Kære brændeovnsejer, sådan mindsker du forureningen fra din ovn

Når danskerne fyrer op i brændeovnen, sætter de skadelige partikler fri i luften. Men tænder du op korrekt og bruger det rigtige brænde, kan skaden mindskes markant.

Der er meget den enkelte brændeovnsejer kan gøre for at mindske forurenigen fra deres ovn. Blandt andet bruge det rigtige træ og tænde op foroven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når danskerne fyrer op i brændeovnen, udleder brændet skadelige partikler i luften.

De senere års udvikling hos brændeovnsproducenterne betyder, at nye miljømærkede brændeovne kun udleder en sjettedel af, hvad gamle ovne gør.

Men ifølge Miljøstyrelsen står danskernes brændeovne stadig bag op til 70 pct. af den samlede udledning af de såkaldte ’fine partikler’, som er sundhedsskadelige.

De fleste skadelige partikler i den danske luft kommer fra udlandet. Fra industrien i Tyskland, trafikken i England, flyene fra oven og skibene i havet.

Men der er noget, danskerne selv kan gøre for at mindske omfanget af luftforurening.

For der befinder sig omtrent 750.000 brændeovne rundt omkring i danske hjem. Og hver enkelt familie har mulighed for at mindske udledningen af partikler fra deres ovn med et par simple greb.

Følg med her:

Tænd fra toppen

Allerede under optændingen kan den enkelte brændeovnsejer gøre en stor forskel i kampen mod partikeludledning.

Beskeden er faktisk enkelt: Tænd fra toppen.

Når brænde opvarmes, frigiver det gasser. Men når du tænder brændet fra toppen, og ikke fra bunden, mindskes antallet af partikler.

Fordi gasserne er varmere, end rummet de befinder sig i, svæver de op af. Op til flammerne øverst på brændestakken, hvor de brændes af, inden de forlader skorstenen.

Ifølge Miljøstyrelsen kan det mindske udledningen af skadelige partikler med mellem 50 og 80 pct.

Hvis du derimod tænder fra bunden, bliver gasserne kølet ned af de brændestykker, der ligger oven på. Og så stiger gasserne urørte op i luften.

Skrot det fugtige træ

Brug tørt og rent træ.

For den fugtige af slagsen udvikler mere røg og dermed mere forurening. Desuden udnyttes energien i brændet bedre, hvis det er tørt. Så slipper pengepungen også billigere.

Husk ikke at fyre med hverken affald eller affaldstræ, da det forurener mere. Og husk kun at bruge aviser til optænding og ikke til generelt fyring.

Ellers er det en god ide at fyre med træpiller, særligt de miljømærkede, da de forurener mindre.

Tilsæt masser af luft

Både under optænding og fyring er det vigtigt med masser af luft. Start gerne med at tilføre en masse luft de første ti minutter og så skru lidt ned efterfølgende. Vedligehold dog en tilstrækkelig mængde hele vejen igennem.

Hvis der ikke er luft nok, bliver fyringen ineffektiv, og så bruger du mere brænde end nødvendigt. Mere brænde betyder mere udledning af skadelige partikler.

Hver opmærksom på ilden og undgå ’klatfyring’. Hvis du ikke lægger nok brænde i ovnen, er der stor chance for, at ilden går ud. Så skal den opstartes flere gange i løbet af en dag, hvilket udleder yderligere partikler i luften.

Kan du se røgen?

Gå en tur udenfor og betragt din skorsten, når der er gang i din brændeovn.

Hvis røgen, der forlader din skorsten, er tæt på usynlig, har du gjort et godt stykke arbejde.

Det er svært at opnå den perfekte røg under optændingen, da temperaturen endnu ikke er tilstrækkelig høj. Men fat træskoene, når fyringen for alvor er i gang og bevæg dig ud i luften.

Mørk røg er udtryk for høj partikeludledning og sod. Det er sundhedsskadeligt og kan desuden skabe gener, i form af lugt, for dig selv og dine naboer.

(Kilde: Miljøstyrelsen)