K: Trepartsaftale øger behov for skattelettelser

De Konservative dropper våbenhvilen med Venstre om skattespørgsmålet. Trepartsaftalen gør behovet for skattelettelser endnu mere aktuelt, mener K.

Regeringen har med den netop indgåede trepartsaftale hældt så stort et milliardbeløb ud i den offentlige sektor, at De Konservative nu går på banen og med fornyet styrke kræver skattelettelser hurtigst muligt.

- Skattelettelser er virkelig noget, der er ekstra meget behov for nu, siger den konservative skatteordfører, Jakob Axel Nielsen, til Berlingske Tidende.

Han tilføjer, at trepartsaftalen er blevet "meget, meget dyr". Dermed dropper De Konservative den våbenhvile om det let antændelige skattetema, som partiets topfolk ellers indgik for en måneds tid siden med Venstre-toppen.

- Vi mener ikke, det er et spørgsmål, om vi har råd til skattelettelser, men et spørgsmål om vi har råd til at lade være. Danmark står i en situation, hvor vi har skrigende mangel på arbejdskraft. Det betyder, at vores erhvervsliv siger nej til ordrer. Så siger de nej til omsætning og dermed skattegrundlag og velfærd. Derfor skal vi have skattelettelser, siger Jakob Axel Nielsen til Ritzau.

/ritzau/