Kæmpeskulptur deler vandene i Skagen

En stor reklameskulptur på den fredede Grenen er ingen god idé. Det mener politikerne i Frederikshavn Kommune, der tirsdag vendte tommelen ned for projektet.

Et privat firmas planer om i et år at opstille en kæmpestor træinstallation som reklame for træbeskyttelse i et af Danmarks mest berømte fredede områder, Grenen ved Skagen, er ingen god idé. Det mener et enigt plan- og miljøudvalg i Frederikshavn Kommune, som på et møde tirsdag aften vendte tommelen ned for projektet.

Bag idéen står det private firma Hampen Træforarbejdning, der så projektet som en kunstnerisk reklamesøjle for firmaets miljøvenlige træimprægneringsmetode.

- Selve beslutningen om at give lov til en stor skulptur i det fredede område ligger ikke hos os i kommunen men kræver dispensation fra fredningsnævnet. Men vi er enige i udvalget om, at vi ikke kan anbefale det. Det vil vi meddele fredningsmyndighederne, siger udvalgsmedlem Inger Støtt (V), der selv bor og er valgt i Skagen.

Også Danmarks Naturfredningsforening (DN) har mødt forslaget med bestyrtelse, mens den lokale turistchef kalder projektet en god idé.

/ritzau/