K-ultimatum til Venstre

De Konservative kræver, at regeringen inden næste valg har fremlagt en plan for fremtidige skattelettelser. Ellers vil K overveje sin deltagelse i regeringen.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for nylig tog på sommerferie, havde han et klart, konservativt ultimatum i bagagen: Skattelettelser skal være en del af den kommende økonomiske 2015-plan.

Flere kilder bekræfter overfor Ritzau, at den konservative partitop ligefrem vil tage VK-regeringssamarbejdet op til revision, hvis ikke 2015-planen indeholder en plan for at lette skatten på arbejde. Senest skulle De Konservatives partileder, Bendt Bendtsen, på et møde den 29. juni med statsministeren have nævnt, at De Konservative vil overveje sin regeringsdeltagelse, hvis ikke skattelettelser bliver en del af 2015-planen, der ventes fremlagt i sensommeren.

- På mødet har Bendt Bendtsen gjort det helt klart, at skattelettelserne skal med i 2015-planen, siger en centralt placeret konservativ kilde til Ritzau.

/ritzau/