Gennem de sidste uger har et debatindlæg i Berlingske været genstand for voldsom debat. Her kritiserede Katrine Fischer »dovne og ugidelige« medstuderende på Lyngby Handelsgymnasium. Udtalelsen affødte en skriftlig advarsel og en betinget sanktion, fordi skolen anser indlægget som en »mobbesag«, mens skolen også har advaret om, at de kan se sig nødsaget til at iværksætte skrappere sanktioner, såfremt Katrine Fischer igen udtaler sig i strid med skolens ordensreglement.

Skolens beslutning har mødt kritik fra blandt andre Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, som siger til B.T., at han finder det »meget kritisabelt«, at skolen har valgt at sanktionere en elev for at tage del i samfundsdebatten, men den vurdering er juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller ikke enig i.