. En hæderkronet disciplin.

Konfirmationstalen er så almindelig og ofte forudsigelig, at den som fænomen ikke hidtil er fundet værdig til nøjere granskning. Det har retorikstuderende Martin Fehr Therkildsen sat sig for at gøre noget ved.

Han skriver på et speciale om konfirmationstalen og har til formålet oprettet en mailadresse – konfirmationstaler@gmail.com – hvor forældre er velkomne til at sende deres taler ind som forskningsobjekt. Det har 27 forældre gjort indtil videre.

Martin Fehr Therkildsen har valgt at skrive specialet for bl.a. at undersøge, om konfirmationstaler viser tegn på, hvordan forældre og samfundet generelt taler om de unge. At de skal være ambitiøse, målrettede og dygtige.

»Konfirmationstaler er ekstremt kærlighedsfyldte taler, og forældrenes pres, hvis det er der, er indirekte. Det lyder f.eks. dejligt, når forældre i deres tale siger »du skal bare blive ved med at være den, du er«. Men hvad hvis man er i tvivl om, hvem man gerne vil være? Så er det en underlig ting at få at vide. Eller »du må vælge det liv, du vil, bare du er lykkelig«. Men hvad hvis man engang bliver ulykkelig?«

Han foreslår i stedet en formulering a la »jeg glæder mig meget til at følge dig fremover«, som mere solidarisk over for den unges situation i dag.

Noget af det, der har overrasket Martin Fehr Therkildsen mest i talerne, er, hvor meget tid forældrene bruger på at beskrive deres børn med udtryk som »du har aldrig været god til at rydde op på dit værelse« eller »ja, du er lidt af en hidsigprop«. Rene opremsninger.

I stedet foreslår han forældre at fortælle om den unge ud fra konkrete oplevelser med vedkommende.

Konfirmationstalen er en måde ubevidst at opbygge en fortælling om familien på, mener Martin Fehr Therkildsen.

Det fik han bekræftet i denne uge, da han talte med nogle nyudklækkede konfirmander. Han ville vide, hvordan de havde det med at høre deres forældre holde tale.

»De syntes, det var dejligt, også selv om de var sikre på forældrenes kærlighed i forvejen.«

Kunne forældrene ikke bare fortælle det på alle mulige andre tidspunkter, ville retorikeren vide.

»Nej, for det er noget andet, når hele familien er samlet, sagde de. Og det bekræfter, at konfirmationstalen har kæmpe potentiale til at skabe en ramme, hvor man kan sige noget af det, der ellers ikke er tid til i hverdagen.«

Konfirmationstalen er kendt for en af taleskrivningens største klicheer: »Nu træder du ind i de voksnes rækker«. Den bliver håndteret med overskudsagtig ironi i de fleste taler, fortæller Martin Fehr Therkildsen. Forældre har til gengæld en tilbøjelighed til at fokusere på fremtiden i deres taler til den unge konfirmand.

»Men det giver ikke mening over for et 14-15-årigt barn, der er usikker på fremtiden og overvejer alle mulige ting.«