Jysk budgetfest var lovlig

Indenrigsministeriet fastslår, at det havde været lovligt for 88 politikere og embedsmænd at holde fest for skatteydernes penge, da budgettet blev vedtaget.

88 politikere, embedsmænd og deres ledsagere i det nordjyske regionsråd kunne snildt have festet løs, da det nye budget var vedtaget. Det fastslår Indenrigsministeriet mandag.

Festen, der skulle have været afholdt i december 2006 på Comwell Hotel i Rebild Bakke, blev aflyst, fordi statsamtmand Claus Rosholm mente, at det var frås for skatteydernes penge. Statsamtmandens afgørelse mødte dengang kritik fra flere sider, blandt andet kaldte Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, Rosholm for "nidkær".

Budgetfesten ville have kostet knap 75.000 kroner og omfattede en julefrokost, underholdning samt overnatning og morgenmad på det firestjernede hotel

/ritzau/