K er tilfreds med udlevering af nazister

De konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke er tilfreds med, at Danmark har besluttet at udlevere to nazistiske mænd til Tyskland. Også selvom Tyskland nægter at sende nazisten Søren Kam den modsatte vej.

Foto: Mogens Flindt, Scanpix (arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark viser det gode eksempel ved at udlevere to unge mænd til Tyskland, der er mistænkt for at sprede hadefuld nazimusik.

Det mener, Konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke, der håber, at udleveringen kan være med til at påvirke Tyskland i fremtidige sager:

- Jeg er meget tilfreds med, at Østre Landsret har taget beslutningen om at udlevere de to mænd til Tyskland. Folk der har lavet noget kriminelt, skal ikke kunne sidde og gemme sig i et andet land, siger han.

Sagen om de to unge mænd har vakt vrede hos en gruppe tidligere danske modstandsfolk, der mener, det er urimeligt, at Danmark skal udlevere de to mænd til Tyskland, så længe Tyskland nægter at udlevere nazisten Søren Kam til Danmark.

- Der må være lighed for loven, også i henhold til EU's arrestordre, har formanden for Aktive Modstandsfolk, Frede Klitgård tidligere udtalt.

På liste over eftersøgte krigsforbrydere
Søren Kam har erkendt sin deltagelse i drab og terror i Danmark under Anden Verdenskrig. Efter krigen blev han tysk statsborger, og det har siden beskyttet ham mod udlevering til fødelandet, også selvom han i dag er nummer fem på Simon Wiesenthalcentrets liste over eftersøgte krigsforbrydere.

I begge tilfælde er der tale om europæiske arrestordrer. Men ifølge Tom Behnke (K) kan man ikke sammenligne de to sager:

- Vi har lavet nogle klare regler i EU om udlevering af kriminelle. Men Tysklands forfatning gør, at det ikke er helt så simpelt at bede om en udlevering. Det eneste vi kan gøre, er at forsøge at påvirke dem ved selv at være det gode eksempel, siger han.

Vil gå til Højesteret
Beslutningen om at udlevere de to mænd blev taget af Østre Landsret i går, men mændene vil nu søge om at indbringe afgørelsen til Højesteret.

Den 33-årig tysker og den 32-årig dansker blev fængslet af de danske myndigheder i Nordsjælland d. 27. august Nordsjælland, efter at tysk politi i tre år havde efterforsket sagen om distribution af nazimusik.

I Tyskland er der strenge straffe for at sprede nazimusik og naziliteratur. Begge mænd nægter sig imidlertid skyldige