K og DF kræver socialminister på banen i vanrøgt-sag

Socialministeren skal svare på, hvordan en kommune kan blive nægtet adgang til en familie under mistanke for vanrøgt af børn, som det er sket i Helsingør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sagen om den fireårige dreng, som politiet har fundet i en garage i Helsingør, får nu Konservative og Dansk Folkeparti til at stille spørgsmål til socialminister Karen Hækkerup (S)

- Kommunen (Helsingør, red.) har angiveligt fået at vide af Ankestyrelsen, at man ikke måtte reagere på en underretning om, at der skulle være et barn mere i huset, som ingen kendte til. Det undrer mig meget, hvis det er korrekt, siger den tidligere socialminister, Benedikte Kiær (K), til bt.dk.

Drengen blev fundet i august, da politiet ransagede huset i forbindelse med en undersøgelse af anden kriminalitet, som parret var mistænkt for. I forvejen havde parret fået tvangsfjernet seks børn.

Kommunen var tilsyneladende blevet underrettet om, at der var endnu et barn i huset, men Den Sociale Ankestyrelse nægtede kommunen at rette henvendelse til familien.

- Jeg ønsker, at ministeren skal forholde sig til, om der er regler i lovgivningen, der forhindrer kommunerne i at reagere på underretninger om børn, der kan være udsat for omsorgssvigt, siger Benedikte Kiær.

Også Dansk Folkeparti vil have ministeren på banen. Her vil socialordfører Karin Nødgaard rette øjeblikkelig henvendelse til Karen Hækkerup for at få »hendes faglige vurdering«.

- Jeg vil som opfølgning på den meget triste sag om kommunalt omsorgssvigt i Helsingør kommune, som kan skyldes den Social Ankestyrelses fejlagtige indgriben, bede socialminister Karen Hækkerup oplyse, om en kommune skal respektere et afslag om opfølgning fra Den Sociale Ankestyrelse, når kommunen får meddelelse fra en borger, om at et barn mistrives i en familie bosiddende i kommunen, siger Karin Nødgaard.

Forældrene til den fireårige dreng i Helsingør er blevet sigtet i sagen efter en paragraf i straffeloven, der kan give op til to års fængsel.