Kælderdrømme

Kælderen under Mjølnerparken på Nørrebro i København er fyldt med gode viljer. Hver dag kommer danske studerende og giver gratis lektiehjælp til ghettoens børn. Det trænger de til.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Engang lavede jeg meget ballade, men nu er jeg et englebarn,« siger den 13-årige dreng. Sådan ser han også ud. Bløde brune lokker, et tillidsfuldt smil, og så skulle alt være godt. Men der er også en alvor i hans fremtoning.

»Jeg tænker kun på min uddannelse og på mine lektier, og hvis jeg ser dig spise svinekød, så respekterer jeg det.«

Han siger det nærmest uopfordret, og det er tydeligt, at han strammer sig an. At han siger lige hvad nogle voksne har fortalt ham, han skal sige, hvis han taler med danskere. Remsen fortsætter.

»Jeg har mange danske venner. Jeg vil hellere have danske venner end arabiske.«

Vi møder ham i Mjølnerparkens kælder lidt efter klokken fem en mørk eftermiddag i januar. Her er stuvende fyldt i det lille lokale, hvor bebyggelsens børn hver dag kan få gratis lektiehjælp af studerende, jurister, skolelærere, og andre. Det er mødrene i Mjølnerparken, der har taget initiativ til lektiehjælpen. De mente ikke, at de havde forudsætninger for at læse lektier med deres børn. Så nu gør den 24-årige sociologistuderende Sara det blandt andet. Frivilligt og uden at få en krone for det.

Nødt til at være her
»Jeg gør det, fordi jeg har lyst til det. Det er vigtigt for dem, at de har nogen at tale dansk med, for det har de ikke så meget i hverdagen,« siger Sara, som ikke har andre begrundelser for sin indsats end, at hun gerne vil hjælpe. Hvis de danske ghettoer står som monumenter over den fejlslagne integration, så beviser Sara og andre hver aften mellem 17 og 19, at den gode vilje ikke har spillet helt fallit.

Ved siden af hende sidder Achmed, Hishaim, Hisbun og Mohammed. De er 12 og 13 år og sidder flittigt og laver lektier. På en gang små drenge og alligevel bevidste om, at livet er alvor. At der kræves noget ekstra af dem.

»Vi er nødt til at være her, for vores forældre taler ikke dansk. Før vi begyndte her, var vi dårlige, men nu er vi ikke så dårlige mere, siger vores lærer.«

Deres forældre er statsløse palæstinensere. Deres dansk er flydende, men der er stadig så meget accent og så mange mangler i sproget, at det er tydeligt, at arabisk dominerer hjemmet. De taler dansk med hinanden og med deres brødre, men med deres forældre taler de arabisk. Også de kan nogle sætninger, som man kun lærer, hvis ens forældre kommer fra lande, hvor fred ikke er en selvfølge. De sammenligner ikke Mjølnerparken med resten af Danmark, men med det land deres forældre kom fra.

»Da min far og hans brødre var små, kom israelerne til deres landsby. Min familie måtte flygte og kom aldrig tilbage. Danmark er et dejligt land, fordi her ikke bliver krig. Man kan bo her i Mjølnerparken i fred og ro.«

Hvor er de andre?
Drengen som ifølge ham selv har forvandlet sig til et englebarn, fortæller, at der var engang, han altid var oppe at slås, men så sagde lærerne, at han skulle tælle til ti og trække vejret, hver gang han blev vred. Så nu slås han ikke længere.

»Jeg vil være journalist. Det har jeg altid drømt om,« siger han, og når man spørger ham hvorfor, så siger han »at jeg er en af de bedste i klassen til dansk. Jeg er enormt god til boganmeldelser.«

Hvis det er sandt, så er det imponerende, for selv om hans mor taler dansk, så gør hans far det ikke.

»Men han er ved at lære det,« siger drengen. Igen er det som om, han siger det han tror, man vil høre. At danskerne vil være glade, hvis han siger, at de hjemme hos ham gør alt, hvad de kan for at lære dansk.

Han gør i hvert fald. Det er derfor, han er her. Her er vel 40 børn denne eftermiddag, og det ligner et projekt, som der intet dårligt kan siges om.

Alligevel er der en tanke, som melder sig, når man går gennem lokalerne. Her er omkring 30 børn. Der bor over 1.000 børn mellem otte og fjorten år i Mjølnerparken.

Hvor er alle de andre?