Kære Johannes, tiden løber fra forfatterne

Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, og Niels Lunde, Berlingske Tidendes chefredaktør mødes til duel. Niels Lunde spørger: Er tiden ved at løbe fra de danske forfattere? Er de ved at gøre sig selv ligegyldige i kulturdebatten?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære Johannes, I din tale ved Gyldendals årlige bogfest for nylig talte du om fællesskabet, om behovet for at styrke det folkelige fællesskab. Det var en smuk og tankevækkende tale. Du talte om, at de fællesskaber, som kunsten skaber, er værd at samles om, også selv om de ikke umiddelbart tjener noget praktisk formål, og om at skabe forståelse herfor, det bør være højt prioriteret af alle.

Blandt dem, der klappede af talen den eftermiddag i Gyldendals gårdhave, var landets mest toneangivende forfattere, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Henrik Nordbrandt osv. Og forfatterne var bagefter fulde af lovord over din tale.

Som sagt, det var en flot tale. Men valgte du det rigtige publikum? Hvis ønsket er at samle, at styrke det, du kalder det immaterielle fællesskab, er de danske forfattere så den opgave voksen?

De danske forfattere er ikke kun dygtige skribenter, mange af dem deltager også i den offentlige debat. De ytrer sig, også i politiske spørgsmål, og det er dejligt, den politiske debat er for vigtig til at blive overladt til Christiansborg. Vi har brug for, at kunstnere og kulturlivet bidrager med nye, overraskende ideer. Men se, hvordan de forvalter deres talent. De - i hvert fald de fleste af dem - kommer ret beset ikke med nye ideer. De skælder ud. De er imod. De er vrede. De kommer med kritik. Fint nok. Men kun sjældent kommer de med konstruktive bidrag og gode råd.Hvorfor er det sådan? Når du læser Klaus Rifbjergs seneste digtsamling, Carsten Jensens nye essaysamling eller Hanne-Vibeke Holst i den nye antologi om kulturkampen, kan du se det. De er velformulerede, det er underholdende læsning, bestemt. Deres sproglige udtryk er en fornøjelse at opleve. Men de har ikke noget at sige. Kritik, lejlighedsvis bitre personangreb, det meste bærer præg af en vrede og indestængthed, som de ellers beskylder andre for at besidde. Ikke nogen humor, ikke noget overskud. De ser splinten i modpartens øje, ikke bjælken i deres eget. Deres ofre, for eksempel en statsminister, kan blot tage imod med et skuldertræk.

Det er trist. Tænk, hvad sådanne mennesker kunne bidrage med, hvis de ville. Dansk litteratur har stolte traditioner for at bidrage til den kulturpolitiske debat på en værdifuld måde og med masser af indbyrdes uenighed. Tænk på kredsen omkring Heretica dengang i 1950erne, en Martin A. Hansen, en Bjørn Poulsen. Tænk på brevvekslingen mellem K. E. Løgstrup og Hal Koch fra 1940erne. Eller en Henrik Stangerup, tomrummet efter ham er nærmest monumentalt.Desværre er sagen vel den i dag, at det er helt bevidst, at folk som Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst ikke vil være konstruktive. Hvis de gjorde det, ville de påtage sig et ansvar, de ville indtage et standpunkt, som de skulle til at forsvare. Og da virkeligheden sjældent er sort/hvid, men fyldt med gråzoner, løse ender og nuancerede svar på indviklede problemer, ville deres synspunkter ikke holde. Virkeligheden er altings prøve, som forfatteren Jakob Knudsen sagde for mange år siden. Det moralske herredømme, som nutidens forfattere søger at opretholde, ville brase sammen. De ville miste deres patent på det gode. Derfor gør de det ikke.

Dette er ikke en ny diskussion, jeg ved det godt, den har stået på i mange år, blot bliver forfatternes uformåenhed mere og mere åbenlys i disse år.I disse år har tingene fået fart på. Vi oplever en globalisering, som rummer både erkendelse og udfordring. Den frie markedsøkonomi har knæsat sig selv, også som kulturel kraft, den er blevet demokratiets og ytringsfrihedens forudsætning. For mange en svær kamel at sluge, måske, men ned må den jo. Men hvordan undgår vi, at alt gøres op i penge, hvordan opretholder vi det immaterielle fællesskab, som du taler om? Verdens ondskab er blevet en del af vores hverdag, den er ikke længere langt væk, den tvinger os til at træffe svære valg. Hvordan skal vi træffe dem, hvilken etik skal begrunde vores valg? Tænk, hvis forfatterne ville hjælpe os. Men det er, som om de danske forfattere er bange for at slå sig på virkeligheden, derfor er de ved at blive sat af, de er ved at gøre sig selv ligegyldige. Det er ærgerligt, for de har utvivlsomt meget at byde på.

Venlig hilsen

Niels Lunde