K: Nogle er sakket agterud

Den konservative del af regeringen mener, at nogle offentligt ansatte sakker agterud på lønnen.

Skatteordføreren fra regeringspartiet De Konservative, Jakob Axel Nielsen (K), mener, at nogle grupper af offentligt ansatte tjener for lidt. Det sagde han mandag morgen, efter at finansminister Thor Pedersen (V) havde vakt vrede med udtalelser om, at de offentligt ansatte ikke tjener så dårligt endda.

Jacob Axel Nielsen mener, at finansministerens udtalelser skal læses som en arbejdsgivers udtalelser forud for overenskomstforhandlinger.

- Det er det, Thor Pedersen forbereder, siger Jakob Axel Nielsen. Han er ikke enig med finansministeren i, at det er en myte, at de offentligt ansatte sakker bagud på lønnen

- Det er min umiddelbare vurdering, at nogle sakker bagud. Men det er ikke et spørgsmål, som Christiansborg-politikere skal blande sig i. Det er op til arbejdsmarkedets parter, herunder Thor Pedersen som arbejdsgiver.

/ritzau/