K står til vælgerlussing

Kun 6,9 procent af danskerne ville stemme på Det Konservative Folkeparti, hvis der var valg i morgen. Det er den dårligste måling for partiet i adskillige år.

De Konservative er havnet i en strid vælgermodvind.

Hvis der blev udskrevet folketingsvalg i morgen, ville kun 6,9 procent af vælgerne sætte kryds ved Bendt Bendtsens parti, viser en meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau.

Det er den laveste vælgertilslutning til Det Konservative Folkeparti, siden Catinet begyndte at lave meningsmålinger for Ritzau i november 2001. Ifølge den seneste måling ville De Konservative miste hele seks mandater og kun få 12 kandidater valgt ind i Folketinget, hvis danskerne skulle til stemmeurnerne i morgen.

Mens K går tilbage, vinder regeringspartneren Venstre terræn. 27 procent af vælgerne ville stemme på statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) parti, der således fortsat ville være Folketingets største parti. Sammen med Dansk Folkeparti ville VKO kunne mønstre 83 mandater, mens oppositionens Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten kun når op på 77 mandater.

Dermed vil Ny Alliance fortsat være tungen på vægtskålen, når der skal sættes navn på en statsminister efter næste valg.

/ritzau/